Vilsted Sø
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vilsted sø er med sine 450 hektar Nordjyllands største sø, genskabt i 2005-2006 efter at have været afvandet i mere end 100 år. Den nye sø er tilgængelig for offentligheden via stier, bådebroer og udsigtstårne, og flere af faciliteterne er handicapvenlige. Bag genskabelsen af søen står de naturbevarende Aage V. Jensens Fonde, i samarbejde med Nordjyllands Amt og Skov- og Naturstyrelsen. Selve driften af området henhører fra 2007 til Buderupholm Statsskovdistrikt.
Vilsted Sø, der blev indviet 26. august 2006, er først og fremmest en naturoplevelse. Amtets biologer forventer et rigt fugle- og dyreliv, ligesom her hurtigt skabes en rigdom af vilde planter og sjældne insekter. Det ventes, at der i foråret 2007 vil være et stort antal ynglefugle, og Vilsted Sø overgås i størrelse og betydning kun af Vejlerne i Vendsyssel.
Rundt om søen er anlagt en 22 kilometer lang sti, som er beregnet for både gående, cyklende og ridende. En ridesti langs søen er i sig selv en stor gevinst, og samtidig er strækningen udpeget til regional cykelrute 38.
Vilsted Sø kan bruges til sejlads med kajak og kano, og skoler i hele Nordjylland kan anvende området til aktiviteter inden for naturfag og idræt.
Hele projektet omfatter ca. 950 hektar sø og ferske enge. Det er beregnet, at Vilsted Sø vil forhindre udledning af ca. 210 tons kvælstof om året - som ellers ville strømme fra de dyrkede marker via Bjørnsholm Å ud i Limfjorden. I søen og de tilhørende vådområder vil naturlige bakterier omsætte kvælstoffet i vandet til uskadeligt kvælstof i luften.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger