Cornelis Vreeswijk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Cornelis Vreeswijk, født den 8. august 1937 i IJmuiden, Nederlandene - død 12. november 1987 i Stockholm, var en nederlandsk-svensk trubadur, komponist og poet.

Cornelis Vreeswijk var inspireret af både den franske chanson, jazzen og den amerikanske blues, som han formåede at kombinere med den svenske visetradition iblandet litterære impulser fra forfattere som Gunnar Ekelöf og Aksel Sandemose, hvilket udløste en enorm produktion af sange og viser. Senere blev han også påvirket af den latinamerikanske samba i forbindelse med en filmoptagelse i Brasilien.

[redigér] Biografi

Cornelis Vreeswijk var i Sverige en særdeles folkekær visesanger, og anses sammen med Carl Michael Bellman og Evert Taube, hvem han selv fortolkede, som en svensk nationalskjald, uagtet han aldrig blev svensk statsborger. I lighed med mange andre nederlændere flyttede hans forældre til Sverige i tiden efter 2. verdenskrig, og bosatte sig på Ekerö med deres børn.

Cornelis' tidlige kærlighed til den svenske poesi gjorde, at han hurtigt lærte det svenske sprog, og han forlod den svenske folkeskole med gode karakterer. Han fortsatte sine studier ved Socialhögskolan i Stockholm med henblik på en karriere som journalist, og begyndte samtidigt at optræde som visesanger, hvilket hurtigt gav ham en vis popularitet blandt bohemerne og de intellektuelle i Stockholm.

Han blev bemærket af den svenske visesanger og Bellmanfortolker Fred Åkerström, der kontaktede producenten Anders Burman med henblik på at indspille en plade med Cornelis' viser. Da Anders Burman hørte Cornelis synge, besluttede han at indspille pladen med Cornelis selv. I 1964 kunne Cornelis Vreeswijk således udgive sin første plade, Ballader och oförskämdheter, og året efter drog han på sverigesturné med Fred Åkerström og sangerinden Ann-Louise Hanson.

I den brede offentlighed blev han mest kendt for sine oversættelser af viserne I natt jag drömde, og Brev från kolonien samt den småsjofle vise om Hönan Agda - hvilken han ifølge eget udsagn med tiden blev meget træt af. Han opnåede også anerkendelse for sin medvirken i den svenske udgave af Jesus Christ Superstar, hvor han spillede rollen som Pontius Pilatus og som Tevye i Spillemand på en tagryg. Han udgav også digtsamlinger, og medvirkede i flere film bl.a. Rännstensungar fra 1974, hvor han spillede den flinke Farbror Fahlén, der tager sig af en lam pige.

I lighed med både Bellman og Taube havde han et persongalleri, der gik igen i hans viser. Der var bl.a. Ann-Katarin, Frederik Åkare og Polaren Pär, som han brugte til at udtrykke et socialt engagement med de utilpassede ved hjælp et sprogbrug, der blandede slang og det mere formelle svenske sprog i et personligt udtryk.

Det var dog ikke alle, der værdsatte hans ligefremme og personlige stil, og flere af hans sange var i perioder i 60'erne og 70'erne bandlyste i Sveriges Radio. Men hans popularitet var ikke til at tage fejl af, og det endte da også med, at flere af hans shows og optrædener blev vist på svensk tv, og i 1986 blev der lavet en dokumentarfilm, Balladen om den flygande holländaren, af Agneta Brunius.

Cornelis Vreeswijk forsøgte sig også med en karriere i sit fødeland, men slog aldrig rigtigt igennem. Man fandt ham lidt gammeldags, og hans lange ophold i Sverige havde gjort hans nederlandske sprog lidt rustent og ude af trit med det nederlandske, der taltes i 70'erne og 80'erne. Han opnåede dog en vis opmærksomhed med singlerne Veronica og De nozem en de non.

Cornelis Vreeswijk levede til fulde op til billedet af et kunstnergeni, der brændte sit lys i begge ender. Hans personlighed gemte en mørk side, der kom til udtryk i skatteunddragelse, værtshusslagsmål og misbrug af euforiserende stoffer - men som trubadur var han, og er stadig en af de største i Sverige.

Cornelis Vreeswijks grav ved Katarina kyrkogård i Stockholm

I 1987 fik Cornelis Vreeswijk Nils Ferlin-Sällskapets trubadurpris. Senere samme år døde han af leverkræft på Södersjukhuset i Stockholm. Cornelis Vreeswijk blev begravet på Katarina kyrkogård i Stockholm.

