Informationsvidenskab
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Informationsvidenskab er en uddannelse ved følgende danske universiteter: Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Biblioteksskole og Syddansk Universitet (Campus Kolding).
Uddannelsen er tværfaglig: Den placerer sig midt mellem kommunikationsteoretiske, historisk-samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige traditioner. Den fokuserer på informationsteknologi, på den nye verden af muligheder i informationssamfundet og på begrebet information.
Den nye informationsteknologis indførelse overalt tvinger os til at se vores opfattelser af information, kommunikation og viden med nye øjne. Megen kommunikation foregår gennem elektroniske medier. Disse medier giver os helt nye muligheder for at repræsentere, kommunikere og præsentere viden og oplevelser. Det er en af Informationsvidenskabs opgaver at analysere de nye muligheder og finde ud af, hvordan vi kan bruge dem.
Vi lever i et samfund, hvor flere og flere beskæftiger sig med produktion og distribution af viden og information. Hvordan er dette samfund fremkommet? Hvad betyder det for vores hverdag og den måde, vi organiserer vores arbejde på? På Informationsvidenskab forsøger vi at opnå en forståelse af hvilke forandringer informationsteknologien medfører, og hvad disse forandringer betyder for os som mennesker. Dette gøres bl.a. gennem analyser af konkrete arbejdssammenhænge samt ved at anlægge et historisk perspektiv.
Der er mange måder at designe teknologi på. Computeren er for mange mennesker noget skræmmende eller uforståeligt. Sådan behøver det ikke være. På Informationsvidenskab er samspillet mellem mennesket og teknologien i højsædet. Vi lærer herudover basale teknologiske færdigheder - om brugervenlighed, om at involvere brugere i udviklingsprocessen og om at tilpasse computersystemer til en bestemt organisation.
Uddannelsen er ekstremt diffus i den forstand, at det i stor udstrækning er op til den enkelte studerende at bestemme indholdet af uddannelsen på et tidligt stadium af studiet.
[redigér] Ekstern henvisning
- http://www.informationsvidenskab.hum.aau.dk/ - Informationsvidenskab, Aalborg Universitet
- http://www.imv.au.dk/ - Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet
- http://www.infovid.sdu.dk/ - Informationsvidenskab, Syddansk Universitet (Campus Kolding)
- http://www.it-uddannelser.nu/index.php?id=9 - Future people, Informationsvidenskab