Hávamál
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hávamál (Den Højes tale)
Kvad i den ældre Edda
Et langt læredigt om, hvad der betragtedes som god og dårlig opførsel, iblandet passager hvor Odin fortæller om sit liv.
Det »gammeldags« sprog, den rodede opbygning og de mange hentydninger til ligbrænding som den almindelige begravelsesskik lader formode, at kvadet er gammelt, måske fra 800-tallet.
Der manes til forsigtighed, gæstfrihed og mådehold med mad og drikke. Man skal være tro mod sine venner og ikke indlade sig med sine uvenner eller deres venner, gå anstændigt klædt, værdsætte også de små gaver, ikke spille klogere end man er og tænke over, hvad man siger.
Værdsæt livet, også selvom du er fattig eller syg - det er bedre at være blind end død og brændt. Husk madpakke, når du rejser, hån ikke de fattige, og betænk at et godt eftermæle varer evigt.
Det fortælles, hvordan Odin bliver snydt af jætten Billings datter: i stedet for den smukke kvinde finder han en bundet tæve i hendes seng. Derefter fortælles hvordan Odin bedrager jætten Suttungs datter Gunlød for at skaffe skjaldemjøden til menneskene.
I en passage der kaldes Runegalderet, ofrer Odin sig selv til sig selv ved at hænge sig i livstræet Yggdrasil og drikker derefter af skjaldemjøden og får indsigt i runer og tryllesange.
 |
Denne side er et historisk dokument. Indholdet i denne artikel er et historisk dokument, som det ikke giver mening at (kunne) rette i. Selve dokumentteksten bør derfor flyttes til Wikisource:Hávamál, så denne side kan bruges til en artikel om emnet. |
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Sprogenes Bog
Ved alle Døre, før ind man gaar,
Speide man skal,
Skue man skal;
Thi uvist er at vide, hvor Uvenner sidde
Foran paa Gulvets Fjæle.
Gavmilde, hil jer! Gjæst er indkommen,
Hvor skal han sæde søge?
Den ei dvæler, som for Døre
Skal sin Fremgang friste.
Ild har behov, hvo ind er kommen
Og er paa knæerne kold.
Mad og Klæder er Mandens Tarv,
Som haver paa Fjeld faret.
Vand har Behov, hvo til Vesper kommer,
Haand-Klæde og Hilsen,
Venligt væsen - om han vinde det kan -
Tale og lydhør Tavshed.
Vid har Behov, hvo vide vandrer,
Alt gaar saa jævnt hjemme;
Øie-Skive vorder, hvo Intet veed
Og sammen med Snilde sidder.
Ei af sin Kløgt skal Mand sig kry,
Heller sindig i Sinde;
Tavs den Kloge til Hjemgaard kommer;
Sjelden voldes Varsomme Ve.
Den varsomme Gjæst, der til Vesper kommer,
Tier med lydhør Tavshed;
Lytter med Øre, lurer med Øie, -
Slig Speiden er Vismands Vane.
Taaben gloer, naar til Gilde han kommer,
Mumler i Skjæg og skuler;
Alt saasnart en Slurk han faar,
Ligger for Dag hans Dumhed.
Ei holde man sig til Kruset, drikke dog høvisk Mjød,
Tale til Tarv eller tie;
Ei lægger Nogen dig det til Last,
At du gaar snart at sove.
Graadig Mand uden Menneskevid
Æder sig Alderssvaghed til; -
Mangen til Latter i Kloges lag
Blot ved sin bug blev.
Hjorde vide, naar hjem de skulle,
Og da de af Græs gange;
Men usnild Mand aldrig kjender
Egen Maves Maal.
Usselryggen, den ilde-sindede,
Spotter over dit og dat;
Ei han veed, hvad vide han burde,
At ei han for Feil er fri.
Usnild Mand mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Ei han mærker, at Ondt om ham mæles,
Naar han blandt Snilde sidder.
Usnild Mand, mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Tidsnok han mærker, naar paa Thinge han møder,
At han har Faa Forsvar.
Usnild Mand mener at vide Alt,
Blot han har Balgen bjerget;
Ei han veed at vælge sit Svar,
Naar Kloge gaa ham paa Klingen.
Usnild Mand, der blandt Mennesker kommer,
Ham er det tjenstligt at tie.
Andre ei aner, at Intet han kan,
Naar ei han for meget mæler.
Viis tykkes sig den, som veed at spørge,
Og sige hvad Andre sagde;
Intet skjule kan Slægters Sønner,
Hvad først er ude blandt Folk.
I Overflod mæler, hvo aldrig tier,
ørkesløse Ord; -
rapmælt Tunge, som render uden Tøile,
snakker sig ofte til Skade.
lngen gjøre Anden til Øieskive,
naar han til Gjæstebud gaar;
ofte tykkes sig vis, hvo uspurgt vorder,
og tørskindet kan tvære.
Vis sig tykkes, naar Flugt han tager,
en Gjæst som har Gjæst gjækket;
lidet mærker den, over Bordet ler,
at han blandt Gramme griner.
Mange Mænd mene hinanden vel
og feide dog over Fadet;
stedse er det Slægters Stof til Strid,
Gjæst kives med Gjæst.
Aarle Maaltid skal Manden tage,
Ei fastende komme til Fest;
Sidder og hænger, ser forhungret ud,
Og kan om faa Ting fritte.
Gange du skal, skal Gjæst ei være
stedse paa samme Sted;
Liflig bliver led, naar længe han sidder
paa de fremmede Fjæle.
Bo er bedst, om end lidet det er,
i sit Hus er enhver Herre.
Har du to Gjeder og en vidietækt Hytte, --
det er dog bedre end Bøn.
- Bo er bedst, om end lidet det er,
I sit Hus er enhver Herre.
Hjertet bløder hos den der maa bede
Om Maad til hvert et Maaltid.
Vaaben og Klæder skal Venner vexle,
sligt paa dem selv synes;
Giver og Gjercgiver blive gamle Venner,
om vedblivende Alt gaar vel.
Ven for sin Ven skal en Mand være
for ham og for hans Ven;
men ingen Mand skal sin Uvens
Venners Ven være.
Veed du en Ven, som vel du troer,
og vil du Godt af ham vinde:
Sind du blande med ham og Gaver skifte,
ofte gaa ham at gjæste.
Har du en Anden, som ilde du troer,
Og vil dog Godt af ham vinde: -
Fagert du mæle med ham og falsk det mene,
Giv løs Tale for Løgn.
End Et om ham, hvem ilde du troer,
Og paa hvis Sind du ei stoler:
Le skal du med ham og listig mæle,
Lønnen være Gavens Lige.
Ung var jeg fordum, ensom jeg foer,
da forvilded jeg mig paa Veien.
Rig jeg mig tyktes, da en Anden jeg traf:
Mand er Mands Gammen.
Fyrren paa Torp trives ei, frønnes
blottet for Bark og Bar;
slig er den Mand, hvem slet Ingen elsker,
hvi skal han længe leve?
Hedere end lld brænder blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
og slukner da, naar den sjette kommer,
som aldrig der Venskab var.
Ikke meget en Mand skal give,
tidt kjøbes Lov for lidt;
med en halv Lev og heldende Krus
jeg mig en Fælle fik.
Brand af Brand brænder til brændt den er,
lld tændes af lld.
Mand for Mand er ved Mælet kundbar,
dum bliver den der tier.
Aarle skal opstaa, hvo der vil Andens
Liv og Løsøre have;
sjelden fanger liggende Ulv et Laar,
eller sovende Mand Seir.
Aarle skal opstaa, hvem Arbeidere fattes
og gaa sin Gjerning at røgte;
meget sinkes hvo om Morgenen sover,
Raskhed er halv Rigdom.
Tørre Bjælker og Næver til Tækning
derpaa veed Manden Maal;
veed og hvormeget Ved forslaar
til Halvaar og til Hælvten.
Toet og mæt ride Mand til Thinge
om end ei kostbart klædi;
ved Sko og Brog sig Ingen skamme,
og heller ei ved sin Hest.
Den klaprer og snapper, naar den kommer til Søerne,
Ørnen paa det urgamle Hav;
saa er en Mand, der blandt Mange kommer
og har Formælere faa.
Spørge og svare den Vise skal,
om han vil klog kaldes;
vide ene og ei selvanden,
-Thinget veed hvad tre veed.
Den Snilde i Raad skal sin Styrke
holdt i Ave have;
det han finder, naar blandt Frøkener han kommer
at lngen er aller-kjækkest.
Varsom og vagtsom hver Mand være,
tøvende med Venne-Tiltro;
ofte for Ord, som til Andre sagdes,
maa man Bod byde.
Meget for tidlig jeg mangt Sted kom
Og for sent tll Somme;
Øl var drukket eller ulavet,
sjelden finder Brydsom Bryg.
Her og hist blev til Hus jeg buden,
hvis jeg kræved ei Mad til Maaltid,
eller to Skinker hang hos min tro Ven,
naar jeg havde een ædt.
Ild er det bedste for Ætters Børn
dernæst Sol at se
og god Helsen, om den kan haves,
og uden Last at leve.
En Mand er ei Stakkel om end han skranter;
somme er sæl ved Sønner,
somme ved Frænder, somme ved Formue,
somme ved velgjort Værk.
Bedre i Live end ligge paa Baar,
den Kvæge faar sig vel Kvæg.
Blusse saae jeg Baal for Rigmand,
selv laa han død for Dør.
Halt rider Hest, Haandløs driver Hjord,
Døv er dygtig i Dyst;
Blind har det bedre end Brændt har det,
et Lig er til liden Nytte.
Søn er bedre skjøndt sent født,
naar Faders Liv er ledet;
Sjelden Bautasten staa ved Vei,
uden reiste af Maag for Maag.
Ei veed en Mand, som Intet veed:
Mangen vorder Overflods Abe.
En er rig og arm en Anden,
lngen bør derfor dadles.
Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Men Eftermælet aldrig døer,
hvor det er vel vundet.
Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Eet veed jeg, der aldrig døer,
Dom over hver en Død.
[redigér] II. Odins Eventyr.
[redigér] Odins ølrus
Ei er saa godt som godt det kaldes Øl for Ætternes Sønner; thi mindre veed jo mer han drikker af sit Mod en Mand.
Glemsels Heire over Gilder svæver, l den stjæler Mandens Mod; med den Fugls Fjedre blev i Fjedre jeg lagt udi Gunløds Gaard. Drukken jeg blev, blev død-drukken alt hos Fjalar hin Frode; da er Øl bedst, naar Alle derefter hjembringe Mande-Modet.
[redigér] Odin og Billings mø
Paa Møers Ord ei meget du stole og ei paa hvad Kone kvæder; thi paa svingende Hjul deres Hjerter skabtes, og dem lagdes Bratsind i Bryst.
Det jeg sanded, da i Siv jeg sad og efter min Lyst længtes; Blod og Hjerte var mig den blide Mø, endda jeg ei hende eier.
Billings Mø paa Bolstre fandt jeg solhvid at sove; Jarls Herlighed Jammer mig tyktes, naar ei han med den Lyse leved.
»Silde mod Aften skal Odin du komme, om du vi! med Mø mæle; ilde sig ssmmer om ei sammen ene slig en Synd vi kjende.«
Bort jeg gik og at gilje haabed, viis Villie foruden; vist jeg vented, at vinde jeg skulde al hendes Gunst og Gammen.
Dernæst kom jeg, da var det kjække, væbnede Folk vaagen; med brændende Lys og med baarne Blus, saa vistes mig Vinterveien.
Og ud paa Morgen, da atter jeg kom, sov Huskarle i Hallen; en Hund jeg fandt, som den hulde Pige havde ved Leiet lænket.
Mangen huld Mø, - naar meget forskes - svigfuld er mod Svend; det har jeg sandet, da jeg den snilde Kvinde til Lyst lokked. [Alskjøns Haading hos den Elskte jeg høsted og vandt hende ei til Viv.]
[redigér] Odin og Suttungs mjød
Maalstærk være Mand, som meget vil vide, tidt skal om Godt han tale; »Erketaabe« hedder hvo lntet kan sige, det er Uvises Art.
Urjætten jeg søgte, nu kom jeg atter, Lidt fik hos Thursen jeg tavs; Mange Ord jeg mælte mig til Fromme udi Suttungs Sale.
Borets Mund lod jeg bryde Rum og i Graasten gnave; over og under gik Jætters Veie, da voved jeg Hals og Hoved.
Gunlød gav mig paa Gyldenstol Drik af den dyre Mjød; ilde Løn jeg lod hende have for hendes fuldtro Villie, [for hendes svare Savn.]
Vexlet Skikkelse skaffed mig Nytte, Lidet den Snilde savner; Thi er Odrerer op nu kommen Til Jord-Slægternes Hjem.
Tvivlsomt det er mig, om jeg atter var kommen ud af Jætters Gaarde, havde ei Gunlød den gjæve jeg nyttet, der lagde om mig sin Arm.
Dagen derefter droge Rimthurser til den Høies Hal: - om Bølværk var kommen tilbage til Guder eller var af Suttung slagen?
Ring-Ed har Odin aflagt - tykkes mig - hvo vil hans Tilsagn tro? Svegen lod fra Gilde han Suttung gaa og græmmet Gunløde.
[redigér] Loddfafnesmál
Tid er at tale fra Talerstolen! Alt ved Urdas Brønd saae jeg og tied, saae jeg og tænkte, hørte den Høies Tale.
Jeg raader dig, Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer! Staa ei op om Natten, uden for at speide eller søge afsides ude.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tagge! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - seidkyndig Viv du i Favn ei sove, lig ei i hendes Lemmers Lukke.
Saa hun det føier, at føie du agter Thing eller Drots Tale; ei glædes ved Mad eller Mænds Gammen og gaar sorgfuld at sove.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - Andens Viv du aldrig vinde Elskovs-Yndest af!
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - Lyster dig at fare paa Fjeld eller Fjord sørge du vel for Veikost.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - om Ven du eier, som vel du troer, far ham tidt at finde; Ris der groer og høit Græs paa Vei, som Ingen vandrer.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - Lok af god Mand Gammens-Runer og lær dig Lægedoms-Galder.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - overfor Ven være du aldrig først til Forhold at bryde; Sorg æder Hjertet, naar sige du kan til Ingen din din hele Hu.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - Aldrig skulde Ord du skifte med en usnild Abe; thi ond Mand monne aldrig Løn for Godt give; men god Mand mægter ganske at gjøre dig lifllig ved Lov.
Det er Fostbroder-Sind, naar sige man tør til En sin hele Hu; Intet er værre end Vankelmod, Ven taler ei altid til Villie.
Jeg raader dig Loddfafner, og Raad du tage! nyde du skal, om du nemmer, Lykke du faar, om du lærer: - ei trende Ord splid i Trætte med en Slet.. Ofte den Bedre bier, naar den Slette slaar.
Fortsættes ...
[redigér] Vafthrudnesmál
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet; vide jeg vil, hvor i Vafthrudners Sals-Bolig det staaer.
Frigg kvad: Held din Bortgang, held din Hjemkomst, held dig vorde paa Vei! Dit Vid due, naar du, Slægt-Fader, mæler jævne Jætten.
Foer da Odin Ordkløgt at friste med hin alvise Jætte. Til Hallen han kom, Ims Fader havde, flux gik Ygg der ind.
Odin kvad: Hil dig, Vafthrudner! Til Hal kom jeg for dig selv at skue. Først vil jeg vide, om viis du er eller alt-vidende, Jætte.
Vafthrudner kvad: Hvilken Mand er det, som i mine Sale om sig kaster med Ord? Levende ei du lukkes af Hal, viger dit Vid for vort.
Odin kvad: Gangraad jeg hedder, min Gang har ført mig tørstig til Thurse-Sale; Gjæste-Venskab - vidt jeg vandred - venter jeg af dig, Jætte.
Vafthrudner kvad: Hvi vil da, Gangraad! fra Gulv du mæle? gak til Sæde i Sal! Kappes vi vil, hvo kyndigst kaldes, Gjæst eller den gamle Taler.
Odin kvad: Ringe Mand, som til rig kommer, tale til Tarv eller tie. Ord-Gyden gavner ham ilde, naar han til en Koldsindet kommer.
Vafthrudner kvad: Siig mig, Gangraad! - da paa Gulv du vil Kundskab lade kjende -: hvad den Hest hedder, paa Himlen drager Dag over Drot og Folk.
Odin kvad: Skinfaxe han hedder, som drager den skjære Dag over Drot og Folk; Ypperst af Heste agte ham Redgother; høit lyser Hingstens Man.
Vafthrudner kvad: Siig det, Gangraad - da paa Gulv du vil Kundskab lade kjende -: hvad det Ørs hedder, som østfra drager Nat over naadige Magter.
Odin kvad: Rimfaxe han hedder, paa Himlen drager Nat over naadige Magter; Mile-Draaber hver Morgen han fælder, deden kommer Dugg i Dale.
Vafthrudner kvad: Siig det, Gangraad - da paa Gulv du vil Kundskab lade kjende -: hvad den Aa hedder, som mellem Jætter og Guder Grund deler.
Odin kvad: Ifing hedder Aa, som mellem Jætter og Guder Grund deler; aaben hun rinder gjennem alle Dage, ei kommer is paa Aa.
vafthrudner kvad: Siig det, Gangraad! -- da paa Culv du vil Kundskab lade kjende -: hvad den Slette hedder, hvor til Strid skal stevne Surt og de gode Guder.
Odin kvad: Vigrid hedder Sletten, hvor til Strid skal stevne Surt og de gode Guder; hundred Røster holder den hver Led - slig blev dem Sletten tilmaalt.
Vafthrudner kvad: Bravt har du svaret; bænk dig nu hos Jætten og tale vi siddende sammen! Hoved vort skal i Hal vi vædde, Gjæst! - udi god Kundskab.
Odin kvad: Siig mig da først - om dit Vid duer og du, Vafthrudner! veed det: Hveden mon Jord og den hvalte Himmel kom, du kloge Jætte!
Vafthrudner kvad: Af Ymers Kjød blev Jorden skabt, og af Knoglerne Klipper; af den rimkolde Jættes Hjerneskal Himlen, og af Saar-Sveden Sø.
Odin kvad: Siig for det andet - om dit Vid duer og du, Vafthrudner! veed det: Hveden Maane kom, over Mænd at fare, ligesaa og Sol?
Vafthrudner kvad: Mundilfare han hedder, er Maanes Fader ligesaa og Sols: Himmel-Veien de hver Dag vandre, Mænd til Aare-Maal.
odin kvad: Siig for det tredie, da de snild dig nævne, og om du, Vafthrudner! veed det: - Hveden Dag farer over Drot og Folk saa og Nat med Næde?
Vafthrudner kvad: Delling han hedder, er Dags Fader, og Nat blev avlet af Nørr; Ny og Næde skabte naadige Magter Mænd til Aare-Maal.
Odin kvad: Siig for det fjerde, da hin Frode du nævnes, og om du, Vafthrudner, veed det: hveden Vinter kom og den varme Sommer længst blandt Livets Magter?
Vafthrudner kvad: Vindsval han hedder, han er Vintrens Fader, og Sommerens er Svaasud; af Vaasad var Vindsval avlet, koldsindet er alt det Kuld.
Odin kvad: Siig for det femte, da hin Frode du nævnes, og om du, Vafthrudner, veed det: hvo er af Aser eller Ymers Ætter ældst i Oldtid skabt?
Vafthrudner kvad: Talløse Vintre før Jorden var, da blev Bergelmer baaren; Thrudgelmer var Thursens Fader, og Fa'r-Fader Aargelmer.
Odin kvad: Siig for det sjette, da de snild dig nævne, og om du, Vafthrudner, veed det: hveden Aurgelmer kom blandt Jætters Ssnner først, den fremvise Jætte?
