Næstved
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Næstved ligger på Sydsjælland nær Susåens udløb og er med sine 41.158 indbyggere (2006) Sjællands tredjestørste by. Byens navn er dannet af leddet næs (halvø) og tved som betyder "afskæring". Næstved er en betydelig handels- og industriby og blev i 2006 kåret som den 3. bedste handelsby i Danmark. Tidligere har byen været kendt for sine gardehusarer, som dog siden er flyttet til Slagelse. Næstved er en stationsby og et jernbaneknudepunkt mellem Nykøbing Falster og København, samtidig med at den har adskillige togforbindelser til andre sjællandske byer. Den har desuden en havn med udløb i Karrebæk Fjord. Næstved Kommune har 78.446 indbyggere (2005).
[redigér] Byens historie
Næstved er officielt grundlagt 1135, men byen er noget ældre og sandsynligvis opstået i det 5. århundrede. Byen fik status af købstad i 1140, og da så forskellige munkeordener som franciskanerere, dominikanerere og benediktinerere begyndte at udvikle klostre i området, blev byen et religiøst centrum i middelalderen. Benediktinerordenen skabte stedet Skovkloster, der senere blev til Herlufsholm. Pga. sine rige jorde og strategiske beliggenhed i forhold til hansestæderne, var middelalderens Næstved en meget vigtig by på Sjælland og i 1200-tallet byggede man Skt. Mortens Kirke ved Riddergade. En endnu ældre kirke blev i 1250 erstattet af anden kirke Skt. Peders Kirke, og pladsen omkring denne romanske tegl- og kridtstenskirke fik navnet "Skt. Peders Kirkeplads". Kirken regnes den dag i dag for Næstveds vartegn. I 1259 var der kirkestrid i landet og efterfølgende blev der udkæmpet et militært slag i nærheden af byen med Fyrst Jarimar af Rügens store hær mod den almindelige befolkning anført af Margrethe Sprænghest. Man mener at op mod 10.000 sjællandske bønder mistede livet ved den lejlighed. Ulykkerne var ikke ovre for Næstved, der i 1271, 1280 og 1297 hærgedes af voldsomme ildebrande. På Skt. Gereons Dag i 1298 lyste en repræsentant udsendt af paven, Legat Isarnus, ban over den danske konge Erik Menved, hvilket også foregik i Næstved. Der var dømt ufredelige tider i området.
Byen var i 1300-tallet næsten omringet af fjender, og deres hovedkvarter var nogle fæstningsbanker syd for byen ved navn Husvolden, som dog i 1345 blev stormet og indtaget af kong Valdemar Atterdag. Herefter gik det fremad for byen der takket været en livlig handel med de nordtyske hansestæder snart var en af Sjællands største handelssteder. Påbegyndelsen af Næstved Gamle Rådhus startede i det 14. århundrede og Helligåndshuset blev bygget omkring år 1400 med funktion som sygehus og fattighjem. Idag holder Næstved Museum til i bygningen. I 1405 blev slottet Gavnø grundlagt på en ø sydvest for byen, dog i første omgang som kloster, af Margrete 1. og først egentligt bygget til slot i 1755. Fra 1400 til 1484 opførtes Boderne som sammen med Helligåndshuset er seværdige middelalderlige stenbygninger ved Skt. Peders Kirkeplads og i 1493 kom landets ældst bevarede gildehus, Kompagnihuset, til i Kompagnistræde. Gilde betyder ikke "fest", men i denne sammenhæng en faglig sammenslutning af handelsfolk, hvilket i Næstveds tilfælde var byens købmænd. I Riddergade blev bindingsværksbygningen Apostelhuset bygget omkring år 1500 og Ridderhuset i toetagers bindingsværk stod færdigt omkring 100 år senere. Byens fremgang stoppede først i midten af 1600-tallet, hvor svenskekrigene hærgede og indbyggertallet begyndte at falde. I 1769 havde byen kun omkring 1300 indbyggere. I 1799 opførtes Det Gamle Ridehus sammen med en række andre gamle rytterkasernebygninger i Grønnegade. Denne dragonkaserne eksisterede næsten 100 år før den blev nedlagt. Idag er den Næstved Kulturhus. I 1825 startede man på at fremstille og mundblæse glas på fabrikken Holmegaards Glasværk lidt nord for byen og dette glasværk blev siden meget berømt for sin glaskunst ikke kun i Danmark, men også på verdensplan.
Først i 1870 gik Næstved for alvor opgangstider i møde, da jernbanen mellem Vordingborg og Køge blev ført gennem byen. Næstved Banegård opstod samme år og en række industrier heriblandt Maglemølle Papirfabrik skød op. I 1924 kom der jernbaneforbindelser til Slagelse, Ringsted og Præstø og i 1930 byggede man en skibskanal fra byen ud til Karrebæk Fjord som 8 år senere medførte skabelsen af Næstved Havn i 1938. I 1960'erne gik en bølge af byfornyelse over Danmark og en række gamle bygninger, også i Næstved, jævnedes med jorden, mens nye kom til. Blandt disse nye var Storstrømmens Sygehus, et betonhøjhus fra 1967 som med sine 14 etager blev et moderne vartegn i bybilledet. I 1972 opnåede byens bedste fodboldklub, Næstved Boldklub en bronzemedalje i kampen om Danmarksmesterskabet, en succes der blev gentaget i 1975. Klubben var tæt på guldmedaljer i 1980, men måtte på sidste spilledag se sig slået 0-1 af Kjøbenhavns Boldklub foran mere end 20.000 tilskuere på Næstved Stadion. Efter endnu en sølvmedalje i 1988 er det siden gået jævnt tilbage for klubben, som idag spiller i den næstbedste række.
Indkøbscentret Næstved Storcenter beliggende i den nordlige del af byen, åbnede i 1989 og er siden blevet udvidet. Den indeholder ca. 50-60 butikker og et stormagasin, Bilka. I 1992 åbnede forlystelsesparken Bon Bon-Land ca. 7 kilometer øst for Næstved. På den kunstmæssige side skabte en tidligere snedker, Jens Andersen, i 1997 syv munkefigurer af elmetræer som døbtes Munkene og er placeret på Munkebakken i Næstved nær et udsigtstårn. Munkefigurerne var inspireret af de førnævnte munkeordener fra byens middelalder.
[redigér] Det moderne Næstved
I august måned er der Suså-festival for moderne musik og hvert år afholder Muskelsvindsfonden sin musikfestival Grøn Koncert over hele landet, hvor Næstved er ét af de steder som får fast besøg. Det er også byen, hvor den kendte rapgruppe Hvid Sjokolade kommer fra og voksede op i. De tre gutter i bandet mødte hinanden på Næstved Gymnasium, der lokalt går under navnet "Næver Gym". Også indenfor klassisk musik har Næstved noget at byde på, idet en del af Næstved Festuge bruges til afholdelse af en klassisk musikfestival den sidste uge i august.
Susåen blev fritlagt i 2001 og kan nu nydes af forbipasserende neden for Boderne og Skt. Peders Kirke.
[redigér] Eksterne henvisninger og seværdigheder
- Næstved Kommune
- Gavnø Slot med en stor flot park og en samling af brandbiler.
- Herlufsholm kostskole, der er en af Danmarks ældste kostskoler.
- Susåen, som løber gennem Næstved.
- Næstved Kulturhus
- Næstved Museum
- Bon Bon-Land
- Holmegaard Glasværk
- NæstvedNyt - Nyheder på nettet i levende billeder
- Næstved-Egnens Turistbureau
- Næstved Boldklub
- Næstved Storcenter
Denne artikel om dansk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |