Det Stockholmske Blodbad
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det Stockholmske Blodbad fandt sted 7.-10. november 1520 efter den danske kong Christian 2.'s erobring af Sverige. Kongen henrettede over 82 personer fra den svenske adel, gejstlighed og borgerstand, hovedsageligt støtter af det svensk-nationale parti (Sture-partiet) med Sten Sture i spidsen. Dødsdommene blev afsagt ved en kirkelig skueproces. Det var muligvis ridder Claus Bille og Søren Norby, der stod for arrestationerne.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Forhistorie
Blodbadet var en konsekvens af den konflikt der havde udspillet sig mellem på den ene side en lille gruppe svenske gejstlige og danske adelige der gik ind for Kalmarunionen, og på den anden side den svenske adel og gejstlighed, som krævede svensk uafhængighed af Danmark. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle, og anti-unionsfolkene var ledet af den svenske regent Sten Sture (den yngre). Sten Sture var blevet regent i 1512 ved et kup, hvor netop Gustav Trolles far, Erik Trolle, blev afsat. Den daværende unionsmonark, Kong Hans, havde accepteret dette, blot Sten Sture lovede at ville bibeholde unionsstrengene med Danmark. Danmark mistede allerede her fodfæste i Sverige, eftersom den svenske regentposition skiftede fra en unionsvenlig til en unionsfjendtlig person. Både Sten Sture, Kong Hans og prins Christian var klar over, at en krig nærmede sig. Kong Hans døde i 1513, og prins Christian blev med visse forbehold valgt til konge.
I 1515 kom Gustav Trolle og Sten Sture op at skændes om hvorvidt førstnævnte var allieret med Danmark, hvilket førte til at Gustav Trolle i 1517 blev frataget sit embedde som ærkebiskop af Sverige, samt al sin ejendom. Trolle valgte herefter at forskanse sig på sit slot, for at undgå yderligere handlinger imod sig; dette resulterede i at Sten Sture ledte en hær af anti-unionsfolk, primært fattige bønder udstyret med våben, mod Gustav Trolles slot. Sveriges anti-unions-adel støtter op om dette, og vælger at lave et dokument, hvor de alle skriver under på deres fælles deltagelse i angrebet på Gustav Trolle. Dette gøres for at undgå at enkelte personer senere bliver retsforfulgt som hovedmænd. Christian 2. anså officielt dette angreb som et oprør imod både unionen og kirken, og søgte med succes Paven om tilladelse til at angribe Sten Sture (og dermed Sverige) for at slå oprøret ned, formentlig på det grundlag at kirkens ejendom var under angreb. Christian 2. forsøgte først at komme til undsætning under belejringen af Gustav Trolles slot, den danske konge led dog nederlag, og var tvunget til at trække sig tilbage. Umiddelbart efter faldt slottets forsvar, hvorefter det blev revet ned til grunden, og Gustav Trolle selv blev smidt i fængsel. I 1518 forsøgte Christian 2. endnu engang at angribe Sten Sture, for at genvinde kontrol over Sverige, men led også denne gang et nederlag ved Brännkyrka, syd for Stockholm. Et tredje angreb blev indledt i 1520, med franske, tyske og skotske lejesoldater under ledelse af Otto Krumpen. De danske styrker mødte de svenske ved Slaget på Åsundens is. Sten Sture blev ved dette slag dødeligt såret af en rikochetterende kanonkugle, og den utrænede bondehær faldt efterfølgende hurtigt fra hinanden. Christian 2.'s hær marcherede uden yderligere modstand mod Uppsala, hvor det svenske rigsråd befandt sig. Forhandlinger blev straks indledt, og en aftale blev vedtaget af kongen samt begge landes rigsråd d. 31. marts, hvor Christian 2. ville blive hyldet som arvekonge til Sverige, blot han garanterede fuld amnesti til alle involverede, og lovede at regere Sverige efter landets hidtidige love. I Stockholm holdte Sten Stures enke, Kristina Gyldenstjerne, dog stand, og først 6 måneder, 1 nederlag og 1 sejr senere overgav hun Stockholm mod garanti for det tidligere amnestitilbud.
[redigér] Blodbadet
Den 4. november bliver Christian 2. kronet til konge af Sverige i Stockholm storkirke af den genindsatte ærkebiskop Gustav Trolle. 3 dages banket påbegyndes herefter.
Hele Sveriges adel, gejstlighed og fornemme borgere fra Stockholm inviteres til en privat forsamling den 7. november på Stockholm Slot. Om aftenen smækkes portene i, og ærkebiskop Gustav Trolle stille sig op og anklager 18 af gæsterne for deres tidligere angreb på hans slot, ejendomme og ham selv, og han kræver i samme forbindelse at de skyldige skal dømmes foran en domstol. Kongens tidligere løfte om amnesti er ikke gyldigt i denne situation, da Gustav Trolle er gejstlig, hvilket staten derfor officielt ikke kan blande sig i. Kongens svar er, at han er nødt til at støtte Gustav Trolles anklager, for at undgå konsekvenser fra Pavens side af.