Vafthrudner kvad: Faa Elivaager Edderdryp stænked, det voxed og Jætten var; deden alle vore Ætter komme, fordi er de alle onde.
Odin kvad: Siig for det syvende, da snild de dig nævne, og om du, Vafthrudner, veed det: hvorlunde fik Børn den barske Jætte foruden Gyges Gammen?
Vafthrudner kvad: Under Thursens Arm tro de der voxed Mø og Mand sammen; Fod med Fod fødte for Jætten sexhovedet Ssn. -
Odin kvad: Siig for det ottende, da snild de dig nævne, og om du, Vafthrudner! veed det: hvad først du mindes og fremmest veed, thi alvis er du, o Jætte!
Vafthrudner kvad: Talløse Vintre, før Jord blev til, da var Berggelmer baaren; det mindes jeg først, da Jætten, hin frode, blev i Baad bænket.
Odin kvad: Siig for det niende, da snild de dig nævne, og om du, Vafthrudner! veed det: hveden kommer Vind, over Vove farer, aldrig den selv man ser.
Vafthrudner kvad: Hræsvelg han hedder, ved Himlens Rand sidder i Ørns Ham Jætten; fra hans Vinger, kvædes der, Vinden kommer, over alle Mænd.
Odin kvad: Siig for det Tiende, da alt hvad times Guder du veed, o Vathrudner! hveden kom Njord blandt Aser at nævnes, skjøndt ej han af Aser avledes.
Vafthrudner kvad: Vanehjem skabte ham vise Magter og gav ham Guder til Cidsel. Ved Aldrenes Ende atter han kommer hjem til vise Vaner.
Odin kvad: Siig for det Ellevte, da snild du nævnes, og om du, Vafthrudne, veed det: hvor Mænd paa Thun . . . . . . . . . mødes hver Dag i Dræbning.
Vafthrudner kvad: Alle Einherjer paa Odins Thun mødes hver Dag i Dræbning. Val de kaare, fra Kamp de ride, sidde de sonede sammen.
Odin kvad: Siig for det Tolvte, hvi alt hvad times Cuder du veed, o Vafthrudner! om Jcetters Runer og alle Guders du det Sandeste siger.
Vafthrudner kvad: Om Jcettens Runer og alle Cuders kan jeg Sandt sige; ni Verdner saae jeg, nederst Niflhel, didned Mennesker dø.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet; hvilke Mennesker leve, naar ledet er den frygtelige Fimbulvinter?
Vafthrudner kvad: Liv og Livthraser lønlig mon leve i Hoddmimers Holt; Morgen-Dugg til Mad de have, af dem Ætterne avles.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet; Hveden kommer Sol paa Himmel-Sletten, naar Ulven har denne dræbt?
Vafthrudner kvad: Eneste Datter Alfrødul føder, før hende Ulven æder; hin Mø skal, naar Magterne dø, Moderens Veie vandre.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet; hvad hedde de Møer, over Hav haste? viise fare de vide.
Vafthrudner kvad: Trende Flokke - over Torp de falde - af Møgthrases Møer: ei andre Fylgier findes i Verden, endog de blandt Jætter avledes.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet: hvilke Aser raade for Guders Eie, naar sluknet er Surts Lue?
Vafthrudner kvad: Vidar boer med Vale i Borg, naar sluknet er Surts Lue, Mode og Magne skulle Mjølner have, naar Vingthor er veiet.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet: hvad lægger Odins Alder øde, naar Guderne gaa til Grunde?
Vafthrudner kvad: Ulv skal sluge Slægters Fader, ham mon Vidar hævne; i Kamp kløver kjækt han Kjæven paa den onde Ulv.
Odin kvad: Mangt jeg foer, mangt jeg fristed, mangt har jeg Magter prøvet: hvad mælte Odin i Øret paa Balder, før han paa Baal bares?
Vafthrudner kvad: Ingen det veed, hvad i aarle Old du sagde i Sønnens Øre; med feig Mund jeg mælte om Runer og om Skabernes Skjæbne.
