Spækhugger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- Denne artikel omhandler delfinarten. Opslagsordet har også anden betydning, se Spækhugger (sejlbåd).
Bevaringsstatus: Under observation
|
|||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Spækhugger i Alaska
|
|||||||||||||||
Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||
Orcinus orca Linnaeus 1758 |
|||||||||||||||
Spækhuggerens udbredelse.
|
|||||||||||||||
|
Spækhuggeren (Orcinus orca) er ikke bare en hval, men også den største delfinart i verden. Den er geografisk set det næstmest udbredte pattedyr på jorden (næst efter mennesker) og findes i alle jordens have, fra de isnende arktiske regioner til varme tropiske have. Den er også et af de mest fleksible rovdyr, der spiser fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler. Sammenlagt placerer det spækhuggeren øverst i den maritime fødekæde. Spækhuggere er ligeledes kendt for at angribe bardehvaler, især gråhvaler og blåhvaler.
Spækhuggeren er et imponerende havpattedyr med et frygtindgydende ry, der går så langt tilbage som til Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Der har ikke været nogen rapporterede tilfælde af angreb på mennesker i naturen, bortset fra et enkelt tilfælde hvor en dreng i Alaska blev ramt, men ikke bidt, mens han svømmede. Der har dog været isolerede tilfælde, hvor tilfangetagne spækhuggere har angrebet deres trænere i delfinarier og akvarier.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Navngivning
Det latinske navn "orca" blev originalt tildelt dyrene af antikkens romere. Navnet er muligvis er lånt fra det græske ord ὄρυξ der bl.a. refererer til en hvalart. Betegnelsen "orc" (eller dets variant "ork") er historisk blevet brugt til at beskrive store fisk, hvaler og søuhyrer. Det betragtes nu som en forældet udgave af "orca".
Det danske navn, spækhugger, er i gamle dage opstået blandt hvalfangere, som var meget sure over, at flokke af de hurtige spækhuggere kunne æde (hugge) af det værdifulde spæk på de nedlagte bardehvaler, inden man kunne nå at skære det af og laste det.
På andre sprog har den mere faretruende navne. Det engelske navn "killer whale" (dræberhval) er en fri oversættelse fra spansk. På dansk betragtes betegnelsen "dræberhval" imidlertid som fejlagtigt sprogbrug. På finsk og hollandsk kaldes den respektivt for miekkavalas og zwaardwalvis, hvilket betyder "sværdhval". For Haida-folket, de lokale indfødte af Haida Gwaii ud for Britisk Columbia, var dyret kendt som skana eller "dræberdæmon". Japanerne kalder den shachi (鯱), hvis Kanji kombinerer tegnene for fisk (魚) og tiger (虎).
[redigér] Taksonomi og udvikling
Spækhuggeren er den eneste art i slægten Orcinus. Den er en af ca. 35 arter i delfinfamilien. Ligesom kaskelothvalens slægt Physeter, indeholder Orcinus-slægten en enkelt udbredt art uden nogen nærmere slægtninge set fra et udviklingsmæssigt synspunkt. Derfor mener palæontologer, at spækhuggeren er en oplagt kandidat til et dyr, der har udviklet sig, uden at arten er blevet forgrenet, dvs. det er direkte udvikling fra forfædre til efterkommere. Hvis dette er sandt, gør det spækhuggeren til en af de ældste delfinarter, om end det er usandsynligt, at den er lige så gammel som hele familien, som går mindst fem millioner år tilbage i tiden.
[redigér] Tre forskellige populationer
Moderne forskning indikerer, at der er tre forskellige populationer eller klassifikationer af spækhuggere ud for vestkysten af Nordamerika. Selv om de ser ens ud, har de forskellige gener, madpræferencer og levevis. Den seneste forskning viser at disse spækhuggervariationer ikke har formeret sig på tværs af typerne i op til 10.000 år. De tre typer kaldes gennemgående, fastboende og fralandstyper.
[redigér] Gennemgående
Gennemgående spækhuggere rejser typisk i små grupper på op til 7 eller 8 dyr. De gennemgående dyr bliver ikke nødvendigvis sammen som en familie, som de fastboende dyr ellers gør. En huns første søn vil typisk blive med hende som voksen, men det er ikke sjældent at efterfølgende hanner forlader flokken, når de bliver voksne.
