Ridder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- En ridder i Antikken var en mand, som stillede op som rytter til Roms forsvar.
- En ridder i middelalderen var en adelsmand og kriger der i senmiddelalderen var udstyret med en stor kraftig hest som kunne gå tölt (så den tunge ridder ikke rystede op og ned) og solid rustning og kæmpede i ridderturneringer.
En ridder er en kriger til hest. En ridder er også ikonet på en periode i Europas historie, og en række aristokratiske idealer der stadig lever.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Riddervæsnets oprindelse
Den teknologiske forudsætning for riddervæsnet er først og fremmest stigbøjlen. Uden den falder rytteren nemt af hvis han prøver at slå på nogen med et sværd eller et spyd. Der findes meget gamle relieffer i Indien, der viser en rytter med storetåen i en lille løkke af reb. Men den moderne stigbøjle af metal blev først og fremmest taget i anvendelse af rytterfolk i Centralasien, og det er også her at riddervæsnet udvikles.
Især sarmaterne gjorde sig bemærket ved at presse romerriget på dets grænse ved Donau. De brugte stigbøjler, sadler og lanser, og var iklædt (skæl)panser fra top til tå. De var desuden en løst sammenknyttet koalition af stammer med en skarp social inddeling mellem ridderne, en aristokratisk krigerelite, der red rundt (deres koner kørte i en overdækket vogn med hele husholdningen) og dem der lavede alt det praktiske, der var slaver eller livegne. Presset fra disse stammer førte til at kejser Trajans felttog mellem 102 og 106 e. Kr., hvor han overvandt iazygerne, dacerne og roxolanerne (sarmatiske stammer). Efter Trajans død i 117 holdt hans efterfølger Hadrian fast i Dacia som provins, men gav de to andre stammer deres uafhængighed.
Romerne besejrede således sarmaterne, men anerkendte deres militære styrke, og sørgede i 175 for at 5.500 alanske tunge kavalerister (cataphractarii, dvs. klædt i skælpanser) blev posteret ved Hadrians mur, på grænsen mellem det nuværende England og Skotland. Alanerne er endnu en sarmatisk stamme.
Da Hunnerne vandrede vestpå og satte skub i en lang række folkevandringer der vendte op og ned på romerriget, sluttede en del af sarmaterne sig til visi- og ostrogotherne, der kæmpede sejrrigt mod romerne, og i sidste ende grundlagde deres egne kongeriger i hhv. Sydfrankrig og Norditalien. Især slaget ved Adrianopel 378 e.Kr. hvor kejser Valens blev slået af en gotherhær med hjælp fra alanske ryttere, regnes for ridderens indtog i Europas militærhistorie.
I parentes bemærket blev "Alan" et udbredt navn blandt adelige i middelalderen i de dele af Europa hvor gotherne slog sig ned, samt i Nordengland. Desuden mener nogle at sagnkredsen om Kong Arthur, Lancelot og deres søgning efter Den hellige gral har rødder i sarmaternes hjemstavn. Arthurmyten er et af de meget vigtige udtryk for middelalderens ridderideal.
[redigér] Riddertiden
Folkevandringstiden førte til opløsningen af den vestlige del af romerriget, og i stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romere) organiserede sig i et hierarkisk system efter deres erfaringer som lejetropper i romernes grænsehær. Hærføreren, kongen, er overhovede, og under ham uddelegeres magten og jorden til officerer. Romerhærens officersbetegnelse dux ender for eksempel som adelig titel, duke (greve). Dette feudale samfund knyttes sammen af personlige edsbånd mellem kongen og ridderne.
Middelalderen kaldes med god grund riddertiden. Ridderen er den vigtigste militære styrke, ridderen er den centrale figur i samfundet (kongens magt rækker ikke langt), og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur.
Det kræver megen træning at blive god til at slås til hest. Hesten selv skal opdrættes særligt til formålet, og sværd og rustning, især sværd, kræver den ypperste smedekunst.
[redigér] Oplæring til ridder
I middelalderen kunne enhver fri mand blive ridder. En ridder skulle imidlertid selv stille op med hest og rustning, hvilket var dyrt. Dertil kom, at man skulle gennem en oplæring til at blive ridder, som også kostede penge. Ridderne kom derfor som regel fra en adelig (eller rig) familie.
Oplæring til ridder foregik sådan: først blev man opdraget af sine forældre til at opføre sig på rette maner. Ved 7-års alderen blev man sendt bort til et fyrstehof for at arbejde som page. Pagens arbejde bestod i at være tjener. Her blev man instrueret af hoffets damer i at opføre sig dannet. Man blev undervist i kristendom. Man lærte de grundlæggende jagt- og våbenteknikker og lærte at ride hest.
Når man var 14 år gammel, kunne en ridder vælge en ud til at blive hans væbner. Som væbner var man ridderens personlige tjener. Man sørgede for ridderens udstyr og for hans hest. Ridderen på sin side oplærte væbneren i de ting, der skulle til for at blive ridder. I takt med at man blev ældre, fulgte man med ridderen i krig og hjalp ham, hvis han blev såret under et slag.
Når uddannelsen blev skønnet til at være færdig, det vil sige omkring 18- 21 års alderen, blev man slået til ridder. Det foregik på følgende måde: aftenen før gik væbneren ind i et kapel og bad til Gud hele natten (en såkaldt vigilie). Om morgenen blev han badet (en rituel renselse) og iført en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe og derefter slået til ridder af kongen eller en ridder, der handlede på kongens vegne. En væbner kunne også slås til ridder på slagmarken, hvis han havde kæmpet usædvanligt heltemodigt. I så fald ville en ridder slå ham på skulderen med sit sværd og udtale: Vær du ridder, og så var væbneren ridder.
[redigér] Nye former efter krudtet
Da krudtet opfindes i 1300-tallet tager udviklingen af kanonen fat. Dette våben kan skyde huller i feudaladelens borgmure og er samtidig for dyrt til at andre end konger kan bevæbne sig dermed. På slagmarken bliver håndbårne skydevåben, kombineret med fodfolk bevæbnet med lange spyd og hellebarder, en modvægt til det pansrede rytteri. Det fører til at kongen vinder styrke over adelen, og i hele Europa til en centralisering af magten.
I samme periode indstifter de europæiske konger en række ridderordener, der skal holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseres adelens rolle som samfundsklasse, skønt dens militære betydning er forbi.
Og selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som et romantisk ideal om en modig og uegennyttig mand.
[redigér] Se også
- heraldik, page, motto, ridderskab, væbner.
