Imhotep
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Imhotep (Egypten, ukendt fødselsår til ca 2649 f.Kr) var vesir for faraoen Djoser under Det 3. dynasti. Han var en af de største gammel-egyptiske vismænd og ypperstepræst for guden Ptah. Han har haft stor indflydelse indenfor blandt andet medicin og arkitektur.
Han er bedst kendt som arkitekten bag den første "rigtige" ægyptiske pyramide - Djosers trinpyramide i Sakkara. Det menes at være Imhoteps planer for pyramidebygning, der har inspireret og været anvendt til alle senere opførelser af pyramider i det gamle Egypten (herunder de nok mest kendte, pyramiderne i Giza udenfor det moderne Cairo).
Imhotep blev i det gamle Egypten regnet for at være medicinens og lægegerningens fader. Han blev ca 2000 år efter sin død ophøjet til gud (Ptahs søn) for lægevidenskab og helbredelse. I denne skikkelse er der direkte linjer fra Imhotep til den græske lægegud Asklepios, og herigennem til den medicin der praktiseres i Vesten idag.