Fuldblodsaraber
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Den alsidige fuldblodsaraber indtager en særstilling i hestenes verden. Som stamfader til praktisk talt alle lettere racer har historien givet den berømmelse verden over. Mange kapitler er skrevet og mange studier gjort for at fastslå dens oprindelse, men alt dette til trods, er der langt fra enighed, så hvornår og hvor den opstod fortaber sig i fortiden. Men videnskaben har accepteret, at den arabiske hest har haft sit nuværende udseende i op imod 2000 år.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Hvad betinger benævnelsen arabisk fuldblod?
Om dette har hersket megen misforståelse, som oftest på grund af manglende orientering. Denne vejledning vil forhåbentlig kunne imødegå skuffelser ved køb, da mange dyr med araberblod har en slående lighed med fuldblodsaraberen på grund af dennes store gennemslagskraft. Den letteste metode til at sikre sig, at man står foran en fuldblodsaraber er ved at benytte WAHO's definition på samme:
En fuldblodsaraber er en hest, der står i enhver stambog eller ethvert register, der er opført af WAHO som acceptabelt.
- men den kan også forklares således:
En fuldblodsaraber er en hest, hvis oprindelse i alle led kan føres tilbage til en originalaraber (OA), avlet i ørkenen.
Hertil kommer, at visse blodlinier anses for at være mere værdifulde end andre, men for alle gælder det, at moderdyret bestemmer blodlinien, således at enhver fuldblodsaraber tilhører moderens linie. Her skal nævnes de mest berømte, EL KHAMSA, der betyder de fem, nemlig KOHEILAN som almindeligvis siges at repræsentere den mest kraftfulde og ofte ret store type, omend ikke nødvendigvis den smukkeste. SEGLAWI som regnes for den ædleste og hurtigste af de fem. ABEYAN der betegnes som den mindste og smukkeste. HAMDANI sjælden, men eftertragtet, med det mest klassiske hoved. HADBAN ikke særlig talrig.
Alle fuldblodsarabere siges at nedstamme fra disse fem, som har forskellige side linier. Fablerne er mangfoldige. En lyder: Muhammed og hans fire nærmeststående mænd flygtede på de fem hopper fra Mecca til Medina i Hejiranatten 15. juli år 622 e.Kr., hvorefter alle de fem blev mærkede med profetens tommelfinger, således at beduiner lægger stor vægt på halshvirvelen, mangler den, er hesten ikke mærket af Muhammed, og derfor ikke af højeste kvalitet. Ørkenbeduinerne var meget overtroiske, som det vil fremgå - også når det gjaldt farve og aftegn på deres dyr. F.eks. hedder det Ser du en fuks komme flyvende gennem luften, da tro dine øjne. - og der gives mange flere.
[redigér] Hvad kan den bruges til i nutiden?
Det er klart, at en så gammel hesterace er udviklet til ganske andre formål end nutidens. Alligevel er det forbløffende, at den er særdeles velegnet som familiehest - med venligt sind, intelligens og villighed er den en glæde at arbejde med for alle aldersgrupper, og trods sin ringe størrelse i stand til med lethed at bære en voksen. Den er en særdeles velegnet kørehest, og som de fleste vil vide i besiddelse af stor udholdenhed. I de lande hvor man i dag dyrker langdistanceridning som en sport, vil araberen eller dens krydsninger altid være at finde i toppen. Det må retfærdigvis siges, at araberen i sin rene form naturligvis ikke skal kunne konkurrere på lige fod med langt større heste, selv om det undtagelsesvis finder sted.
[redigér] Hvor meget må den koste?
Enhver potentiel køber eller sælger stilles over for dette spørgsmål. Køberen må ofte forlade sig på sælgeren, og denne må bestemme hestens sande værdi. Her spiller dyrets stamtavle ofte lige så stor en rolle som dens eksteriør, især naturligvis når det drejer sig om avlsdyr. En opdrætter som arbejder med de bedste blodlinier og ofrer god pleje samt sørger for en god opvækst for sine unge dyr, bør også opnå større resultater og dermed større priser end den, der overlader opdrættet til tilfældigheder. Hestens opdragelse, personlighed, alder, køn - endda farven spiller en rolle, hvorefter det vil forstås, at man ikke umiddelbart kan fastsætte prisen.
