Folkevandringstiden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Kort over Europa med Folkevandringstidens vandringer indtegnet med pile og årstal. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kortet ikke viser alle vandringer: frankernes, burgundernes og svebernes indtrængen i Gallien og Spanien ses ikke, og briternes udvandring til Bretagne mangler også. Man har desuden valgt at se helt bort fra slavernes og magyarernes vandinger i Østeuropa.

Folkevandringstiden er en betegnelse skabt af moderne historikere til at beskrive de migrationsbølger der fandt sted ca. mellem år 400 og år 800 i Europa. Skriftlige kilder fra perioden beretter om hyppige invasioner og plyndringer af fremmede folkeslag i Romerriget. Folkevandringstiden markerer også overgangen fra (sen)antikken til middelalderen.

De vigtigste stammer blandt de germanere som slog sig ned i eller på grænsen til Romerriget var goterne, vandalerne og frankerne, men andre både slaviske og germanske folkeslag migrerede ligeledes i denne periode.

Epoken år 400 e.v.t. til år 800 f.v.t. betegnes som helhed også som tidligste middelalder, eller i ældre historiske fremstillinger som den mørke middelalder. I Skandinavien bruges betegnelsen germansk jernalder oftest. Betegnelsen Folkevandringstiden betragtes ofte i moderne historieforskning som et forældet begreb.

Indholdsfortegnelse

1 Historiografi
2 Tid og omfang
3 Kronologi
4 Stammer associeret med Folkevandringstiden
5 Se også

[redigér] Historiografi

Betegnelsen Folkevandring (Völkerwanderung) stammer fra tysk forskning 1. Denne betegnelse har også stærke rødder i den romanticistiske historieforståelse, der også lagde grunden til Goethe, Richard Wagners musik og Nietzsche.

I den latinske kultur kaldes migrationerne oftest invasioner, som i italiensk: Invasioni Barbarichi, det har rod tilbage til antikkens opfattelse af de nordlige folkeslag som ucivilise-rede og primitive. Disse barbarer fik samtidigt skylden for Romerrigets fald, og for at den europæiske civilisations sank ned i den mørke middelalder, en nedgangsperiode, som varede indtil den italienske renæssance.

Som kontrast til det mediterrane syn på germanerne blev folkevandringer særligt i tysk historieskrivning beskrevet som en kraftfuld germansk ekspansion ind i Frankrig, England, Italien og Spanien. Denne tolkning af folkevandringer blev associeret med den tysk nationalisme i 19. årh. og skulle forklare senere tysk ekspansion (fx Drang nach Osten). Den nazistiske ideologi om Lebensraum kan yderligere hav haft sin rod her.

[redigér] Tid og omfang

Begyndelsestidspunktet for Folkevandringstiden er usikkert, traditionelt har historikere brugt Alariks plyndring af Rom i 410 e.v.t. som start dato eller Goterkrigen (377–382), og etableringen af det karolingiske dynasti, med Pippin d. Lilles tronbestigelse i 751 som afslutning.

Årsagen til migrationerne er ikke fuldt belyst, men faktorer som overbefolkning, klimaforandringer, som også svækkede Romerriget har været foreslået. Andre har peget på det var Hunnerne som startede folkevandringstiden ca. år 300 i det østlige Europa, men det forklarer ikke hvad der fik hunnerne til at migere.

Folkevandringstiden er opdelt i to faser: Den første var mellem år 400 og 550, og bestod fra et mediterrant synspunkt overvejende af germanske stammers indfald i de vestlige dele af Romerriget. Den anden fase var 550–800 bestod primært af den slaviske indvandring i Østeuropa. Herefter begynder tidlig middelalder (Vikingetiden i Skandinavien). I løbet af 9. og 10. årh. fandt der også flere migrationsbølger sted, fx vikinger, magyarer og tyrkere, men de regnes traditionelt ikke som en del af Folkevandringstiden. Ligeledes regnes tidligere invasioner af fx keltere og kimbrere i Romerriget heller ikke som en del af Folkevandringstiden.

Omfanget af folkevandringerne er usikkert, flere har forsøgt at udregnet antallet af mennesker, der bosatte sig i de nye områder, men det har vist sig umuligt.

I dag er opfattelsen af folkevandringerne som invasioner i store træk forladt af den moderne historieforskning. De bestod snarere af stammer, som udnyttede Romerrigets splittelse og økonomiske krise til at bosætte sig i tyndt befolkede egne af imperiet.