Koltur
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Koltur (dansk Kolter) er en færøsk ø foran Streymoy.
- Areal: 2,5 km² (rang 17)
- Indbyggere: 2 (rang 17, den 31. december 2002)
- Højeste fjeld: Uppi á Oyggj (eller Kolturshammar), 477 m
- Antal fjelde: 2
- Postnummer: FO-285
- Kommune: Tórshavnar kommuna
- Markatal: 17 mk.
I nordvestlig retning og ikke langt fra Hestur ligger øen Koltur, som er den mindste beboede ø på Færøerne, kun 2,5 km², og der bor én familie. Omtrent halvdelen af jorden på Færøerne er kongsjord, som er delt op i større og mindre bondegårde. Koltur er en sådan bondegård og er bortfæstet til en bestemt bonde.
En stor del af øen er et højt fjeld (478 m), som muligvis har givet den sit navn efter det oldnordiske ord koltr, som betyder fjeldknude. En anden teori siger, at navnet er et tidligt lån fra engelsk colt og derfor betyder føl. Det kunne svare til naboøen Hestoy (Hestø) i syd.
Ligesom Hestur har Koltur været beboet siden vikingetiden på Færøerne eller tidlig middelalder.
Oprindelig var øen én gård, men den blev tilbage i tiden opdelt i to gårde, og dermed har man fået to býlingar. Den oprindelige kaldes Heimi í Húsi, den anden Norðuri í Gerðum. En senere opdeling resulterede i fire gårde. Folketallet steg og var omkring 50, da det var størst. I en årrække boede her tilsidst kun to familier, som ikke talte sammen. Ingen på Færøerne ved, hvad grunden var til det. Da de forlod øen i 1989, var den ubeboet.
De nuværende beboere kom i 1990'erne. Det er Lükka og Bjørn Patursson (en bror til Tróndur Patursson) fra Kirkjubøur, og de bor Norðuri í Gerðum (kendt som Koltursgarður), og med økonomisk støtte fra offentlige og private pengeinstitutter og fonde er man i gang med at restaurere den oprindelige gård med beboelseshuse, udhuse m.m. Meningen er at bevare en gammel færøsk býling.
Den anden býlingur Heimi í Húsi har været skueplads både for filmen Barbara, og den islandske film Dansurinn (Her skal danses) efter William Heinesen. Dronning Margrethe 2 besøgte øen i 1995, og så kan man nu vandre i hendes fodspor, hvad der faktisk er et turistprogram på Koltur.
Der er ingen regulær færgeforbindelse, men om sommeren arrangeres der bådture fra Gamlarætt og Tórshavn, mens helikopteren fra Atlantic Airways flyver hele året.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Koltur.com (hjemmesiden af kongsbonden)
- Faroestamps.fo - Koltur (på dansk, grundlag for denne artikel)
- Dyreborg, Palle: "Koltur - Tusind års bosætning midt i verdenshavet", Naturens Verden, nr. 11-12/1999, vol. 82, side 22-37.
- Galathea 3 - "Enestående kultur på Koltur" (16. august 2006)
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Færøerne | ![]() |
|
---|---|---|
Borðoy | Eysturoy | Fugloy | Hestur | Kalsoy | Koltur | Kunoy | Lítla Dímun | Mykines | Nólsoy | Sandoy | Skúvoy | Stóra Dímun | Streymoy | Suðuroy | Svínoy | Vágar | Viðoy| |