Kong Salomo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Kong Salomo (hebraisk: שְׁלֹמֹה, (Shelomo eller Shlomo) arabisk: سليمان, (Sulayman)) er en person der beskrives i mellemøstlige skrifter som en vis hersker over et imperie centreret om Israel. Legenderne siger at han fødtes i Jerusalem omkring 1000 f.Kr. og regerede Israel fra omkring 970 f.Kr. til 928 f.Kr.. Hans navn betyder fred.

Skrifterne siger at Salomo var søn af Kong David. Han kaldes også Jedidiah i Tanakh (Det gamle testamente), og beskrives som den tredje konge af det forenede monarki, og den sidste konge før imperiet blev delt i Israel og Judæa.

Biblen fortæller at Salomo stod bag byggeriet af Templet i Jerusalem. Biblen fortæller at Salomo besad stor visdom, rigdom og magt. Han er genstand for mange senere legender. De fortæller blandt andet at Salomo var en så god og retfærdig konge, at tillægsordet salomonisk netop betyder "vis og retfærdig".

[redigér] Historisk person

Der er til dato ikke fundet afgørende beviser, uden for religiøse skrifter, for, at der findes en historisk person, der ligger til baggrund for Bibelens beskrivelse af Salomo. Der er dog fundet forskellige inskriptioner, og udgravningerne fortsætter.

[redigér] Navnet Salomo

Navnet Salomo, på hebraisk Shlomo, kan oversættes til fredfuld, hel og fremgangsrig. I biblen giver Gud Salomo navnet Jedidiah, der betyder ven af Gud eller elsket af Gud. Nogle forskere har ment at Salomo derfor er et navn han enten tog da han besteg tronen, eller som han fik ved sin død.

Han er en af de få figurer i biblen der ikke beholder det navn han har fået af Gud.

[redigér] Biblens Salomo

Salomo var Kong Davids 11. søn. Hans moder var Bathsheba. Ifølge biblen gjorde David ham til tronarving istedet for sin førstefødte søn Adonijah.

Salomo blev kronet før Davids død, fordi Adonijah efterstræbte tronen. Salomo tilgav ham dog dette, men da han igen forsøgte at få tronen ved at forsøge at gifte sig med den jomfru der skulle holde David varm, fik Salomo ham henrettet.

Det beskrives at Salomo omgav sig med storslået luxus, og at hans regering var vellykket. Han indgik en alliance med Hiram den første, kongen af Tyrus, der hjalp ham med mange af hans projekter. Han skal også have færdiggjort et tempel der skulle rumme pagtens ark i Jerusalem. David skal have påbegyndt byggeriet. Dette blev gjort med materialer sendt fra kong Hiram.

Efter templet var færdiggjort skal Salomo have rejst mange andre vigtige bygninger i Jerusalem, han skal have bygget det kongelige palads på Ophel, samt vandforsyninger og forsvarsværker. Hverken paladset eller templet er der dog fundet rester af ved arkæologiske udgravninger.

Ifølge biblen nød Israel stor økonomisk fremgang under Salomos styre, og der var udbredt handel med Tyrus, Egypten og Arabien, samt over vandet med Spanien, Ophir og det sydlige Indien.

[redigér] Salomo i jødedommen

Kong Salomo er en af de centrale bibelske figurer i den jødiske religion, og har stadig religiøse, nationale og politiske aspekter i dag. Fordi han byggede det første tempel i Jerusalem og var den sidste regent af det forenede jødiske rige Israel før det blev genetableret i moderne tid som staten Israel. Ifølge den jødiske tradition har Salomo skrevet tre af biblens bøger:

Mishlei (en samling fabler og visdom om livet)
Kohelet (en bog om filosofi)
Shir ha-Shirim (en fortælling om erotisk kærlighed)

[redigér] Salomo i Islam

Salomo optræder også i Koranen, hvor han kaldes سليمان, hvilket kan oversættes til Sulayman, Suleiman eller Sulaimaan. Koranen fortæller at at han er søn af David (arabisk: Dawud), og at han var en profet og en stor hersker, som Gud havde tildelt stor visdom. Udover mennesker havde han også jinner, ånder i sin magt, og han kunne forstå fugle og myrers sprog. Han skal også have haft kontrol med vinden.

Da Salomo skulle dø, rejste han sig og bad støttet til sin stok. Han døde stående, og Gud lod ham stå oprejst i døden, så hans jinner troede at han stadig var levende, indtil Gud fik en termit til at svække stokken så hans krop faldt. Derefter mente man ikke længere at Jinner og mennesker vidste alt, men at kun Gud var alvidende.