Wilhelm Marstrand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Wilhelm Nikolaj Marstrand (Nicolai Wilhelm Marstrand, 24. december 1810 - 25. marts 1873) var en dansk maler.

Han var uddannet på Kunstakademiet fra 1826 til 1833 under C. W. Eckersberg. Medlem af Akademiet 1843 (medlemsstykke Erasmus Montanus, Kunstakademiet, 1843), professor sammesteds 1848 og endelig direktør for Akademiet i to omgange fra 1853-1857 og fra 1863 til sin død; etatsråd 1867. Marstrand blev i sin levetid udråbt til at være en af de største danske kunstnere nogensinde. Han var uhyre produktiv : Malede i sine unge år på akademiet fortrinsvis såkaldt københavnske hverdagsmotiver (En flyttedagsscene, Nivaagaard Samlingen (1831)) og fra 1830 også mange portrætter og større bestillinger fra det københavnske borgerskab.

Marstrand var første gang i Italien fra 1836, hvor han blev storleverandør af mere eller mindre idealiserede folkelivsskildringer (Karnevalsscene Rom) og begyndte efter sin hjemkomst i 1841 at male historiemaleri i et større omfang, eksempelvis et utal af Holberg-scener (Barselstuen 1845) (Det lykkelige Skibbrud 1871) og bestillingsopgaver som udsmykningen af Chr.IV-kapellet i Roskilde Domkirke (Christian IV på Trefoldigheden, 1864-1866). På grund af kunstopfattelsen omkring 1900, hvor mange af de store guldalderbiografier blev skrevet (f.eks. Karl Madsen, Wilhelm Marstrand, 1905), er Marstrand især kendt (og berømmet) for sine mange skitser og tegninger. Inden for de seneste år har man dog fået øjnene op for de værker, der var med til at gøre ham berømt i sin samtid. Nemlig de store litterære og fortællende billeder, som giver Marstrand en position som en af de første danske kunstnere, der ligesom den franske Geruze overfører det akademiske historiemaleri på mere verdslige motiver.