Alexander Wassiljewitsch Samsonov
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Alexandr Wassiljewitsch Samsonov (* 2. november 1859; † 29. eller 30. august 1914) russisk general af kavalleriet og chef for 2. arme ved starten af 1. verdenskrig.
I en alder af 18 år gik han ind i den russiske hær og deltog i den Russisk-Tyrkiske krig i 1877-78. Efter krigen kom han på Nikolaevsky militærakademiet i St. Petersborg. Under Bokseroprøret 1900 og den Russisk-japanske krig 1904-05 var han chef for en kavalleri-division. Efter slaget ved Mukden i 1905 beskyldte han general Paul von Rennenkampf for at have svigtet ham og udsat hans enhed for en stor risiko, og det kom til åben strid mellem de to.
Efter den russisk-japanske krig blev Samsonov først stabschef ved Warszawa militærdistrikt. I 1909 blev han sendt til Turkestan, hvor han hovedsageligt var beskæftiget med administrative opgaver.
I forbindelse med den russiske mobilisering forud for 1. verdenskrig blev han udnævnt til chef for 2. russiske arme, også kaldet Narew-armeen, der samledes nord for Warszawa. Armeen bestod af fem armekorps, tre kavalleri-divisioner, en skytte-brigade og fire reserve-divioner. Med denne arme angreb Samsonow fra den 17. august mod nord ind i Østprøjsen. Den 22. august fik armeen kontakt med det XX tyske armekorps under general von Scholtz.
P.g.a. den overvældende russiske overmagt havde Samsonow god fremgang i de første dage; men den 26.-27. august iværksatte tyskerne en modoffensiv, og ved Tannenberg bliver hovedparten af Samsonows 2. arme omringet og nedkæmpet.
Om natten mellem den 29. og 30. august, da det er klart, at slaget er tabt, går Samsonow mod syd med en lille gruppe af hjælpere og stabsofficerer. Heriblandt er armeens operationsofficer oberst Wjalow og efterretningsofficeren oberst Lebedew. På et tidspunkt opdager de andre, at Samsonow er væk, og kort efter hører de skud; men de er uenige, om de hørte et eller flere skud.
I december 1914 får Samsonows hustru den tyske kejsers tilladelse til at komme til Tyskland, for at lede efter sin forsvundne mand. Efter flere måneders søgen i diverse fangelejre og i det sydlige Østprøjsen, finder hun hos en skovarbejder i landsbyen Klein-Piwnitz en medaljon, som hun mener har tilhørt hendes mand. Skovarbejderen leder hende til en grav i skoven, og i oktober 1915 bliver liget overført til Rusland.
