Christian Ditlev Reventlow
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748 - 1827) var en dansk lensgreve og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær. I 1788 opløste Reventlow og hans to gode venner Andreas Peter Bernstorff (1735 – 1797) og Christian Colbjørnsen stavnsbåndet og gjorde folket mere frie. Fra 1789 var Reventlow ledende medlem af den skolekommission, der forberedte 1814-skoleloven, og medvirkede aktivt i oprettelsen af lærerseminarier. Indenfor skovdrift var Reventlow foregangsmand og initiativtager til fredskovsforordningen af 1805. På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder.
Reventlows kritiske holdning til Frederik 6.s udenrigspolitik og økonomiske politik, der førte til krigen mod England og efterfølgende statsbankerot, bragte ham i stigende modsætning til kongen, hvis kabinetsstyre han misbilligede. I 1813 forlod Reventlow statstjenesten i protest mod forordningen om statsbankerotten, men forblev formelt medlem af konseillet – dog uden at deltage i møderne.
Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang.