Vordingborg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- Denne artikel handler om selve byen Vordingborg. Ordet Vordingborg bruges ofte også som en kort betegnelse for Vordingborg Kommune.
Vordingborg er er en dansk by med 8.880 indbyggere (2004). Den er hovedbyen i Vordingborg Kommune. Byen ligger på Sjælland ved Masnedsund og er med en bro forbundet til Masnedø og derfra videre med Storstrømsbroen til Falster.
Vordingborg er en gammel færgeby med en rig historie. Ruinerne af den gamle kongeborg, som var hjemsted for alle tre Valdemar-konger, er byens fremmeste seværdighed. Den eneste fuldt bevarede del, Gåsetårnet, er byens vartegn. En historisk botanisk have på Ruinterrænet er også interessant.
Vordingborg har gymnasium, seminarium, kaserne og togstation og er hjemby for Sydsjællands Museum. I naturområdet Oringe findes et hospital for sindslidende. Byen har to lystbådehavne, og den lokale Ore Strand er velbesøgt om sommeren. Hvert år i juli afholdes byfesten Vordingborg Festuge. Til byen er knyttet den prisvindende Prins Jørgens Garde.
Morten Olsens Allé ved byens stadion er landskendt for kendere af fodbold, idet den tidligere landsholdspiller og nuværende landstræner Morten Olsen således har fået en vej opkaldt efter sig i levende live.
Denne artikel om lokaliteten Vordingborg kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller selv skyde et, lægge det på Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |