David Dannel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
David Urbanus Dannel (også Danell og de Nell), ca. 1605-1660, søofficer. I 1641 blev han kaptajn i flåden, og i 1644 var han admiral Pros Munds flagkaptajn i Slaget under Lolland, hvor han blev taget til fange.
Dannel har dog særlig knyttet sit navn til de grønlandstogter, som general-toldforvalter Henrik Müller udrustede i årene 1652-54 for at sejle til Østerbygden. Da togterne i 1605-7 ikke var nået til Østkysten, slog D. atter ind på den gamle vej, den såkaldte Eriksstævne, idet han i 1652 gik nord om Island til Grønlands østkyst. Her stødte han dog på så store ishindringer, at han måtte stå syd på langs iskanten og først kom i land på Vestkysten omtrent i samme egn, hvor Cunningham var landet i 1605.
I året 1653 gik han tilmed helt op til Jan Mayen, men ikke des mindre forløb rejsen på samme måde. Hans sidste rejse i 1654 var et almindeligt fangsttogt til vestkysten. Hans ekspeditioner har haft en del indflydelse på den følgende tids opfattelse af spørgsmålet om Østerbygdens beliggenhed. Ved sin død i 1660 var han assessor i Admiralitetet. Han blev begravet i Holmens Kirke.
Hans hustru hed Maren Pedersdatter.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |