Kaspar Hauser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl eller uklare formuleringer. Artiklen bør revideres eller rettes kraftigt op.

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Kaspar Hauser (30. april?, 1812 - 17. december, 1833) var et gådefuldt forladt barn med tilknytning til Badens royale.

[redigér] Historie

I året 1828 kom en ung mand vaklende ind ad den tyske by Nürnbergs byport i tøj, der var alt for stort til ham og iført et par støvler, der gabede, så de blodige tæer stak frem!

Hvor kom han fra, hvem var han? Ingen i Nürnberg vidste det, heller ikke de to skomagerlærlinge, der var de første til at få øje på den mærkelige fremtoning. Da de spurgte efter hans navn, stammede han bare: "...vil være en rytter lissom min far, rytter lissom min far." Og så så han ud som om han var faldet ned fra en fremmed planet. Var han sindssyg -åndssvag - eller gjorde han bare nar?

Skomagerne fik den dårligt gående, halvvoksne dreng bukseret hen til byens ritmester. Ingen kendte ham. Han var stor, underligt foroverbøjet i sin gang og kunne kun sige den ovennævnte sætning. Desuden virkede han så rystende nervøs for alt det fremmede, at han ustandseligt fór sammen ved den mindste lyd. Sollys skar ham i øjnene som syle, så han måtte holde hænderne for dem og med regelmæssige mellemrum brød han ud i en hjerteskærende gråd som om stort set alt gjorde ondt på ham. Mest af alt lignede han en mellemting mellem en lille, hjælpeløs baby, en stor skoledreng og en ung prins, der er blevet forbyttet.

Nürnbergs ritmester fik overrakt et brev, drengen havde haft i hånden ved sin ankomst. Det var stilet til ritmesteren selv og indeholdt en besked på bayerisk dialekt. Det forklarede, at den unge mand havde været i pleje hos en fattig håndværker, der havde lært ham alt, hvad han kunne, men nu ikke længere havde råd til at have ham boende. Alle i byens øvrighed var i vildrede. Hvad skulle man stille op med drengen? I dag ville det svare til at en fremmed pludselig indfandt sig i vores velordnede samfund, uden personnummer og pas - og uden overhovedet at kunne udtrykke sig på menneskelig forståelig måde. Han ville simpelt hen ikke eksistere, den psykiatriske afdeling ville dårligt nok kunne tage imod ham.

Kaspar Hauser - han havde skrevet sit navn hos ritmesteren på et stykke papir - blev sendt til byens politi, som anbragte ham i en stald for natten. Han virkede lykkelig, da man gav ham en kop vand og en humpel tørt brød. Alt andet mad fik han kvalme af, bare lugten af kød gjorde ham fysisk syg. Efter et stykke tid blev drengen anbragt i et tårnværelse, der var blevet indrettet til ham. Hver dag kom nysgerrige for at se den mærkelige mand. Tale kunne han som nævnt dårligt nok, men det viste sig efterhånden at han var umådeligt lærenem, det var som om han kun behøvede se en ting en eneste gang, så huskede han den. Navne gik lige ind på lystavlen. Samtidig havde han noget barnligt og uskyldigt over sit væsen, så alle kom til at holde af ham. Dyr nærmede sig ham fuld af fortrolighed, når han var ude at gå, fugle satte sig på hans hoved og vilde dyr blev hans ven. Nogen i byen kaldte ham af den grund for "paradismennesket". Men da man ikke vidste, hvem han var, var man også usikker på, hvad man skulle stille op med ham. Han hørte ikke til nogen steder.

Endelige besluttede en pædagog i byen, Georg Friedrich Daumer, sig for at optage ham i sit hus og begyndte nu at undervise ham privat hver dag. Kaspar Hauser viste sig som en overordentlig lærevillig elev. Langsomt blev han bedre til at tale. Før havde han aldrig brugt det lille ord "jeg" om sig selv, men omtalte sig selv som "Kaspar", nu begyndte han endog at føre dagbog.Tegne og male var han efterhånden meget dygtig til. Der er bevaret nogle akvareller fra hans hånd, smukke sirlige og levende gengivelser af blomster og frugter. De viser en betydelig sans for enkeltheder og skønhed. I det hele taget var Kaspar et menneske, som nok intellektuelt var tilbagestående (i begyndelsen i hvert fald), nemlig fordi disse evner aldrig var blevet udviklet. Idag ville han måske være blevet testet til en intelligenskvotient omkring 70. Til gengæld var hans menneskelige egenskaber enestående. Hans hukommelse var fænomenal, han havde en dyb medfølelse med sine omgivelser og var i det hele taget et meget følsomt og stærkt sansende menneske, der så på hele verden med barnets friske øjne. Da han første gang så et landskab ud igennem et vindue, troede han det var malet på væggen. Farver skar ham for det meste i øjnene og farven grøn oplevede han som direkte hæslig. Da han første gang en morgen så at sneen havde lagt sig på jorden, træerne og tagene i den lille by, blev han chokeret og spurgte, hvem der om natten havde været ude og male alting hvidt! Og sådan så han hele verden, ligesom for første gang.

