Vornedskab
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vornedskab er betegnelsen for den pligt, som var pålagt bønder på Sjælland, Lolland og Falster med tilhørende øer om at forblive på deres fødegods og til at overtage eventuel ødegods til fæste. Ordningen gennemførte fra slutningen af 1300-årene for at sikre landbruget arbejdskraft, bl.a. på baggrund af affolkning ved den sorte død.
Vornedskabet nævnes første gang 1446, men havde i slutningen af 1400-tallet udviklet sig til, at en herremand kunne sælge vornede bønder. Dette blev imidlertid forbudt af Christian 2. som "ondt og ukristeligt". Kvinder var ikke bundne af vornedskabet.
I praksis lykkedes det undertiden vornede at flytte til købstæder, uden at de blev tilbagekrævet. Og i 1542 blev de vornede, der da i 3 år havde boet i købstad, fritaget for deres vornedskab.
Christian 4. søgte i 1634 at afskaffe vornedskabet, men stødte på modstand hos adelen. I rigsdagen 1660 bragtes spørgsmålet påny på tale og igen af Christian 5. i 1682. I 1696 blev vornedskabet ophævet på Møn og i 1702 på de andre øer for de bønder, som var eller blev født efter Frederik 4.'s tronbestigelse (1699). Men det ersattedes 31 år senere, af hensyn til muligheden for at udskrive soldater, af stavnsbåndet, som blev gældende over hele Danmark.