Gennemgående dyr ses ofte svømmende langs kysten jagende bytte, hvilket ofte er sæler, marsvin og søløver. Ofte, for at undgå skader, vil de forsøge at lamme deres bytte, inden de dræber og spiser det. Det kan bl.a. involvere at kaste det op i luften, slå det med halen eller torpedere det med snuden. De kan sågar finde på at strande sig selv og lande oven på byttet. Hele processen kan være langvarig og virke som tortur for byttet, men det er primært af sikkerhedsmæssige årsager og for at træne unge spækhuggere.
Hunnerne har en karakteristisk rygfinne, der er spidsere end den hos de fastboende. Hannerne har ofte en arfyldt rygfinne, hvilket sandsynligvis viser de skader de pådrager sig under jagten. Hele gruppen rejser og jager ofte i fuldstændig stilhed. Deres leveområde strækker sig fra Alaska til Californien.
For at dræbe store pattedyr, som hvaler, samles grupperne i en supergruppe, der består af to til tre grupper af gennemgående dyr.
[redigér] Fastboende
Fastboende spækhuggere er dem, der typisk bliver set, ofte i kystnære vande. Hunner har en karakteristisk afrundet rygfinne, der afsluttes med en skarp kant. Selv om de er nomadiske, er deres leveområde meget mindre end hos de gennemgående, og de er kendt for at besøge en række områder konsistent.
Deres diæt består primært af fisk, bl.a. laks og sild, og de opholder sig ofte i områder hvor deres foretrukne fisk er i store mængder. De bevæger sig konstant, nogle gange så meget som 150 kilometer om dagen, men kan til tider ses i det samme generelle område i en måned eller længere. De fastboendes gruppers leveområder strækker sig fra ca. 300 til 1200 kilometer.
De fastboende spækhuggere lever i komplekse og sammenhængende familiegrupper kaldet ’’flokke’’. Fastboende flokke er typisk større end de gennemgående og fralandstyperne, og de har op til 50 eller flere medlemmer. Flere flokke kan samles i superflokke, der kan indeholde over 150 dyr. De kan også ses svømmende sammen med marsvin, andre delfiner og søløver, der ellers ofte er bytte for de gennemgående spækhuggere.
De sydligste flokke er betragtet som truede, primært pga. forurening og forringede levevilkår.
[redigér] Fralands
Fralandsspækhuggere forbliver langt fra kysten, svømmende i det åbne hav og spiser primært fisk, hajer og skildpadder. De er set i grupper på op til 60 dyr. På nuværende tidspunkt ved man ikke meget om denne populations vaner og levevis, men de kan adskilles genetisk fra de andre grupper.
[redigér] Fysisk beskrivelse
Spækhuggere har en tydelig farvemarkering, med en sort ryg, hvidt bryst og hvide sider, og en hvid plamage over og bag øjet. De har en stor krop og rygfinne med en mørkegrå "saddel" ved rygfinnens bagside. Hanner kan blive op til 9,5 meter lange og veje over 6 tons; det er rapporteret, at et par enkelte store hanner har været nær 8 tons tunge. Hunnerne er mindre med en længde på op til 8,5 meter og en vægt på omkring 5 tons. Den længste spækhugger der er målt, var en han fra staten Washington, der blev målt til 9,8 meter. Kalve fødes med en vægt på ca. 180 kg og er omkring 2,4 meter lange. Modsat de fleste andre delfiner er lufferne på en spækhugger store og runde – mere en pagaj end andre delfinarters. Hannerne har betydeligt større luffer end hunnerne. Rygfinnen på hannerne er op til dobbelt så store som hunnernes, op til 1,8 meter høje, og mere trekantet. Hunnernes er kortere og mere afrundede. Hakker, sår, ar og lignende mærker på rygfinnerne bruges af forskerne til at identificere dyrene. Ved at fotografere hver rygfinne kan de studere detaljerne og finde ud af, hvilke dyr man har set den pågældende dag.
