Clermont-Ferrand
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Clermont-Ferrand er hovedbyen i département Puy-de-Dôme i Frankrig, som er et af de 4 departementer i région Auvergne. Byen nævnes allerede i det 1. århundrede e.Kr. under navnet Nemossos, og senere under romerne med navnet Augustonemetum. I 1600-tallet fik byen sit nuværende navn, som en sammensmeltning af to byers navne: Clermont og Montferrand.
Clermont-Ferrand har en stor domkirke, Cathédrale Notre-Dame-de-l'Assomption[1], hvoraf de ældste dele dateres til ca. år 1250. Byen er beliggende i 4-600 meters højde i Auvergnes højland, som er et naturskønt område i Midtfrankrig. Området er kendt for sine over 60 udslukte vulkaner, hvoraf den højeste, Puy de Sancy, er over 1800 meter høj. Den mest kendte af vulkanerne er Puy de Dôme, godt 1500 meter høj, ca. 10 km fra centrum af Clermont-Ferrand.
Clermont-Ferrand er i dag mest kendt som Michelins hjemby. Det var i Clermont-Ferrand, at de to Michelin-brødre[2] omkring år 1900 startede deres i dag verdensomspændende virksomhed med dækfabrikation. I udkanten af byen ses stadig de gamle prøveanlæg, flere hundrede meter lange, overdækkede ramper, hvor dækkene blev afprøvet.
Clermont-Ferrand er også kendt som universitetsby, med Blaise Pascal Universitetet, som har ca. 33.000 studerende. I forhold til det samlede antal indbyggere på ca. 150.000 er det en stor procentdel af studerende, hvoraf en betragtelig del er udlændinge. Den overvejende del af de udenlandske studerende kommer fra Asien, primært Kina og Japan.
I oktober 2006 indviedes en sporvognslinie i Clermont-Ferrand, "le Tramway" [3], den første i Frankrig, der kører på gummihjul, med én styreskinne i midten. Gummihjulene var en naturlig konsekvens af Michelin-koncernens tilhørsforhold til byen.
Clermont-Ferrand har en hyggelig, gammel bykerne, som centrerer sig omkring toppen af et højdedrag, der går midt gennem byen. Domkirken ligger på toppen af højdedraget, og herfra er der udsigt til bjergene mod vest, Mont Dore (skisportsområde), og Puy de Dôme. Byen er en driftig handelsby, med mange specialforretninger og to markedshaller med fødevarer og specialiteter. En del af byens restauranter er, som mange andre steder i Frankrig, af asiatisk og nordafrikansk herkomst, men der findes også mange franske restauranter, som tilbyder nogle af Auvergnes specialiteter, bl.a. aligot. Aligot[4] er en kartoffelmos tilsat en lokal ost, f.eks. Cantal eller Tomme. Andre kendte oste fra området er Saint-Nectaire[5] og Bleu d'Auvergne[6].
Afstande fra Clermont-Ferrand: Paris 425 km (nord), Lyon 180 km (øst), Bordeaux 325 km (vest), Montpellier 330 km (syd).