Nogen ville måske betegne ham som dum, men sagen var, at han virkelig oplevede mange ting for første gang. Ligesom et lille barn oplever det, før det er hæmmet af den viden, vi senere får om tingene og de navne, vi bruger om dem. Denne kendsgerning begyndte gradvist at lede omgivelserne på sporet af hans mærkelige skæbne. I den dagbog, han førte, dukkede der gradvist mærkelige erindringsglimt op - om fornemme værelser, en dame i fine gevandter og et våbenskjold, som han også tegnede en skitse af.

I virkeligheden var han først som ung mand for alvor blevet lukket ud i verden. Efterhånden som Kaspar fik mere sprog, kunne han begynde at fortælle, hvad han havde oplevet, inden han kom gående ind i Nürnberg. Og det var en sælsom fortælling. Så langt tilbage, han kunne huske, havde han siddet i et halvmørkt lille rum med benene strakt ud foran sig. Han huskede, at han kun lige akkurat kunne sidde med ret ryg opad muren uden at støde hovedet mod loftet. Lidt lys var strømmet ind i rummet fra et firkantet hul i væggen. Han havde haft en træhest på hjul til at lege med og ved hans side stod en lav potte, som han med besvær kunne løfte sig op på, når han var trængende. Når han vågnede op efter at have sovet, var der undertiden stillet et krus med vand og noget brød frem til ham. Desuden var potten tømt og hans klæder skiftet. Han havde drukket og spist og nogengange smagte vandet lidt bittert, hvorefter han altid hurtigt faldt i søvn. Sådan havde han levet så længe han kunne huske det og bortset fra de sparsomme erindringer om nogen fornemme omgivelser ikke kendt til andet. Pludselig en dag var en mand kommet ind i rummet til ham, havde rejst ham op på benene og slæbt ham op ad nogle trapper, op i et værelse, hvor han havde sat ham i en stol. Her havde manden lært Kaspar Hauser at føre en pen og skrive sit eget navn. Manden havde også lært ham at gå ved at trave op og ned ad gulvet med ham med en arm om hans liv. Det var svært og havde gjort ondt, for Kaspar Hauser havde siddet så længe på det hårde gulv med benene strakt ud foran sig, at der var kommet en misdannelse i haserne.

Kaspar havde altid siden problemer med at gå. Han var som et menneske, hvis udvikling kunstigt var holdt i ave og som derfor var blevet stående på et tidligt tidspunkt. Dette og den lange indespærrethed i næsten totalt mørke var grunden til hans overfølsomhed overfor lyde og lugte. Han var som et menneske, der var blevet voksent uden at have fået nogen påvirkning udefra af andre mennesker. Hans opdragere skønnede, at han måtte have været omkring 16 år, da han ankom til Nürnberg. Da han intet kunne huske om nogen tilværelse før han befandt sig i det lille rum, og da man samtidig var bevidst om, at et menneskes bevidste erindring begynder ved 2et halvt til 3-års alderen, sluttede man sig til, at han måtte have opholdt sig i sit fængsel i omkring 13 år. En frygtelig skæbne!