Store hanner kan sandsynligvis ikke forveksles med noget andet dyr i havet. På afstand i tempererede vande kan hunner og unger måske forveksles med en halvspækhugger eller Rissos delfin.
Størstedelen af vores viden om spækhuggernes levevis er skaffet fra langtidsstudier af populationerne ud for kysterne af Britisk Columbia og Washington og ved at iagttage tilfangetagne spækhuggere. På grund af mængden af data og de meget strukturerede flokke i denne population er informationerne detaljerede og meget præcise; populationer i andre have kan dog have varierende karakteristika.
[redigér] Formering
Hunnerne bliver kønsmodne omkring 15-års-alderen. Amningsperioden varierer fra 15 til 18 måneder. Mødrene får en kalv omkring hvert femte år. Kalve kan komme på alle tider af året, men vintermånederne er de mest populære. Dødeligheden for nyfødte kalve er meget høj, hvilket bl.a. skyldes ophobningen af giftstoffer og tungmetaller i moderen, der bliver udskilt med modermælken. Især de førstefødte dør ofte, da de får over 15 års gift med mælken. De efterfølgende unger har større chancer for at overleve, eftersom moderen på det tidspunkt ikke har ophobet nær så meget gift i kroppen. Overordnet set dør ca. halvdelen af alle nyfødte inden for seks måneder. Hunnerne kan få kalve indtil ca. 40-års-alderen, så de kan i gennemsnit opfostre fem unger. Hunnerne bliver typisk op til 50 år, men kan i ekstreme tilfælde blive over 80 eller 90 år gamle. Hanner bliver kønsmodne ved 15-års-alderen, men reproducerer typisk ikke, før de bliver 21 år. Hanner lever til de bliver ca. 35 år, men har en stærkt faldende gennemsnitlig levealder. De kan dog også, i ekstreme tilfælde, blive lige så gamle som de ældste hunner.
[redigér] Leveområder
Spækhuggeren er det næstmest udbredte pattedyr i verden efter mennesket. De findes i alle have, inkl. Middelhavet og det Arabiske Hav. Køligere tempererede og polare områder er dog foretrukne leveområder. Selvom de ses på dybt vand, foretrækker de generelt kystnære områder.
Spækhuggeren er især koncentreret i det nordøstlige Stillehav, hvor Canada kurver ind i Alaska, ud for Island og ud for det nordlige Norge. De ses regelmæssigt ud for Antarktis, helt op til polarisen, og det antages at de også lever under polarisen og overlever ved at trække vejret i luftlommer, på samme måde som hvidhvalen. I Arktis ses den dog sjældent om vinteren og kommer ikke tæt på isen. Om sommeren er den dog at finde der.
Informationer om fralandsregioner og tropiske vande er mere sjældne og meget spredte, hvilket indikerer, at spækhuggeren kan overleve ved de fleste vandtemperaturer. Der findes ikke nogle estimater for den samlede globale population. Lokale estimater er bl.a. 70-80.000 i Antarktis, 8.000 i det tropiske Stillehav (selvom tropiske vande ikke er foretrukne leveområder, betyder størrelsen på området - 19 millioner kvadratkilometer - at der er tusinder i området), op til 2.000 ud for Japan, 1.500 ud for det nordøstlige Stillehav og 1.500 ud for Norge. Hvis man lægger alle grove estimater sammen, kan den totale population være på omkring 100.000.
[redigér] Social interaktion
De fiskespisende spækhuggere i det nordlige Stillehav har et komplekst socialt grupperingssystem. Den basale enhed består af en matriark og hendes afkom. Sønnerne og døtrene af matriarken udgør en del af gruppen sammen med sønnerne og døtrene af døtrene, og således ned igennem stamtræet. Da hunner kan leve op til 90 år, er det ikke usædvanligt at have fire eller fem generationer, der rejser sammen. Disse matriarkgrupper er meget stabile over mange år. Individer vil kun fravige deres gruppe i et par timer for at jage eller parre sig. Det er aldrig set, at et individ er blevet udelukket af en gruppe. Den gennemsnitlige matriarkgruppe i det nordøstlige Stillehav omfatter ni dyr.
Matriarkgrupperne danner løse sammenslutninger kaldet flokke, der gennemsnitligt indeholder 18 dyr. Medlemmer af en flok har alle den samme dialekt, og består af tæt relaterede patriarkfragmenter. I modsætning til matriarkgrupperne bliver flokke splittet ad i dage og uger ad gangen for at jage, før de samles igen. Den største flok, der er observeret, var på 49 dyr.
Det næste niveau af gruppering er en klan. En klan består af flokke, der har samme dialekt. Igen lader sammenholdet til at være bundet i gener bestående af fragmenter af familier, der har fælles arv på moderens side. Forskellige klaner kan være i det samme geografiske område; stmer fra forskellige klaner er ofte observeret rejsende sammen. Når to flokke samles for at rejse som en klan, mødes de først i to parallelle linjer over for hinanden, i et slags face-off, før de blander sig med hinanden.
Det sidste grupperingsniveau, der nok er lidt arbitrært defineret af mennesker, kaldes for samfundet, og er løst defineret som et samling af klaner, der regelmæssigt ses sammen med hinanden. Samfund har ikke nogen sammenhæng i deres dialekt eller familierelationer.
I det nordøstlige Stillehav er tre samfund af fiskespisende spækhuggere blevet identificeret:
- Det sydlige samfund (1 klan, 3 flokke, 90 spækhuggere i år 2006)
- Det nordlige samfund (3 klaner, 16 flokke, 214 spækhuggere i år 2000)
- Det sydlige Alaskasamfund (2 klaner, 11 flokke, 211 spækhuggere i år 2000)
Det skal understreges at disse hierarkier kun er gældende for fastboende grupper. Gennemgående grupper er typisk mindre, da afkommet med tiden forlader deres gruppe. Gennemgående grupper har dog stadigvæk en løs association igennem deres dialekt.
Dag-til-dag-aktiviteterne for spækhuggere inddeles typisk i fire aktiviteter: jagt, transport, hvile og socialisering. Spækhuggere er generelt entusiastiske i deres socialisering, med et bredt spektrum af aktiviteter der er synligt over vande.
[redigér] Føde
Spækhuggeren er øverst i sin fødekæde, og mængden af arter, som spækhuggere jager, er ekstremt omfattende. Specifikke populationer er meget specialiserede på specifikke byttedyr. F.eks. er nogle populationer ud for Norge og Grønland specialiseret i at jage sild og følger fiskens migrationsrute til den norske kyst hvert efterår. Andre populationer i området jager sæler.
Spækhuggeren er den eneste tandhval, der regelmæssigt jager andre tandhvaler. Toogtyve arter er blevet observeret som bytte, enten gennem undersøgelse af maveindhold, undersøgelse af armærker på byttedyrene, eller fra direkte observationer af jagten. Grupper af spækhuggere vil endda gå efter større hvaler som gråhvaler eller blåhvaler. En gruppe af spækhuggere angriber en ung hval ved at jage den og dens mor igennem vandet og udmatte dem. Med tiden vil spækhuggerne kunne adskille parret og omringe den unge hval og forhindre den i at nå overfladen for at trække vejret. Grupper af kaskelothvaler kan til tider beskytte sig selv imod en gruppe af spækhuggere ved at lave en beskyttende cirkel rundt om deres kalve med deres halefinner vendende ud af. Denne formation gør det muligt for dem at bruge deres kraftige halefinner til at jage spækhuggerne væk med.
Der har også været et enkelt dokumenteret tilfælde af mulig spækhuggerkannibalisme. Et studie af V. I. Shevchenko i tempererede vande i det sydlige Stillehav i 1975 noterede to hanners maver, der indeholdt rester af andre spækhuggere. Af de tredive spækhuggere fanget og undersøgt i denne undersøgelse havde 11 tomme maver – en usædvanlig høj procentdel, hvilket indikerer at spækhuggerne blev tvunget til kannibalisme pga. mangel på mad.
Føden for spækhuggere er meget varieret blandt de enkelte populationer. Fiskespisende populationer jager omtrent 30 forskellige arter af fisk, især laks, sild og tun. Hajer, op til og med den store hvide haj, bliver spist for deres næringsrige lever. Andre havpattedyr, inkl. de fleste arter af sæler og søløver, bliver taget af pattedyrsspisende populationer. Hvalrosser og oddere bliver sjældnere fanget. Adskillige fuglearter bliver også spist, inkl. pingviner, traner og måger. Blæksprutter og rokker er også et yndet måltid.