Efter sin død er hans popularitet stadig intakt, ligefrem stigende, og hans plader sælges stadig i store oplag i Sverige. Den royalty hans pladesalg indbringer, tilgår en fond, der forvaltes af Cornelissälskapet, der hvert år siden 1988 uddeler Cornelis Vreeswijk-stipendiatet til en svensk sanger, der har udmærket sig. Blandt modtagerne af stipendiatet kan nævnes så meriterede kunstnere som Monica Zetterlund, Olle Adolphson, Sven-Bertil Taube, Mikael Wiehe og hans egen søn Jack Vreeswijk, der har løftet arven efter sin far.

Der er skrevet flere biografier om Cornelis Vreeswijk, hvoraf den mest omfattende er Oscar Hedlunds Cornelis: scener ur en ävertyrares liv fra 2000. Her omtales bl.a. den kvinde, der var forbillede til figuren Ann-Katarin. En veninde til Cornelis, der døde af stofmisbrug.

Cornelis Vreeswijk var gift tre gange, og havde fra sit første ægteskab sønnen Jack Vreeswijk.

[redigér] Diskografi

1964 - Ballader och oförskämdheter
1965 - Visor och oförskämdheter
1965 - Ballader och Grimascher
1966 - Grimascher och telegram
1968 - Tio vackra visor och personliga person
1969 - Cornelis sjunger Taube
1970 - Poem, ballader och lite blues
1971 - Spring mot Ulla, spring! Cornelis sjunger Bellman
1972 - Cornelis live!
1972 - Visor, svarta och röda
1973 - Istället för vykort
1973 - Linnéas fina visor
1974 - Getinghonung
1976 - Narrgnistor och transkriptioner
1977 - Movitz! Movitz!
1978 - Cornelis sjunger Victor Jara
1978 - Narrgnistor 2, En halv böj blues och andra ballader
1978 - Felicias svenska suite
1979 - Vildhallon
1979 - Cornelis - Live. Montmartre-Köpenhamn Vol 1
1979 - Cornelis - Live. Montmartre-Köpenhamn Vol 2
1979 - Cornelis - Live. Montmatre-Köpenhamn
1979 - Jazz incorporated
1980 - Bananer - bland annat
1980 - En spjutkastares visor
1981 - Alla har vi varit små - Cornelis sjunger Povel/1
1981 - The gräsänkling blues - Cornelis sjunger Povel/2
1981 - Turistens klagan
1981 - Hommager och Pamfletter
1981 - Cornelis sjunger Povel
1985 - Cornelis Bästa
1985 - Mannen som älskade träd
1986 - I elfte timmen
1987 - Till Fatumeh, rapport från de osaligas ängder

Efter hans død er udkommet:

1994 Mäster Cees Memoarer vol. 1-5
1995 Cornelis på Mosebacke

I Nederlandene udgav han:

1972 - Cornelis Vreeswijk
1973 - Leven en laten leven
1974 - Liedjes voor de Pijpendraaier en mijn Zoetelief
1976 - Foto's en een souvenir: Vreeswijk zingt Croce
1977 - Het recht om in vrede te leven
1978 - Het beste van Cornelis Vreeswijk
1982 - Ballades van de gewapende bedelaar

[redigér] Bibliografi

1970 - En handfull gräs
1974 - I stället för vykort
1978 - Felicias svenska suite
1987 - Till Fatumeh

Efter hans død er udkommet:

1988 - Sånger, redigeret af Jan-Erik Vold
1989 - Dikter, redigeret af Jan-Erik Vold
1990 - Osjungna sånger
2000 - Skrifter, redigeret af Jan-Erik Vold
- I. Samlade sånger
- II. Enskilda sånger
- III. Dikter Prosa Tolkningar

Følgende bøger om Cornelis Vreeswijk er udkommet:

1989 - Rolf Fridholm, Polarn Cornelis
1991 - Klas Widén, Cornelis Vreeswijk: En förteckning över hans produktion med kort biografi
1996 - Ulf Carlsson, Cornelis Vreeswijk: Artist-vispoet-lyriker
1996 - Rolf Fridholm, Medborgare! En vänbok om Cornelis
2000 - Oscar Hedlund, Scener ur en äventyrares liv
2006 - Klas Gustafson, ett bluesliv

[redigér] Filmografi

1965 - Hej du glada sommar!!!
1965 - Salta gubbar och sextanter
1967 - Drra på - kul grej på väg till Götet
1968 - Svarta palmkronor
1970 - Kyrkoherden
1971 - Niklas och Figuren
1974 - Rännstensungar
1978 - Marjol och Cornelis på cirkus (tv-produktion)
1982 - Ingenjör Andrées luftfärd

[redigér] Eksterne link og kildehenvisninger

Hentet fra "http://da.wikipedia.org../../../c/o/r/Cornelis_Vreeswijk_3264.html"