Hyperion (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hyperion

Hyperion fotograferet fra rumsonden Cassini den 10. juni 2005

Opdaget

16. september 1848, af William Cranch Bond, Geroge Phillips Bond og William Lassell

Kredsløb om Saturn

Afstand til Saturn (massecenter) Min. 1 438 478 km Max. 1 489 722 km Halve storakse 1 464 100 km Halve lilleakse 1 463 876 km Excentricitet 0,0175 Siderisk omløbstid 21d 6t 43m 12,0s Synodisk periode — Omløbshastighed Gnsn. — km/t Min. — km/t Max. — km/t Banehældning 0,568° i fh. t. Saturns ækv. Periapsisargument; ω — ° Opstigende knudes længde; Ω — °

Omgivelser

—

Fysiske egenskaber

Diameter 266 km Fladtrykthed — Overfladeareal 2,3·105 km² Rumfang — km³ Masse 5,686·1018 kg Massefylde 1100 kg/m³ Tyngdeacc. v. ovfl. 0,041 m/s² Undvigelseshast. v. ækv. 360 km/t Rotationstid — Aksehældning Varierer Nordpolens rektascension — Nordpolens deklination — ° Magnetfelt — Albedo 25 % Temperatur v. ovfl. Gnsn. — °C Min. — °C Max. — °C

Atmosfære

Atmosfæretryk 0 hPa Atmosfærens sammensætning —

Hyperion er planeten Saturns ottendestørste måne, og kendes også under betegnelsen Saturn VII (VII er romertallet for 7).

Indholdsfortegnelse 1 Navngivning 2 Fysiske træk 3 Hyperions rotation 4 Ekstern henvisning

[redigér] Navngivning

Hyperion blev opdaget året efter at John Herschell i sin publikation Results of Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope havde foreslået at opkalde de dengang syv kendte Saturn-måner efter titanerne fra den græske mytologi. Lassell opdagede Hyperion to dage efter William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, men blev den første der offentliggjorde sin opdagelse: Og ved den lejlighed valgte han at følge Herschells navngivnings-idé, og opkaldt månen efter titanen Hyperion.

[redigér] Fysiske træk

Hyperion er den største Saturn-måne der ikke har facon som en kugle: Den er efter al sandsynlighed et af de brudstykker der blev tilbage da en større måne engang i fortiden er blevet slået i stykker af et voldsomt meteorit-nedslag. Det største krater på Hyperions overflade er 10 kilometer dybt og omtrent 120 kilometer i diameter — næsten halvdelen af hele Hyperions gennemsnitlige udstrækning.

Hyperions lave massefylde tyder på at den som de fleste af Saturns måner langt overvejende består af is, måske med en smule klippemateriale. Hyperion skiller sig ud fra de fleste andre måner omkring Saturn ved at være temmelig mørk; dens overflade tilbagekaster blot en fjerdedel af det lys der falder på den, så den må være dækket af i det mindste et tyndt lag af et andet og mørkere materiale af is. Det er muligvis støv der kommer fra Phoebe og Iapetus.

[redigér] Hyperions rotation

Billederne fra rumsonden Voyager 2 og eftergølgende målinger fra Jorden viser at Hyperion roterer på en kaotisk måde: Modsat alle andre måner og planeter i Solsystemet bliver Hyperion ikke ved med at rotere omkring en fast omdrejningsakse der altid peger i den samme retning, men "tumler" rundt i tilfældige retninger. Simulerede computermodeller af Saturns måner tyder på at andre af Saturns irregulære måner tidligere kan have drejet om sig selv på samme kaotiske måde.

Den specielle rotation skyldes en kombination af omstændigheder, som er unik for Hyperion: Den er irregulær ("kartoffelformet") frem for kuglerund, og dens forholdsvis langstrakte bane bringer den med jævne mellemrum tæt på den noget større måne Titan: Hver gang Hyperion foretager tre omløb omkring Saturn, har Titan været fire gange rundt, og hver gang Titan "overhaler" Hyperion, kommer den tæt nok på til at dens tyngdekraft kan trække i den "lange ende" af Hyperion der tilfældigvis er tættetst på.

Hyperions særlige måde at dreje om sig selv, gør at overfladen er meget ensartet, modsat de Saturn-måner der har bunden rotation og som følge deraf to halvkugler med markant forskelle landskaber.

[redigér] Ekstern henvisning

De ni planeter: Hyperion