Køberen bør spørge sig for, allerhelst hos foreningens sekretariat, hvor man vil kunne hente oplysninger, adresser på anerkendte opdrættere ect. En gylden regel er, at dersom man ønsker at købe et avlsdyr, vil det være en stor fejltagelse at hjemsøge hestehandlere, af grunde, som bør være indlysende.
[redigér] Fuldblodsaraberens eksteriør
Hovedindtrykket er en lille elegant og meget ædel hest, som bærer sig selv smuk i balance og med en let buet hals samt høj haleføring.
Hovedet er et af de specielle kendetegn, som bør ofres særlig opmærksomhed. Det er forholdsvis lille, bred pande, øjnene er lavt ansatte, store, mørke og nærværende, og langt fra hinanden. (Det såkaldte fjerne blik tyder på et utålmodigt temperament).
Ørerne er i reglen længere hos hoppen end hos hingsten, ofte med indadvisende spidser.
Kindbenene er store, runde som Tallerkner, med god afstand, således at en knyttet hånd med lethed kan anbringes i mellemrummet.
Profilen kan være lige, men den karakteristiske kurvede næseryg er meget ønskelig.
Næseborene er lange, tynde og udvides stærkt ved anstrengelse og øget opmærksomhed.
Mulen er meget lille og kan rummes i en halvtlukket hånd.
Helhedsindtrykket af fuldblodsaraberens hoved bør være en trekant set forfra, samt set fra siden en smuk tilspidsende kurve. Beduinen lagde stor vægt på jibbah og dennes placering, som bør være ca. midtvejs mellem øren og næsebor.
Hovedets forening med halsen er ligeledes et vigtigt punkt. Kaldet Mitbah og forløber i en smuk bue uden knæk, således at der gives god plads til luftrør og dermed vejrtrækning.
Halsen er af god længde og smuk buet, samt velforenet med manken, som er velmarkeret.
Kroppen er dyb med god ribbenshvælving.
Skulderen lang, skrå, flad og med god plads til den frie bevægelse, samt altid højere end krydsets højeste punkt.
Ryggen kort, lige og lænden muskuløs, lidt opadvisende, hvor den møder krydset, som er forholdsvis langt og lige.
Halen er ansat lige i forlængelse af ryggen, og der er vigtigt, at den bæres højt og lige, når dyret er i bevægelse.
Benene er rene og med glasklare sener, overarmen lang, piberne korte, alle led store og knæene flade.
Koderne er af passende længde, hovene temmelig små, hårde og med veludviklede stråler.
Benstillingen bør være lige, omend racens kendetegn ofte har en tendens til kohase. Man kan tolerere dette i stilstand, hvis gangen er lige.
Bevægelsen i skridt er fri, således at baghovene træder inden over forhovende; I trav er den svævende og fri for skulderen, i galop blød og elastisk. Alle gangarter er behagelige for rytteren.
Nogle alvorlige fejl: Atypisk hoved - små, højtansatte øjne - glasøje -kort skulder - lang ryg - manglende haleføring - skæv benstilling - spidst muskelfattigt kryds - udstående hofteben.
Mindre fejl er: Menneske øjne (øjet viser hvidt)- lidt skæv haleføring.
Farve: Fuldblodsaraberen kan have alle farver undtagen broget. Hvide aftegn er meget almindelige, men de meget store aftegn, hvide bugpletter, er ikke ønskelige.
Størrelse: Gennemsnittet er ca. 150 cm, varierende fra 146 - 158 cm.
Temperament: Dette tillægges fuldt ud samme værdi, som hestens eksteriør, men det kan siges, at en fuldblodsaraber skal have hovedet med sig i dobbelt betydning. Beduinen havde et nært forhold til sine heste og levede med dem, ofte i samme telt. På denne måde oprettedes et tillidsforhold, som også i dag er ønskeligt, omend årsagen er en anden. Hingsten bør være fredsommelig, opmærksom, villig og livlig dog med værdigheden i behold. Hoppen er en omsorgsfuld mor, men ikke ondskabsfuld mod andres afkom eller i en flok. Et dårligt temperament er atypisk for racen, men det må fremhæves, at dette ikke er at forveksle med manglende opdragelse, som opdrætter eller ejer må bære ansvaret for.
