Karneval i København
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Karneval i København er en begivenhed der bliver afholdt hvert år i maj eller juni i København. Karnevallet blev første gang afholdt i 1982 med temaet "Gaden er scenen og du er gøgleren"
I dag afholdes Karneval i København af Landsforeningen KIK.
Karneval i København blev startet af den herboende engelske kunstmaler John Little i 1981. Han havde oplevet karnevalet i Vestindien og var imponeret af den livsglæde og fantasi, det var udtryk for. I Danmark fik John startet Karneval I Maj, (KIM) som gruppen hed, fik et lille kontor i Krystalgade, for at rejse penge, lave PR og starte lokalgrupper, hvor der blev undervist i samba af Simba, karnevalets førstedanser. PR-indsatsen var bl.a. små lokale optog, fx til fodboldkamp i Idrætsparken og rundt i gaderne samt en bearbejdelse af presse. Billedkunstneren Anni Hedvard lavede plakaten.
PR-gruppen de forventede 200.000 deltagere til karnevalet i pinsen 1982, og det stod i alle overskrifter. Heldigvis var vejret meget fint, så det blev en kæmpe succes. Bortset fra oprydningen, der kom til at koste byen en formue, bl.a. grundet de mange knuste flasker, der var blevet brugt til at slå rytmen med. Man havde ellers søgt at sikre økonomien ved at arrangere nattefester i Forum og i Arbejdernes Forsamlingsbygning, senere Arbejdermuseet, i Rømersgade. Karneval I Maj fik PH-prisen i 1982.
Året efter blev der indkøbt store mængder billige rytmeinstrumenter i Brasilien, hvortil inderkredsen i Karnevalskomiteen havde fået sponsoreret flybilletter for at hente inspiration, tage billeder, lave film og købe ind i samarbejde med bl.a. Magasin og det brasilianske luftfartselskab VARIG, der fløj de anseelige indkøb hjem ganske gratis.
En del af karnevalsmagerne var på et kort besøg hos det caribiske karneval i Notting Hill i London. Her blev lavet aftaler med bl.a. steelpan bandet London All Stars. De blev et hit under karnevalet i 1983, hvor deres rullende float med steelpans blev skubbet rundt i gaderne af et begejstret publikum.
Desværre endte også karnevalet de følgende år med store underskud og gik efter nogle år neden om og hjem efter Karneval i 1993.
Men allerede året efter i 1994 tog nye folk over og dannede Landsforeningen KIK (Karneval i København), der er en paraplyorganisation for karnevalsgrupper, sceneorkestre, gøglertrupper og andre grupperinger og foreninger, der beskæftiger sig med folkekultur i Danmark. Karnevallet i 1994 blev derfor stadig afholdt.
I dag afholdes det store Karneval i København stadig af Landsforeningen KIK.