Da de besidder både stor styrke såvel som intelligens, bruger spækhuggere komplekse jagtstrategier til at finde og fange deres bytte. De vil til tider kaste sæler gennem luften for at lamme og dræbe dem. Mens laks typisk jages af en enkelt eller en lille gruppe spækhuggere, bliver sild jagtet af større grupper, der samler sildene i en kugle ved at lukke luft ud omkring dem og vise deres hvide maver. Spækhuggerne kan derefter slå kuglen med deres hale og dermed lamme eller dræbe 10-15 sild. Sildene kan efterfølgende spises én ad gangen. Søløver dræbes ved at spækhuggeren torpedere dem, eller ved at de bliver slået med spækhuggerens hale.
En tilfangetaget spækhugger i Friendship Cove opdagede, at den kunne kaste halvtfordøjede sild op på overfladen, tiltrække måger, og spise dem. Andre spækhuggere lærte derefter opførslen ved at se den demonstreret. Spækhuggere i Sea World i Californien er også blevet "fanget" i at spise fugle.
Mere specialiserede teknikker bruges af andre populationer rundt omkring i verden. I Patagonien spiser spækhuggere søløve- og sælunger på lavt vand,ved at kaste sig op på stranden, og de går endda så vidt som til midlertidigt at strande sig selv. Spækhuggere vil også kigge over vandet for at finde sæler, der hviler på isflager, for efterfølgende at lave en bølge, der skyller sælen i vandet, hvor en anden spækhugger venter på at dræbe den. Denne opførsel er ikke set mange gange, og det vides ikke, i hvor vid udstrækning den bruges. Den sidste gang det blev observeret (april 2006) afsluttedes jagten med, at gruppen af spækhuggere returnerede sælen til dens isflage, efter de havde vist de yngre dyr hvordan teknikken blev udført.
Gennemsnitligt spiser en spækhugger 225 kg mad hver dag. Med så bredt udbud af byttedyr, og den eneste trussel i form af mennesket, er spækhuggeren uden tvivl i toppen af sin fødekæde.
[redigér] Vokalisering
Som med andre delfiner er spækhuggere meget akustisk aktive dyr. De producerer en variation af klik- og fløjtelyde, der bruges til kommunikation og ekkolokation. Vokaliseringstyperne varierer med dyrenes aktiviteter. Når de hviler, er de meget stille og kommer kun med en lille lyd engang i mellem, der er anderledes end dem, der høres, når der er mere aktiv opførsel.
Fiskespisende, fastboende grupper af spækhuggere i det nordøstlige Stillehav har en tendens til at være meget mere vokale end de gennemgående grupper. Forskerne regner med, at den primære årsag skyldes de forskellige høreevner i byttedyrene. De fastboende spækhuggere lever af fisk, især laks, et bytte med dårlig hørelse, der ikke kan detektere spækhuggerlyde på nogen betydelig afstand. Gennemgående grupper lever primært af havpattedyr som sæler, søløver, marsvin og delfiner - samt en havfugl i ny og næ. Da alle havpattedyr har en fremragende undervandshørelse, er de nødt til at være stille det meste af tiden, for at undgå at blive opdaget. Af samme grund lader de også til at begrænse deres ekkolokation ved kun at bruge et enkelt klik engang i mellem (kaldet et kryptisk klik), i stedet for den strøm af klik der bruges af andre populationer.
Fastboende flokke har gruppespecifikke dialekter. Hver flok har sit eget vokale repertoire eller sæt af specielt stereotype undervandslyde. Alle medlemmer af flokken lader til at kende alle lydene, som flokken producerer, så det er ikke muligt at identificere et dyr alene på de lyde, det producerer; man kan kun identificere dialekten. En speciel lyd bruges måske kun af én gruppe, men kan også bruges af flere grupper. Antallet af delte lyde lader mere til at være relateret til, hvor tæt i familie grupperne er, end hvor langt væk fra hinanden de to grupper befinder sig til hverdag. Lydene er oplærte.
