Flint
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel omhandler Flint i betydningen hård sten. Opslagsordet har også anden betydning, se Flint (flertydig).
Ildsten også kendt som flint, flintsten eller flintesten, er en hård sten med et glasagtigt udseende og med sedimentær oprindelse. De har mange gange kalk på ydersiden, i huller og flintesten findes normalt sammen med kridt og/eller gips.
Flintesten findes hovedsageligt i lag fra juratiden og i den øvre kridttid i op til 10 cm uregelmæssige formede knolde. Flintesten består hovedsageligt af kryptokrystaller (kornstørrelser mindre end 1 mikrometer) Chalcedon (siliciumdioxid). Flint er derfor et amorft stof og udviser ingen brudlinjer eller symmetrier, som krystallinske stoffer gør.
Indeslutninger af vand og luft, med størrelser på mindre end hvad et mikroskop kan forstørre, giver nogle flintesten en lys farve og kulstof farver den sort. Krystallografisk er der udover Chalcedon forskellige SiO2-modifikationer som f.eks.: kvarts, jaspis opal, achat.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Dannelse
Flintestens dannelse er ikke fuldstændig afklaret. Formodenligt sørger kiselsyreholdige opløsninger ved diagenese for en fortrængelse af karbonater. Skaller og skeletter fra kiselsvampedyr og kiselalger i flintesten dokumenterer den organiske oprindelse.
Herefter fulgte kiselsyredehydrering indefra og ud, hvilket giver flintesten sin løglignende struktur.
[redigér] Europæisk udbredelse
Flintestensforekomster findes i talrige jura- og kridttidsaflejringer overalt i Europa.
[redigér] Anvendelse
Idag spiller flintesten en mindre rolle som råstof. I nogle typer af asfaltbelægning på veje, anvendes flintesten til iblanding for at forbedre asfaltens reflekterende virkning. Fint malet flintesten anvendes som slibemiddel.
Fra det 16. århundrede til det 19. århundrede tjente ildsten (flintesten) i fyrtøj. Ildstenen slog mod et slagjern der herved gav en lille byge af gnister som tændte et let brændbart pulver.
[redigér] Stenalderanvendelse
Fyrtøj fra stenalderen bestod af en ildsten, detonator/tændsats (let brændbart pulver) og pyrit (giver glødende gnister [?]) (se også Ötzi - 5.000 år gammel stenalderjæger, også kendt under navnet Ismanden Ötzi).
Fra jernaldren langt op i tiden brugte man et ildstål til at slå imod en flintesten, for at trække gnister ned i trøsket træ eller et stykke Tøndersvamp, som var præpareret med urin (→ salpeter) for at øge antændeligheden.
Princippet med ildstål + flint blev brugt som tændanordning i de såkaldte "flintelåsbøsser" gennem mange generationer, og i princippet er det den samme mekanisme, som man bruger, når man drejer på lighterens tændhjul.
Ildstensknolde med et naturligt hul (aftryk af en koralarm) blev også anvendt som talisman.
[redigér] Redskaber
Man har brugt flint til redskaber i alle de dele af verden hvor man har kunne fine, også i områder hvor der ikke var flint, da man har handlet med det. Således har man eksporteret flint fra miner i Nordjylland til Nordnorge
Langt senere, nemlig da man ikke længere brugte flint til værktøj, blev jordfundne flinteøkser omfattet med ærefrygt og forstået som "tordenkiler". Det forklarer associationen mellem torden og Thors "hammer".
[redigér] Litteratur/reference
- Rind, M.M. (Hrsg): Feuerstein: Rohstoff der Steinzeit ; Bergbau und Bearbeitungstechnik, Museumsheft/Archäologisches Museum der Stadt Kelheim; 3, Leidorf, 1987. ISBN 3-924734-60-7
