Obersalzberg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Obersalzberg er en bjergskråning nær Berchtesgaden i Bayern, Tyskland. Området er mest kendt for at være hjemsted for Adolf Hitlers meget yndet tilholdssted, Berghof.
Det startede allerede i det 19. århundrede som et feriested for helt almindelige mennesker. Området er meget smukt og utrolig betagende. I 1923 var Hitler for første gang på ferie i Obersalzberg og han blev så glad for stedet, at han i første omgang i 1928 lejede Haus Wachenfeld og siden i 1933 købte ejendommen og begyndte at bygge det om til det vi i dag kender som Berghof. Andre nazi-ledere som Hermann Göring og Martin Bormann købte siden ejendomme i området, og i løbet af 1935-36 blev alle beboere enten købt eller smidt ud Obersalzberg, og området blev spærret af i en såkaldt Führersperrgebiet (Førerspærrezone). Området blev voldsomt udbygget med kaserner, hoteller og underjordiske bunkersystemer. Hitler og Eva Braun brugte meget tid i Berghof på Obersalzberg i 1930'erne. Hans sidste kendte besøg var i juli 1944.
RAF bombede området den 25. april 1945, og det meste blev lagt i ruiner. Siden har de tyske myndigheder også fjernet de fleste spor af de nazistiske levn, og i dag er stedet atter et turiststed med bl.a. et 5-stjernet hotel, bygget på den høj, hvor Göring havde sit hus.
Denne geografi/geologi-artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |