Hvid haj

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Den hvide haj

Videnskabelig klassifikation

Domæne:	Eukaryota
Rige:	Animalia (Dyr)
Række:	Chordata (Chordater)
Klasse:	Chondrichthyes (Bruskfisk)
Orden:	Lamniformes
Familie:	Lamnidae
Slægt:	Carcharodon
Art:	C. carcharias

Videnskabeligt artsnavn

Carcharodon carcharias
Linnaeus, 1758

Den hvide hajs udbredelse

Den hvide haj, hvidhajen eller Den store hvide haj, som den også kaldes, er den største haj inden for familien hvidhajer. Dens største længde siges at være 7 meter, d.v.s. som tre voksne mennesker tilsammen. Dens gab kan blive op til en meter bredt, og dermed har den ikke noget problem med at bide et menneske midt over, da dens tænder er knivskarpe. En hvid haj er dog i gennemsnit "kun" 3-4 meter lang.

Dens skelet består af brusk, som er et fleksibelt materiale, som også findes i menneskets næse og ører. Det er derfor ikke lige så hårdt som normale knogler, men er stadig forholdsvis stift. Da brusk ikke efterlader fossiler, som knogler gør det, er det eneste, man kan finde fra forhistoriske hajer, tænderne.

Den hvide haj har to vitale sanser: en højtudviklet lugtesans og evnen til at føle elektriske felter fra andre dyr og mennesker.

Apex predator er den klasse som den hvide haj tilhører, hvilket vil sige, at den har hjemme i den absolutte top af fødekæden. Den kan dermed frit vælge af havets goder og er bestemt ikke kræsen, dog er dens yndlingsmåltid sæler og søløver. Selv om den tilhører toppen af fødekæden, er dette ikke ensbetydende med, at den ikke har nogle fjender. Den værste fjende er uden tvivl mennesket, men den kan også blive angrebet af sin egen art og af de berygtede dræberhvaler, spækhuggerne, som bl.a. har spist hele hvide hajer.

[redigér] Steno, hajtænderne, og den moderne geologis fremvækst

Niels Stensen erkendte som den første, at hvad man oprindelig havde antaget for "tungesten" (glossopetrae) er fossile hajtænder (hans afhandling De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus, 1669). Han gjorde dermed et stort skridt i retning af at frigøre geologien fra gammeltestamentlige betragtninger og i stedet basere den på iagttagelse.