Landskab
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Landskab er et geografisk eller naturmæssigt område, et udsnit af jordoverfladen, som er afgrænset mere eller mindre tydeligt fra de omgivende landskaber. Landskaber (eller måske snarere: Landskabstyper eller Landskabsformationer) kan f.eks. være:
- Naturlige landskabsformer
- Bakkelandskab
- Bjerglandskab
- Karstlandskab
- Marsklandskab
- Ørkenlandskab
- Ådalslandskab
- Kulturlandskaber
Naturlandskabet eller det "naturlige landskab" er et landskab, som ikke er påvirket af mennesker, eller som næsten ikke er det. Kulturlandskabet er derimod et landskab, som er formet af mennesker ved landbrug, kvægavl og gartneri eller ved anlæggelse af parker, infrastruktur og boliger. Begrebet kulturlandskab omfatter også bylandskab og industrilandskab.
Landskaber kan have egennavne, dvs. stednavne, som f.eks. "Sydfynske Øhav", "Skagens Gren" eller "Kullen". Samtidig er Kullen dog også et klippelandskab, og det kunne samtidig indordnes under skovlandskaber. Det virker yderligere forvirrende, at videnskaben arbejder med makrolandskaber og lokallandskaber. Man mangler en slags systematik, svarende til den, der bruges inden for de biologiske fagområder, men der er endnu kun opstillet nogle forsøgsvise og foreløbige modeller. Problemet er, at de fleste landskaber rummer både naturlige og kulturskabte egenskaber. Det har ført til, at begrebet næsten kun bruges i daglig tale eller i skønlitterære sammenhænge.