Naser Khader
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Folketingsmedlem Naser Khader | |
---|---|
Født | 1. juli 1963 |
Profession | Cand.polit. |
Parti | Radikale Venstre |
Medlem | 2001- |
Død | |
Parlamentarisk karriere | |
Kreds | Brønshøjkredsen (2000-) Vestre Storkreds (1994-99) |
Hjemmeside | khader.dk |
Naser Khader (arabisk:(ناصر خاضر) (født 1. juli 1963 i Damaskus) er en dansk-syrisk skribent, foredragsholder, politiker og medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og blev valgt ind i Østre Storkreds ved folketingsvalget 20. november 2001. Han er søn af Ahmed Abu Khader og Sada Abu Khader.
Naser Khader har gået i folkeskole på Oehlenschlægersgades Skole fra 1975-80 og efterfølgende gået på Rysensteen Gymnasium fra 1980-83. Han er cand.polit. fra Københavns Universitet, hvilket han attenderede i årene 1986-93.
Naser Khader har desuden læst mellemøststudier på Odense Universitet i perioden 1991-93, fjernstudier i islam, bl.a. et sommerophold på al-Azhar Universitetet i Kairo i 1997 samt supplerende uddannelse i retorik og formidling på Aarhus Universitet 1994-95. Han har foretaget flere studierejser til Mellemøsten og har taget en række tolkekurser.
Naser Khaders professionelle karriere inkluderer en stilling som arabisk tolk og oversætter i perioden 1983-1998, som oversætter/konsulent for Danmarks Radio 1989-97 samt som konsulent i boligselskabet DAB 1996-97.
Politisk har Naser Khader været medlem af Det Radikale Venstre siden 1984 og har siddet som borgerrepræsentant i København Borgerrepræsentation i perioden 1997-2000. Han har været medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse siden 1996.
Naser Khader har desuden siddet/sidder i følgende råd/udvalg:
- Medlem af Etisk Råd 1998-2001.
- Medlem af Indenrigsministeriets »Tænketank« om integration 2000-2001.
- Medlem af bestyrelsen af Lokale- og Anlægsfonden 1999-2000
- Medlem af Nyt Europas bestyrelse og talsmandsgruppe fra 1998.
Naser Khader har forfattet følgende udgivelser:
- "Ære og Skam", 1996
- "khader.dk" (sammen med Jakob Kvist), 2000
- "Nasers Brevkasse. Interview ved Elisabeth Svane", Gyldendal Uddannelse, 2001.
Han har også modtaget følgende priser/udmærkelser:
- Forfatterforeningens pris for Fred og Mellemfolkelig Forståelse, aug. 1998
- HK's Kulturpris, 1998
- AFS-Interkulturs Interkulturprisen 1999
- Modermål-Selskabets Modersmål-Prisen 2000
- Junior Chambers pris som The Outstanding Young Person 2001
- Heiberg prisen, 2002.
- Jyllands-Postens Fonds Ytringsfrihedspris, 2006.
Desuden optræder Naser Khader som en af de mest betydningsfulde personer i Danmark i det 20. århundrede i bogen Det 20. Århundrede, 1999.
Naser Khader har været Det Radikale Venstres kandidat i Vestre Storkreds i 1994-99 og efterfølgende i Østre Storkreds fra 2000.
Han er tidligere medlem af VL-gruppe 67.
Senest har Naser Khader i 2005 stiftet og er formand for Demokratiske Muslimer, som er et netværk opstået i kølvandet på kontroversen om Muhammed-tegningerne.
Personligt danner han par med jurist og forfatter Bente Dalsbæk.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Folketinget.dk Dato: 21. juli 2003.
- Nyhedsmagasinet Danske Kommuners tema om VL-grupper (nu kun tilgængeligt for abonnenter)
- Naser Khaders personlige hjemmeside