Lattergas
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dinitrogenoxid | |
---|---|
Synonymer: | Kvælstofforilte, Lattergas |
Sumformel: | N2O |
Struktur: | ![]() |
Stofgruppe: | Kvælstofilte |
Farve: | Farveløs gas |
Fysiske egenskaber | |
Molvægt | 44,0128 g/mol |
Massefylde | 1,977 g/cm3 (101,325 kPa) |
Smeltepunkt: | -90,8 ° C (101,325 kPa) |
Kogepunkt: | -88,5 ° C (101,325 kPa) |
Dinitrogenoxid kendes også som lattergas eller kvælstofforilte, og ved stuetemperatur og atmosfærisk tryk er det en farveløs, ikke-brændbar gas med en behagelig, let sødlig lugt. Navnet "lattergas" skyldes den virkning denne gas har på mennesker der inhalerer den, og den bruges også som bedøvelsesmiddel, især af tandlæger. Gassen virker også som drivhusgas.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Tekniske anvendelser
Dinitrogenoxid bruges som
- Bedøvelsesmiddel (ofte hos tandlæger og ved fødsler)
- Drivgas til fødevarer på "spraydåse", f.eks. flødeskum
- Iltningsmiddel for stempelmotorer: Dinitrogenoxid leverer mere ilt til motorens forbrænding pr. rumfangsenhed end atmosfærisk luft.
[redigér] Sundhed og sygdom
Ved indånding forårsager dinitrogenoxid den føromtalte ufølsomhed overfor smerte, samt eufori, svimmelhed og i visse tilfælde en svag afrodisisk virkning. Større doser over kort tid kan desuden medføre mild kvalme eller blivende svimmelhed, muligvis pga. af den højere koncentration af adrenalin eller endogene opioider i blodet under indånding. Gassens analgetiske virkning skyldes muligvis, at den fungerer som en opioid ligand, eller frigiver kroppens naturlige reserver af disse. Alternativt kan modulation af det noradrenerge system i hjernen være årsag til den analgetiske virkning. Gassen i sig selv er ugiftig, men kan fortrænge den nødvendige ilt i indåndingsluften og derigennem føre til kvælning (hypoxi).
Længere tids brug i større mængder er forbundet med mangel på B12-vitamin, hvilket afstedkommer uheldige fysiske reaktioner. Det er gennem forskning blevet bevist, at N2O ikke, som andre rekreative inhalanter, er neurotoksisk.
[redigér] Dinitrogenoxid som rusmiddel
Der findes eksempler på misbrug af dinitrogenoxid som et rusmiddel, hvilket er en af årsagerne til at gassen udfases til fordel for andre bedøvelsesmidler. I ca. 30 stater i USA er det forbudt at bruge dinitrogenoxid for dets euforiske virkninger.
[redigér] Historisk
Lattergassen blev første gang beskrevet af Joseph Priestley i 1772. Syntesen på det tidspunkt foregik efter formlen:
2NO + H2O + Fe -> N2O + Fe(OH)2
I 1790'erne eksperimenterede Humphry Davy sammen med nogle venner (herunder digterne Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey) med at inhalere gassen. De opdagede hurtigt at dinitrogenoxid virker sløvende på smertesansen uden at personen mister bevistheden helt, og siden blev stoffet brugt som bedøvelsesmiddel.