Danmarks økonomi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Danmarks industrialiserede markedsøkonomi er bygget på import- og eksport. Landet præges af en moderne teknologisk landbrugssektor, moderne småvirksomheder og industriselskaber. Indenfor EU taler Danmark for liberal handelsøkonomi. Landets levestandard er blandt de højeste i verden, og Danmark giver 0,8% af sin bruttonationalindkomst til ulandsbistand.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Samhandel
Danmark er selvforsynende med energi - en betragtelig produktion af olie, naturgas og vindenergi. Landets primære eksport er maskineri, instrumenter, fødevareprodukter og modetøj. USA er Danmarks største ikke-europæiske handelspartner, som står for 5,8% af den totale danske eksporthandel. De primære eksportvarer fra Danmark til USA er industrimaskiner, kemiske produkter, møbler, farmaceutiske produkter og kød på dåse, samt svinekød. Den danske import fra USA består primært af fly, computere[Kilde mangler], maskineri og instrumenter. I Danmark eksisterer der ca. 250 firmaer, som er amerikansk ejede.
[redigér] 1980' og 90'erne
Fra 1982 ledede en centrum-højre regering Danmark, også kendt som firkløverregeringen, under ledelse af den konservative Poul Schlüter til 1993. Firkløverregeringen brød den lange kæde af devalueringer, fastholdt kronekursen og fik bugt med inflationen. En ophedet økonomi førte til Kartoffelkuren og en nedsat økonomisk aktivitet med arbejdsløshed. I 1993 blev en ny regering dannet. Denne gang under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, som forblev statsminister indtil 2001. Den nye regering søgte med succes at reducere arbejdsløsheden, der toppede med 12,5%. Den årlige, økonomiske vækst var på 1-3%. I november 2001 vandt Venstre regeringsmagten sammen med Konservative. Det skete under ledelse af Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. VK-regeringen beholdt den høje skatteprocent indtil skattenedsættelsen i 2003. VK-regeringen iværksatte også en gennemgribende kommunalreform for at forbedre den politiske administration af Danmark, en reform, som trådte i kraft den 1. januar 2007.
[redigér] 00'erne
I årene 2004 og 2005 var den danske økonomi utrolig stærk - et niveau som sidst blev set i starten af 1970'erne. Overskuddet på statsfinanserne var på over 30 milliarder DKK, og i 2006 havde staten et rekordstort overskud på 95,25 milliarder kroner, 6% af BNP. Arbejdsløsheden var i april 2006 4,8% (132.400), den laveste 30 år, og i januar 2007 var den faldet yderligere til 3,8% (105.300), og den fortsætter hver måned med at sætte bundrekord for de seneste over 30 år.
VK-regeringen bruger de årlige store overskud på statsfinanserne til at nedbringe Danmarks statsgæld. Danmarks statsgæld var på 328 milliarder DKK i slutningen af 2006, en reduktion med 90 mia. DKK på et år.
[redigér] Velfærdssystem
Danmark, og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem. Det karakteristiske for Danmark er, at modsat især USA og mange lande i Europa ejes og drives hovedparten af institutionerne af det offentlige, ikke af private, og landets velfærdsydelser finansieres kun undtagelsesvis af øremærkede lønafgifter, som hovedsagelig er betalt af arbejdsgiveren men også delvist af lønmodtageren selv. Velfærdsydelserne finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter og ditto forbrugsafgifter og moms. Dette system er populært; det sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i en arbejdsløshedskasse, et medlemskab som efter 30 år også giver ret til efterløn, tidligst fra man er 60 år. Over 150.000 er på efterløn. Over de sidste 20 år har antallet af danskere på overførselsindkomst været stigende til omkring 1 million i den arbejdsdygtige alder, næsten 20% af landets befolkning. Denne procentsats er på samme niveau i mange vesteuropæiske lande, endda højere, da folk i Danmark har arbejde,heraf en meget stor andel i den skattefinansierede offentlige sektor, og dermed samtidig sparer op til deres egen pension. En stor del af skattefinansieringen sker via folks forbrug, dvs vha. forbrugsskatter (bl.a. registreringsafgift på køretøjer) og momsen, hvilket sikrer en bredt funderet finansiering af den offentlige sektor. I 2005 og 2006 har staten haft ca. 150 milliarder kroner(26mia.$) i årlig momsindtægt. Momsindtægter er delvis uafhængige af de økonomiske konjunkturer (arbejdsløshed), hvilket sidstnævnte medfører kraftige udsving i de offentlige indtægter ved lønafgiftfinansiering, samtidig med at det er en finansiel byrde for erhvervslivet. Sidstnævnte er tilfældet i f.eks. USA, Tyskland, Frankrig, Italien. Samtidig mister den ansatte alle velfærdstilbuddene ved arbejdsløshed, hvilket ikke er tilfældet i Danmark (når bortses fra arbejdsmarkedspensionen), hvor bl.a. momsen finansierer velfærdsydelserne, herunder den universelt udbredte folkepension. Nogle grunde til skattetrykket er at inddrage købekraft for at undgå underskud på samhandlen med udlandet og for at undgå inflation pga. stor indenlandsk efterspørgsel.
Lægehjælpen og ældreplejen for ældre er specielt en byrde for velfærdssystemet, da der er en voksende del af ældre i befolkningen, og antallet af unge svarer ikke til antallet af ældre, der forlader arbejdsmarkedet. Dette har gjort, at diskussionen om nødvendigheden af reformer i velfærdssystemet er blevet øget. Mere end en 1/3 af arbejdsstyrken er ansat i den offentlige sektor. Derved lever 61% af den voksne befolkning på kontantoverførsler eller som ansatte af det offentlige. (2005). Den høje andel ansatte i den offentlige sektor skyldes delvis, at politikerne pga pres fra opinionen på nationalt plan har indført love, der har ladet den offentlige, skattefinansierede sektor overtage flere private ordninger (sygesikring, hjemmehjælp, med meget mere) for at udbrede ordningerne til hele befolkningen, f.eks. for at gøre det muligt for alle at studere og arbejde, mens deres børn bliver passet. Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Derfor har Danmark en meget høj placering blandt Verdens lande mht. hvor stor en del af befolkningen, der er i arbejdsstyrken. Mindre lande/politisk-administrative områder som Cayman Islands og Bermuda undtaget, så ligger Danmark efter Kina, Schweiz, Thailand og Canada på 54,4%[1] af befolkningen i arbejdsstyrken, og her tages ikke hensyn til det seneste års kraftige fald i arbejdsløsheden og det dermed øgede incitament til at søge ud på arbejdsmarkedet. Storbritannien har 50,2% og Tyskland 48,5% i arbejdsstyrken. Denne høje arbejdsmarkedsdeltagelse medfører, at Danmark sammen med f. eks. Storbritannien ikke har problemer med lav pensionsopsparing, og muligvis bl.a. pga den udbredte børnepasning samt det store udbud af jobs i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande, og dermed er det fremtidige arbejdskraftudbud sikret bedre end i de fleste øvrige europæiske lande. Det samlede beløb indbetalt på private pensionsopsparinger var ultimo 2006 på 2300 milliarder kroner, som beskattes ved udbetaling. [1] På trods af den næsthøjeste snitløn mm., 34,51$ i timen (Norge 37,33$)[2] for en ansat i industrien, stiger antallet af jobs kraftigt trods udflytning af arbejdspladser. Det er let og billigt at fyre ansatte i Danmark, hvilket sidstnævnte er særdeles dyrt i lande, hvor lønafgifter er hovedkilden til finansiering af velfærdsydelser, jævnfør ovenfor. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. I normale år uden ekstrem høj- eller lavkonjunktur bliver der besat 260.000 jobs og der har været en afgang fra 250.000 jobs hvert år (heraf den offentlige sektor 80.000)-dvs ca. 10% af arbejdsstyrken-, hvilket vidner om et af Verdens mest fleksible arbejdsmarkeder. Pga. manglen på arbejdskraft har bl.a. fagforeningsfolk og politikere samt arbejdsgivere udtrykt bekymring for, at der ville blive lønfest ved overenskomstforhandlingerne ligesom i 1980'erne, og man har i stedet opfordret til at der bliver jobfest ved at holde tilbage med krav om lønstigninger. Den offentlige sektor er finansieret af høje skatter. Momsen i Danmark er på 25% og sikrer staten en indtægt på handelen mellem firmaer og forbrugere. Indkomstskatten i Danmark ligger mellem 9 og 44% for lavindkomstfamilier til 44 til 62% for middelklassefamilier. 850.000 danskere (31% af alle ansatte og 44% af alle fuldtidsansatte) betaler en marginalskat på 62%. Det forventes, at antallet af danskere, der betaler marginalskat i 2006, vil nå op på 925.000. På trods af høje offentlige udgifter bruger Danmark væsentligt mindre andel af BNP end mange andre lande på sundhedsvæsen (9%;USA:15%) og forsvar (1,4% (2006);(20 mia. DKK(3,5 mia. $));(1,3% (2005));USA:3,6%(2006)). [3]
[redigér] Den danske model
Siden 2003 har den danske økonomi været overraskende stærk - overskuddet i statsbudgettet nåede 96,25 milliarder DKK i 2006. Den danske regering bruger det meste af overskuddet til en reduktion af statsgælden. Mod slutningen af marts 2006 fremkom en rapport fra Danmarks Nationalbank om, at udlandets gæld til Danmark er større end Danmarks gæld til udlandet, hvilket betyder, at Danmarks netto-udlandsgæld er betalt.
I en prognose for 2015 er arbejdsløsheden anslået til at være på 65.000, arbejdsmarkedsdeltagelsen vokser med 10.000 til 2.860.000 og antallet af arbejdspladser med 70.000 til 2.790.000.[4]
EU har undersøgt Danmark som en mulig model for en fremtidig europæisk social model[2]. Begrebet, der er døbt "Flexicurity", er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor jobudskiftning ikke er ukendt. Det er så forbundet med den brede og dybe sociale sikkerhed, velfærdssamfundet, der sikrer folk ydelser såsom gratis sygehusophold og uddannelse samt bistandshjælp.
[redigér] Grønland og Færøerne
Grønland led under en økonomisk nedgang i starten af 1990'erne, men siden 1993 har økonomien forbedret sig. En stram finanspolitik ført af Grønlands Hjemmestyre siden slutningen af 1980'erne hjalp til at skabe en lav inflation og overskud på betalingsbalancen, men prisen var en stigende udlandsgæld af Grønlands Hjemmestyres kommercielle rettigheder. Siden 1990 har Grønland kunnet registrere underskud på udlandshandelen.
Siden lukningen af Grønlands sidste bly- og zinkmine i 1989 er øens økonomi ene og alene afhængig af fiskeindustrien og de danske bevillinger. Selv ikke genoptagelsen af flere interessante hydrokarbonat- og mineralundersøgelsesaktiviter har haft effekt, da det vil tage flere år, før produktionen kan påbegyndes. Grønlands rejefiskeri er den største indtægtskilde, dog er fangsterne dumpet til historiske lave niveau. Turisme er den eneste sektor, der vil kunne føre til gevinster. Selv dette bidrag vil være minimalt, da sæsonen er kort og medfører høje udgifter. Den offentlige sektor spiller en dominerende rolle i Grønlands økonomi. Bevillinger fra Danmark og EUs fiskeriunderstøttelse udgør ca. halvdelen af Hjemmestyrets indtægtskilder.
Færøerne er ligesom Grønland også afhængigt af fiskeriet og relaterede eksportområder. Uden den danske stats økonomiske redningsaktioner i 1992 og 1993, ville den færøske økonomi være gået bankerot. Siden 1995 har den færøske økonomi set en stigende vækst, men er forsat udsat for kollaps. Fornylig har boringer i farvandet omkring Færøerne givet håb om færøske felter med olie- og naturgas. Disse mulige forekomster kan med tiden føre til basis for en økonomisk kickstart set over tid.
[redigér] Oversigt
Den moderne danske markedsøkonomi bærer præg af både et højt teknologisk baseret landbrug, moderne små virksomheder og store selskaber, et stort statsligt velfærdssystem, høj levestandard og en stor afhængighed af samhandel. Danmark er nettoeksportør af fødevarer og nyder godt af overskud på betalingsbalancen. Landets centrum-højre regerings opgaver er at reformere landets administration og videreføre privatisering af statsejede virksomheder. Regeringen har efter egne udsagn haft succes med at opnå sine økonomiske mål og har endvidere opnået at kunne efterleve den tredje fase i den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) Danmark har valgt ikke at udskifte kronen med euroen, men dog fører Danmark en fastkurspolitik over for euroen. Væksten i 2005 var treven, men over den lille stigning på 0,3% i 2003. På grund af det høje BNP pr. indbygger, velfærdsfordele, Verdens laveste Gini-koefficient i mange år og politisk stabilitet, nyder det danske folk godt af en levestandard, som er meget højere end gennemsnittet i verden. Et langsigtet problem vil være den voksende gruppe af ældre, der muligvis vil føre til forringelser af velfærdssystemet. 4,4% af befolkningen anses statistisk set at leve under fattigdomsgrænsen, en fattigdomsgrænse, som ikke er statisk, men stiger hvert år, og hvor halvdelen af gruppen "udskiftes" hvert år, da de får et arbejde efter endt uddannelse og i øvrigt forlader køen af arbejdsløse, ifølge Finansministeriet. Til sammenligning udgør gruppen af fattige i Tyskland 15,5% af befolkningen, statistisk set.
[redigér] Fakta
BNP - (Bruttonationalproduktet, købekraftskorrigeret(PPP)): $201 milliarder (2007 anslået)
BNP - (officiel udvekslingrate): $307 milliarder (2007 anslået)[5]
BNP - reelle vækstrate: 2,2% (2005 ca.)
BNP - pr. indbygger, købekraftskorrigeret(PPP): $36.960 (2007 anslået)[6]
BNP - deling af sektor:
landbrug: 2,2%
Industri: 24%
Tjenester: 73,8% (2005 ca.)
Arbejdsstyrke: 2,9 millioner (2005 ca.)
Arbejdsstyrke- områder: landbrug 4%, industri 17%, tjenester 79% (2002 ca.)
Arbejdsløshedsprocent: 4,5% (2006 ca.) Befolkning under fattigdomsgrænsen: NA
Husholdningsindkomst eller forbrug pr:
laveste 10%: 2%
højeste 10%: 24% (2000 ca.)
Distribution af familieindkomst - Gini-indeks: 24,7 (1997)
Inflation (Forbrugerpriser): 1,9% (2005 ca.)
Investering (brutto): 19,5% af BNP (2005 ca.)
Budget:
indtægter: $148,8 milliarder
udgifter: $142,6 milliarder, indkluderet kapitaludgifter på $500 millioner (2005 ca.)
Offentlig gæld: 28,9% af BNP (2006)(23,1%('07)18,3%('08))[7]
landbrug - produkter: byg, hvede, kartofler, roesukker, svin, mælkeprodukter, fisk.
Industrier: jern, stål, rustfri metaller, kemikalier, fødevareforarbejdning, maskineri- og transportudstyr, tekstiler, elektronik, konstruktioner, møbler og andre træprodukter (juletræer og pyntegrønt), skibsbygning, vindmøller.
Industriproduktion vækstrate: 4% (2005 ca.)
Elektricitetsproduktion: 43,32 milliarder kWh (2003)
Elektricitet - produktion pr. område:
Fossilbrændsel: 82,7%
Hydro: 0,1%
Atom: 0%
Andet: 17,3% (2001)
Elektricitet - forbrug: 31,68 milliarder kWh (2003)
Elektricitet - ekport: 15,6 milliarder kWh (2003)
Elektricitet - import: 7 milliarder kWh (2003)
Olie - produktion: 376.900 tønder/dag (2003)
Olie - forbrug: 188.300 tønder/dag (2003 ca.)
Olie - eksport: 332.100 tønder/dag (2001)
Olie - import: 195.000 tønder/dag (2001)
Olie - påviste reserver: 1,23 milliarder tønder (1 Januar 2002)
Naturgas - produktion: 8,38 milliarder ku/m (2001 ca.)
Naturgas - forbrug: 5,28 milliarder ku/m (2001 ca.)
Naturgas - eksport: 3,1 milliarder ku/m (2001 ca.)
Naturgas - import: 0 ku/m (2001 ca.)
Naturgas - påviste reserver: 81,98 milliarder ku/m (1 January 2002)
Betalingsbalance: $7,019 milliarder (2005 ca.)
Eksport: $84,95 milliarder f.o.b. (2005 ca.)
Eksport - partner: Tyskland 18%, Sverige 13,2%, UK 8,7%, US 5,8%, Nederlandene 5,5%, Norge 5,4%, Frankrig 5% (2004)
Import: $74,69 milliarder (2005 ca.)
Import - partner: Tyskland 22,3%, Sverige 13,5%, Nederlandene 6,8%, UK 6,1%, Frankrig 4,5%, Norge 4,5%, Italien 4,1%, Kina 4% (2004)
Reserver af udenlandsk kapital og guld: $40,05 milliader (2004 ca.)
Gæld - ekstern: $352,9 milliarder (30 June 2005)
Økonomisk bistand - donor: Ulandsbistand, $1,63 milliarder (1999)
Møntfod (kode): Danske kroner (DKK)
Møntfod kode: DKK
Vekslingsrate: Danske kroner pr. US Dollars - 5,93 (2005), 5,9911 (2004), 6,5877 (2003), 7,8947 (2002), 8,3228 (2001)
| År | BNP i milliarder af USD PPP |
% BNP vækst |
|---|---|---|
| 2002 | 166,876 | 0,5 |
| 2003 | 170,798 | 0,7 |
| 2004 | 178,477 | 2,4 |
| 2005 | 187,721 | 2,2 |
| 2006 | 195,581 | 2,1 |