Ved daggry d. 8. november føres de 18 anklagede bort af danske soldater. Sten Stures enke er blandt de inviterede ved forsamlingen og fremlægger dokumentetet, hvor hele Sveriges anti-unions-adel har taget solidarisk skyld for handlingerne mod Gustav Trolle, og således kan 18 personer ikke alene holdes skyldige. Anti-unions-adlen forventer naturligvis at de 18 vil blive sat fri, da det vil være uhørt at anklage det meste af den svenske adel og gejstlighed. Papiret virker dog lige modsat, da alle resterende gæster bliver fængslet ved daggry.
Om morgenen d. 9. november indledes retsagen mod alle de fængslede. I spidsen for domsrådet står Gustav Trolle, der ved lejligheden både fungerer som anklager og dommer. Alle anklagede fra Sture-partiet bliver kendt skyldige i kætteri, hvilket der kun findes dødsstraf for. Til middag bliver de dømte ført ud på Stortorvet, hvorefter den første, Ærkebisp Mattias Gregersson af Strängnäs, bliver halshugget. Henrettelserne fortsætter resten af dagen, samt næste med. Adelige og gejstlige bliver henrettet med svær, borgerlige med økse og almene folk ved hængning. I alt anslåes det at over 80 mennesker mister livet, deriblandt 2 biskopper, 14 adelige, 3 borgmestre, 14 rådsmænd og 20 almene borgere. Sten Stures enke samt en række andre prominente enker til de henrettede adelige bliver sejlet til Danmark som gidsler.
[redigér] De henrettede
Listen nedenfor er ordnet således: Først de 2 biskopper, derefter 14 adelige, 3 borgermestere, 14 rådmænd og øvrige borgere af Stockholm:
- Mattias Gregersson, biskop i Strängnäs,
- Biskop Vincentius, biskop i Skara,
- Erik Abrahamsson (Leijonhufvud), rigsråd,
- Erik Knutsson (Tre Rosor), høvedsmand på Kalmar slot,
- Erik Johansson (Vasa), ridder og rigsråd,
- Erik Ryning, ridder,
- Bengt Persson Gylta, rigsråd og væbner,
- Joakim Brahe, rigsråd,
- Kristiern Bengtsson (Oxenstierna), ridder og rigsråd,
- Anders Ruth, rådmand,
- Anders Karlsson, rådmand,
- Olof Hansson, rådmand, borger fra Köpmannagatan i Stockholm,
- Hans Vävare, købmand,
- Lars Hass, tilskuer som begyndte at græde under henrettelserne, hvorpå han øjeblikkeligt blev henrettet sammen med de andre,
- Lambrect, barber (barberede en kunde da han blev slæbt ud på torvet og henrettet),
- Erik Johansson, bonde fra Rydbo (på Gustav Vasas fars ejendom),
- Erik Kuse, slotsfoged i Stockholm.
Henrettet senere
- Hemming Gadh halshugget i Finland,
- Nils Eskilsson Banér, rigsråd,
- Sven Hök henrettet i Vadstena,
- Peder Smed henrettet i Vadstena,
- Peder Ribbing henrettet i Jönköping,
- Lindorm Ribbing henrettet i Jönköping,
- Ribbings to sønner, 8 og 5 år gamle.
[redigér] Efterspil
Blot 2 måneder efter Det Stockholmske Blodbad, i januar 1521, rejste der sig et nyt oprør i Dalarna imod Christian 2., denne gang ledet af Gustav Vasa, søn til Erik Johansson der var blandt de henrettede. Christian 2. var på rejse i Holland, og stillede intet op imod oprøret. Da han vendte hjem til Danmark var Sverige atter tabt. I 1523 kronede svenskerne Gustav Vasa til konge af Sverige, og dermed ophørte Kalmarunionen effektivt. De efterfølgende 300 år lå Danmark og Sverige i krig med hinanden ikke mindre end 9 gange, med erobring eller hævn for øje hver gang.
[redigér] Kildekritik
Begivenhederne kendes ikke fra nogen neutral kilde. Christian 2. lavede en skriftelig redegørelse for handlingerne til Paven, men denne er næppe troværdig, da kongen var nødt til at bortforklare hvorfor han havde henrettet 2 ærkebisper.
En anden kendt kilde er den svenske historiker Olaus Petri, der efter eget udsagn var til stede ved selve henrettelserne, men han var så forfærdet over handlingerne, at han åbenlyst skreg sin mening ud, hvorfor han var tæt på selv at blive henrettet.
Det vides dog med sikkerhed, at alle folk blev bedt om at holde sig indendøre under henrettelserne. Dette var efter sigende bevidst gjort fra Christian 2.'s side, således at mystikken omkring henrettelserne skulle skræmme eventuelle fremtidige oprørere.
Desuden nævnes og beskrives Det Stockholmske Blodbad i Johannes V. Jensens roman Kongens Fald fra 1901, dette er dog en skønlitterær bog, der selv digter de portioner på af historien, som ikke kendes dybdegående.
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- Henrikson, Alf, Svensk historia, 1963 ISBN 91-0-056167-3
- Harrison, Dick, Gud vill det! Nordiska korsfarare under medeltiden, 2006 ISBN 91-7-037237-3
- Lauring, Palle, Danske konger og dronninger, 2005 ISBN 87-11-22285-9
