Knud den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fakta om Knud 2. den Store
Født	ca. 995
Fødested	Danmark
Død	12 november 1035
Begravet	Winchester Cathedral
Regeret	>England 1016-1035<br
Valgsprog	{{{valgsprog}}}
Far	Svend Tveskæg
Mor	Swiatoslawa af Polen net Sigrid
Ægtefælle	Ælfgifu Ælfhelmsdatter Emma af Normandiet
Børn	med Ælfgifu: Svend Knutsson Harald Harefod med Emma Knud 3. Hardeknud Gunhild

Knud den Store (Knud 2.) (ca. 995-1035), søn af Svend Tveskæg, konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35.

Efter Svend Tveskægs død blev Knud af den danske hær valgt til konge i England. Man ved ikke hvorfra Saxo har sine oplysninger om, at Harald 2. blev valgt til Danmarks konge efter Svends død.

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige dansker og sendte i stedet bud til ekskong Ethelred, som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Her afviste kong Harald Svendssøn efter sigende at dele magten med sin lillebror, men han skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå igen med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham, men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde hans (Ethelreds) søn Edmund Jernside krav på kongemagten.

De to stredes i månedsvis, men efter et blodigt slag i oktober 1016 mødtes Edmund og Knud på en ø i floden Severn og aftalte at dele riget imellem sig. Knud, der stod som sejrherre, fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyrlig sum af £ 82.500. Samme år døde broderen Harald, og Knud rejste til Danmark, vistnok først det følgende år, og modtog den danske krone.

Knud erobrede Norge i 1028 og indsatte som regenter sin mindreårige søn Svend og sin tidligere frille Ælfgifu (Svends mor). Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Knud den Store døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Han må altså have været født i 995 eller 996. Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, var egentlig "Knud den Rige", dvs "den mægtige". De fleste kender sikkert historien om kongen. der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store med denne demonstration ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan kommandere over elementerne. Historien er muligvis opstået som ren kirkelig propaganda.

Knud blev efterfulgt af sønnen Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn, Henrik (den senere kejser Henrik 3.).

Efterfulgte:	Kongerækken Norges regenter	Efterfulgtes af:
Harald 2. (1014-1018) I Norge: Olav den Hellige (1015–1028)		Hardeknud (1035-1042) I Norge: Svend Knutsson (dansk styre) (1030–1035)