Et af formålene med dialekterne kan være at undgå indavl. Et par vil relativt nemt kunne identificere, hvor tæt de er relateret, på hvilke lyde der produceres, og en mage, der har et helt separat sæt af lyde, vil derfor være mere attraktiv.
Mængden af lyde, som grupperne besidder, varierer betydeligt, men består sjældent af mere end et par dusin. De forskellige lyde bruges konstant og indikerer ikke umiddelbart nogen speciel handling såsom "jagt" eller "leg".
[redigér] Spækhuggere i historien
Selv om de først videnskabeligt blev identificeret som en art i 1758, har spækhuggeren været kendt af mennesket siden præhistoriske tider. Nazca-ørkenkulturen har lavet en Nazca-linje, der formentligt repræsenterer en spækhugger et sted mellem år 200 f.Kr. og 600 e.Kr.
Indianerstammer på den Nordamerikanske vestkyst, så som Tlingit, Haida og Tsimshian, brugte spækhuggeren i betydeligt omfang i deres religion og kunst.
Den første beskrivelse af en spækhugger er givet i Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Auraen af usårlighed om den altædende spækhugger var veletableret på det tidspunkt. Efter at have observeret slagtningen af en strandet hval i en havn nær Rom skriver Pliny: "Spækhuggere (dets udseende kan intet billede udtrykke, ud over en enorm masse af vildt kød med tænder) er fjenden af andre hvaler... de stormer frem og gennemborer dem som krigsskibe, der vædrer."
Sandsynligvis inspireret af Plinius' beskrivelse er dyret dukket op igennem historien i vestens litteratur.
[redigér] Spækhuggere og det moderne menneske
[redigér] Jagt
Spækhuggere blev målet for kommerciel hvaljagt i midten af det 20. århundrede, efter at de fleste andre store hvaler var blevet jagtet, til de var udryddelsen nær. Den kommercielle jagt blev stoppet i 1981 med introduktionen af et globalt moratorium på al hvalfangst. Selv om spækhuggeren fra et taksonomisk synspunkt er en delfin, er den stor nok til at komme under den Internationale Hvalkommissions autoritet.
Den største spækhuggerjæger var Norge, der dræbte et gennemsnit på 56 dyr pr. år fra 1938 til 1981. Japan tog gennemsnitligt 43 dyr fra 1946 til 1981. Tal fra krigsårene er ikke tilgængelige, men de var sandsynligvis mindre. Sovjetunionen tog et par dyr hvert år i Antarktis, med 1980-sæsonen, hvor de dræbte 916 spækhuggere, som den ekstraordinære undtagelse.
I dag er der ingen lande, der har en substantiel jagt på dyrene. Japan tager som regel et par stykker hvert år som led i landets kontroversielle "forskning" på hvaler. En tilsvarende lille mængde af hvalfangst udføres af Indonesien og Grønland. Ud over at blive jagtet for deres kød er de også blevet dræbt på grund af konkurrence med fiskere om byttet. I 1950'erne blev det amerikanske luftvåben indsat efter anmodning fra Islands regering for at bruge bombefly og soldater med rifler til at slagte spækhuggere i islandske farvande, fordi de konkurrerede med menneskene om fisk. Operationen blev betragtet som en stor succes af fiskerne og den islandske regering. Mange var dog ikke overbevist om, at manglen på fisk skyldtes spækhuggerne, men istedet overfiskeri fra menneskenes side. Denne debat har ledt til en serie af studier i de Nordatlantiske fiskebestande, uden at nogen af parterne i hvaldebatten har ændret holdninger siden.
Spækhuggere bliver til tider også dræbt som følge af deres frygtindgydende ry. Ingen mennesker vides dræbt af spækhuggere i naturen, men sejlere i Alaska skyder engang i mellem et dyr på grund af frygt for deres liv. Denne frygt er dog blevet dæmpet i de senere år, efter der er kommet bedre oplysning omkring dyrene, inklusive tilstedeværelsen af spækhuggere i akvarier og andre vandforlystelser.
