Tugt- og børnehuset
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tugt- og Børnehuset var et opdragelseshjem for forældreløse børn på Christianshavn, grundlagt af Christian IV i 1605. Med tiden blev hjemmet også brugt som en straffeanstalt for voksne.
Hjemløse børn blev bragt hertil og blev oplært indenfor et bestemt håndværk. Halvdelen af alle anbragte børn døde af sygdomme, mens 20% af dem flygtede. Kun meget få forlod hjemmet til fordel for et arbejde i det øvrige samfund. Anstalten producerede tekstiler til militærets uniformer, og det kan diskuteres om der reelt var tale om tvangsarbejde for kongen.
Fra 1742 blev anstalten udvidet med et rasphus hvor nogle af de sværeste mandlige forbrydere fra hele landet blev indsat til strafarbejde. Fangerne raspede farve af farvetræ til brug i maling, en usund og snavset beskæftigelse.
I 1790 ændrede institutionen navn til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn og fik mere karakter af et egentligt fængsel. Guldhornstyven Niels Heidenreich var indsat her. I 1817 fandt et voldsomt fangeoprør sted.
Fra 1870 blev bygningen til Kvindefængslet på Christianshavn.
Bygningen blev nedrevet i 1928 i forbindelse med udvidelsen af Torvegade. På grunden blev det karakteristiske gule og hvide Lagkagehus opført. Det tidligere Børnehustorv hedder nu Christianshavns Torv, men Børnehusbroen over Christianshavns Kanal vidner endnu om anstalten.