Marcus Aemilius Lepidus
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marcus Aemilius Lepidus var en aristokratisk politiker i det 1. århundrede f.Kr. Han er simpelt kendt som Lepidus, han var søn af Marcus Aemilius Lepidus og Appuleia. Hans fra var også involveret i et oprør mod Republikken og døde som følge heraf. Han var medlem af det andet triumvirat og Pontifex Maximus
Lepidus var blandt Julius Cæsars største støtter. Han startede sin cursus honorum som prætor i 49 f.Kr. og blev belønnet som konsul i 46 f.Kr. efter nederlaget af Pompejus i Østen. Efter mordet på Cæsar den 15. marts 44 f.Kr. allierede Lepidus sig med Marcus Antonius i et fællesskab efter magten. Men Cæsar havde efterladt en arving: Octavianus, hans grandnevø og adoptivsøn. Han havde en lige så stor ambition og popularitet, der skulle til at bestige rangstigen. Sammen formede de tre det andet triumvirat. Lovliggjort med navnet Triumvirs for Folkets Organisation af Lex Titia i 43 f.Kr. Triumviratet havde en livslængde på fire år, og blev fornyet i 38 f.Kr. med den samme livslængde.
Efter nedkæmpelsen af Østen og nederlaget af de mennsker, som stod bag mordet på Cæsar, hvor Lepidus forblev i Rom. Han gik hen og blev guvernør over de vestlige provinser Hispania og Afrika. På en eller anden måde lykkes det Lepidus at undgå at stå på Octavianus' eller Antonius' side, men i 36 f.Kr. lykkes det Octavianus at dømme Lepidus efter en fejlslagne politik. Lepidus blev dømt for oprørstiftelse i Sicilien og blev tvunget i eksil. Alle hans embeder blev taget, undtagen Pontifex Maximus
Lepidus døde fredeligt i 13 f.Kr.