[redigér] Samarbejde med mennesker
Mere usædvanligt er det, at spækhuggere også er kendt for at samarbejde med mennesker i jagten på hvaler. En af de berømte episoder fandt sted i 1920'erne nær havnen Eden, i New South Wales i det sydvestlige Australien. En flok af spækhuggere, ledt af en dominerende han kaldet "Old Tom", hjalp hvalfangerne med at fange bardehvaler. Spækhuggerne ville finde hvalerne, genne dem ind i Twofold Bay for derefter at informere hvalfangerne om deres tilstedeværelse og ofte hjælpe med at dræbe hvalerne. Til gengæld ville hvalfangerne tillade at spækhuggerne tog tungerne og læberne på hvalerne (en delikatesse for spækhuggere), før de blev hevet i land.
[redigér] Fangenskab
Spækhuggerens intelligens, evne til at blive trænet, slående udseende og størrelse har gjort den populær i akvarier og andre vandrelaterede forlystelsesparker. Den første spækhugger blev fanget og fremvist i Vancouver i 1964. Gennem de næste 15 år blev mellem 60 og 70 spækhuggere taget fra Stillehavet udelukkende til dette formål - ofte med ødelæggende resultater for de flokke af dyr, som de blev taget fra. I slutningen af 70'erne og den første halvdel af 80'erne blev de primært taget fra vandene omkring Island. Siden dengang er spækhuggere blevet avlet i fangenskab, og vilde dyr er blevet sjældnere. Spækhuggere i fangenskab kan udvikle patologiske symptomer, så som kollapsede rygfinner, der ses hos 60-90% af tilfangetagne hanner.
Flere teorier er blevet fremsat omkring hvorfor rygfinnen kollapser, primært at den blodåre der holder rygfinnen lodret ikke er stærk nok til at støtte finnen, når hvalen bliver sat i fangenskab. Styrkningen af blodåren sker i den sene ungdom, hvor spækhuggeren bruger meget af tiden på dybt vand, og det menes at vandtrykket, som rygfinnen udsættes for, hjælper med at holde den lige. I fangenskab er der ikke noget tilsvarende vandtryk, og rygfinnen kollapser før blodåren kan styrkes. En anden teori går ud på, at tankene typisk er så små, at hvalerne bruger hele deres tid på at svømme i cirkler, og vandtrykket er derfor langsomt med til at skubbe rygfinnen til den ene side.
Spækhuggere i fangenskab har i enkelte tilfælde angrebet mennesker. I 1991 dræbte en gruppe af tre spækhuggere en træner ved navn Keltie Byrne i Sealand, British Columbia. Medarbejderne måtte ikke gå i vandet med spækhuggerne, og da træneren alligevel gjorde det, var spækhuggerne ikke klar over, at hun ikke kunne overleve under vandet. I 1999 i Seaworld, Florida, døde en turist, der havde sneget sig ned i poolen efter lukketid. Angiveligt døde turisten af hypotermi (afkøling af kroppen i vandet). Turisten var desuden ikke kommet yderligere til skade. I slutningen af juli 2004, under et show i SeaWorld Park i Texas, skubbede en spækhugger sin træner under vandet og forhindrede adgang til overfladen. Træneren kunne først reddes fra dyret efter adskillige minutter.
Spækhuggere i fangenskab har betydeligt reduceret gennemsnitlig levealder, hvor de gennemsnitligt kun lever indtil de er i 20'erne. Deres miljø i fangenskab har heller ingen relation til deres naturlige miljø, og de sociale grupper, de tvinges ind i, er også helt anderledes. Kritikere påpeger, at livet i fangenskab er stressfyldt p.g.a. de små bassiner, tvungne sociale grupperinger og kemisk ændret vand.
[redigér] Vandparker med Spækhuggere
- SeaWorld San Diego, Californien: 7 Spækhuggere - (Corky II, Kasatka, Ulises, Orkid, Sumar, Nakai, Kalia)
- SeaWorld Orlando, Florida: 9 Spækhuggere - (Katina, Tilikum, Kalina, Taima, Takara, Taku, Ikaika, Trua, Katina's 2006 Calf)
- Seaworld San Antonio, Texas: 6 Spækhuggere - (Kayla, Kyuquot, Keet, Unna, Tuar, Halyn)
- Miami Seaquarium, Florida: 1 Spækhugger - Lolita (også kendt som Tokitae)
- Six Flags Marine World, Vallejo, Californien: 1 Spækhugger - Shouka
- Marineland (Ontario) Ontario, Canada: 3 Spækhuggere - (Kiska, Nootka V, Athena)
- Marineland Antibes, France: 5 Spækhuggere - (Freya, Sharkane, Valentin, Inouk, Wiki)
- Loro Parque Tenerife, Kanarie Øerne: 4 Spækhuggere - (Keto, Tekoa, Kohana, Skyla)
- Mundo Marino, Argentina: 1 Spækhugger - Kshamenk
- Kamogawa Sea World, Japan: 6 Spækhuggere - (Bingo, Oscar, Stella, Lovey, Lara, Ran II)
- Taiji Whaling Museum, Japan: 1 Spækhugger - Nami
- Port of Nagoya public Aquarium, Japan: 1 Spækhugger - Ku
- Izumito Sea-Paradise, Japan: 1 Spækhugger - Asuka
[redigér] Populærkultur
Så sent som i 1970'erne blev spækhuggere præsenteret negativt i fiktion som blodtørstige rovdyr, hvis opførsel fik helten til at gribe ind for at lade byttedyret slippe væk.
Den stigende forskning i dyret og dens popularitet i akvarier har på dramatisk vis ændret dyrets billede i offentlighedens bevidsthed til et respekteret rovdyr, der er en ringe trussel for mennesket, på samme måde som det er sket for ulven.
Filmen "Befri Willy" (1993) fokuserede på at befri en tilfangetaget spækhugger. Filmens spækhugger Keiko blev oprindeligt fanget i vandene ud for Island. Efter rehabilitering blev han senere returneret til vandene ud for Norge, men han fortsatte med at være afhængig af mennesker, indtil han døde af lungebetændelse i december 2003.
[redigér] Miljøtrusler
Exxon Valdez-oliekatastrofen havde en negativ påvirkning på spækhuggerne i Prince William Sundet og Kenai-fjordene i området omkring Alaska. En lokal flok blev fanget i oliepølen; selv om flokken succesfuldt svømmede ud til klart vand, forsvandt omkring halvdelen af flokken i det efterfølgende år. Oliespildet har også påvirket mængden af byttedyr i området og har på den måde reduceret levevilkårene for andre flokke i området. I december 2004 havde forskere dokumenteret, at AT1-gruppen af gennemrejsende spækhuggere, der nu var nede på 7 individer, slet ikke havde reproduceret sig siden ulykken. Denne gruppe forventes at uddø.
Som alle andre dyr i de øverste led i fødekæden er spækhuggeren følsom over for forgiftning via ophobning af PCB'er i kroppen. En undersøgelse af dyrene ud for Washingtons kyst viser, at PCB-niveauerne i spækhuggere var højere end det niveau, som spættede sæler i Europa indeholdt og som gjorde sælerne syge af kemikaliet. Undersøgelser af spækhuggere i Tysfjorden, Norge, viser højere niveauer af PCB'er, pesticider og brommerende flammehæmmere end hos isbjørne. De potentielle effekter er reduceret forplantningsevne og begrænsning af immunforsvaret.
Andre trusler kommer fra en stor industri af hvalsafarier, hvor forskning indikerer, at de nysgerrige påvirker dyrenes opførsel. Samtidigt kan larmen fra skibstrafik og brug af sonar forstyrre den akustiske kommunikation og ekkolokationen hos spækhuggerne.
[redigér] Eksterne links
- Orca-Live
- Fotodatabase over tilfangetagne spækhuggere
- Database over vilde spækhuggere
- Spækhuggerbilleder fra Tysfjord, Norge
- 70South - Information om spækhuggeren
- Spækhuggere angriber gråhval
- Forskningsprojekt der undersøger spækhuggere i Norge
- Spækhuggerforskning fra New Zealand, Papua Ny Guinea og Antarktis
- FEROP - Russian Far East Orca Project (Engelsk side)
Minibussens destination Havpattedyr |