Nyheden om Kaspar Hauser bredte sig da også med lynets hast. Han blev kendt i det meste af Europa under navnet "Europas hittebarn". Rygterner begyndte at svirre om hans herkomst. En tysk kriminolog og forfatter, Anselm von Feuerbach, var tidligt klar over, at man her stod over for en forbrydelse. Han dykkede ned i mysteriet og fandt underlige forhold i tronfølgen ved et fyrstehus i Baden. To spæde drengebørn, retmæssige arvinger til fyrstehusets trone, var omkommet under mystiske omstændigheder. Den ene, født den 29. september 1812, var angiveligt død i vuggen få dage efter fødslen. Den teori opstod, at denne dreng var Kaspar Hauser, som så skulle være byttet ud med et dødssygt spædbarn og være anbragt i kælderen af huset hos nogle tjenestefolk, som var blevet betalt for at tie stille. Intet af dette er bevist med sikkerhed, men meget tyder på, det kan forholde sig sådan, ikke mindst Kaspar Hausers egen person, hans udseende og store begavelse. Men også det faktum, at nogen brød sig meget lidt om, at han blev kendt. Bortset fra talrige forsøg på at gøre ham til en svindler og løgner, blev han i 1829, efter at rygterne om ham var begyndt at brede sig, udsat for et mordforsøg. En mand trængte ind i det hus, hvor han boede, og forsøgte at myrde ham. Og i 1833 blev Kaspar Hauser, nu omkring 21 år gammel, stoppet af en ukendt i byen Ansbachs gader og opfordret til at give møde i parken hen på aftenen. Kaspar var alene, da han mødte op. Han blev tiltalt af en fremmed maskeret mand, der rakte en pung frem imod ham med ordene: "Denne pung indeholder hemmeligheden om din virkelige identitet". Netop som Kaspar tog imod pungen blev han dolket flere gange med en stor kniv. Pungen viste sig senere at indeholde en kryptisk besked skrevet med spejlskrift.

Kaspar Hauser døde af sine sår, men indtil det sidste var der kredse, der forsøgte at så tvivl om hans historie fra parken. Man betragtede ham som en løgner, der ville gøre sig interessant.

I 1829 - efter det første mordforsøg - havde Daumer måttet opgive sin stilling som Kaspars værge. Kaspars situation var simpelt hen for udsat.Og tiden herefter blev en flakken fra sted til sted i resten af hans korte liv. Han må have været ufattelig ensom. Uden familiebånd, nære venner og uden nogen stilling i samfundet blev han betragtet dels som en kilde til spændende rygtedannelser, dels som et "fænomen" af videnskabelig interesse. Samtidig var han begyndt at forandre sig. Han havde hele tiden på engang været et uskyldigt barn uden forældre, en skoledreng, der lige var begyndt at tilegne sig kundskab, samt en ung mand i puberteten, med de problemer, dét nu giver.

Men uskylden og de oprindelige evner forsvandt efterhånden som Kaspar begyndte at spise kød og blive bogligt dannet. Samtidig viste en engelsk adelsmand, Lord Stanhope, der havde adopteret ham (og iøvrigt efter Kaspar Hausers død gjorde hvad han kunne for at bagvaske ham) en påfaldende interesse for at forkæle den unge mand og udsætte ham for uheldige påvirkninger, der gjorde ham både forfængelig og løgnagtig. Kaspar var begyndt at dække sig bag en maske af hovmod og tillærte floskler. Hans totale anderledeshed i forhold til omgivelserne blev ham mere og mere pinligt bevidst. Kaspar Hausers tragiske liv endte altså i den sydtyske by, Ansbach, ikke langt fra Nürnberg. På hans gravsten kom til at stå:

HER LIGGER
KASPAR HAUSER
SIN TIDS
MYSTERIUM
HANS FØDSEL UKENDT
HANS DØD
UOPKLARET
1833

Enhver, der måtte have lyst, kan idag tage til Sydtyskland og bese denne gravsten, det interessante Kaspar Hauser-museum eller Svaneridder-kapellet i den lokale Sankt Michaels kirke, hvor han skal være blevet konfirmeret. Og der findes mange andre lokaliteter, som på en eller anden måde er knyttet til Kaspar Hausers navn og historie. Et mysterium er netop, hvad Kaspar Hauser var. Ukendt af oprindelse og med en uvis fremtid, uden arv, hjem og borgerlige tilhørsforhold, kastet ind i en verden, hvor et menneske defineres efter hvad det kan gøre i kraft af det, det har fået med via arv og miljø, ikke efter, hvad det ER i sin rene menneskelighed. Denne rene uskyldige menneskelighed var Kaspar Hauser et levende udtryk for, det vidner alle øjenvidneskildringer fra hans første tid i Nürnberg om. Nogle forskere mener, at han som fyrste kunne have fået enorm betydning for Mellemeuropas og dermed resten af verdens politiske forhold. En del af mysteriet ligger i spørgsmålet, hvorfor Kaspar Hausers fjender ikke valgte at slå ham ihjel fra starten. Det - og meget andet- kan der skrives lange bøger om.

Men det står fast, at Kaspar Hauser den dag idag kan stå som et symbol på den rene menneskelighed, vi måske får mere og mere brug for i fremtiden, ikke mindst i en tid, hvor de gamle metoder med at støtte sig til familie og traditioner viser sig utilstrækkelige i den måde, vi definerer os selv på.