H.C. Andersens Boulevard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
H.C. Andersens Boulevard er en ca. 1,3 km lang sekssporet hovedfærdselsåre der løber igennem Københavns centrum. Vejen har udløb i henholdsvis Langebro og Gyldenløvesgade, og forbinder på den måde Amager med Frederiksberg og Nørrebro. Undervejs passerer den blandt andet Københavns Rådhus og Tivoli.
Vejen hed oprindeligt Vester Boulevard, men blev i 1955, i anledningen af 150-året for H.C. Andersens fødsel, omdøbt til sit nuværende navn.
Vejen er, med en døgntrafik på 57.700 (opgjort i 2000), Danmarks mest trafikbelastede almindelige vej. Dette er kun overgået af de store motorveje omkring København.
Ud over de seks hovedfærdselsspor er der fra Rysensteensgade til Ny Kongensgade og fra Stormgade til Bag Rådhuset lokalkørebaner med parkering i retning mod Rådhuspladsen. Mod Langebro er der lokalkørebaner med parkering fra Industriens Hus til Tietgensgade og fra Rysensteensgade til broen. Der er busbane fra Stormgade til slutningen af Rådhuspladsen.