Oluf 3.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Oluf 3., søn af Valdemar Atterdags datter, Margrete 1., fødes i 1370. Dansk konge fra 1376-1387, norsk konge fra 1380-1387. Da Valdemar Atterdag dør, har han ingen overlevende sønner. Af seks børn er kun Margrete tilbage. Hun bliver gift med Håkon 6. af Norge og får sønnen Oluf. Valdemar har faktisk lovet den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, at dennes søn, Albrecht IV, skal overtage den danske trone efter Valdemars død. Men hverken befolkningen eller Rigsrådet med drosten Henning Podebusk i spidsen ønsker Albrecht IV som konge. Hansestæderne er heller ikke begejstrede. Fyrstedømmerne Pommern og Sachsen-Lauenburg ønsker heller ikke en mecklenburgsk stormagt til nabo. Valget falder da på Oluf med hans mor, Margrete, som formynder. Oluf må underskrive en håndfæstning hvori han lover at indkalde til danehof hvert år, samt at en del af de ejendomme, som Valdemar Atterdag har konfiskeret, skal tilbageleveres.
I 1376 gør en mecklenburgsk hær landgang ved København, men drost Henning Podebusk klarer sagen ad forhandlingens vej. I 1380 dør kong Håkon VI af Norge, og Oluf overtager tronen. Margrete vender nu blikket mod Skåne, hvor flere borge - og især det indbringende sildemarked - er på Hansestædernes hænder. Ved fredsslutningen ved Stralsund i 1370 under Valdermar Atterdag var det aftalt, at det indbringende sildemarked skulle være på udenlandske hænder indtil 1385. Margrete lægger et stort diplomatisk pres på Hansestæderne for at få dem til at opgive Skåne. Og hun nøjes ikke med diplomatiske midler, men udfører også egentlige pirattogter mod Hansestædernes handelsskibe. Til sidst føjer Hansestæderne sig, og Skåne er nu igen på danske hænder. Og nu gælder det Sverige, hvor svenskerne er yderst utilfredse med deres konge, Albrecht III af Mecklenburg. Margrete indleder forhandlinger med svenske stormænd, som er meget tilbøjelige til at lade Oluf bestige den svenske trone. Men inden det lykkes Oluf at forene de tre nordiske lande, dør han den 3. august 1387, knap 17 år gammel. Han begraves i klosterkirken i Sorø. Han blev aldrig gift og efterlader sig ingen børn.
P | I | II |
---|---|---|
Proband: |
Far: |
Farfar: Magnus Eriksson af Sverige |
Farmor: Blanka af Namur |
||
Mor: Margrete 1. |
Morfar: Valdemar 4. Atterdag |
|
Mormor: Helvig af Slesvig |
Efterfulgte: | Konge i Danmark 1376-1387 |
Efterfulgtes af: |
Valdemar 4. Atterdag 1340-1375 |
Margrete 1. 1375-1412 |
Efterfulgte: | Konge i Norge 1380–1387 |
Efterfulgtes af: |
Håkon 6. 1343–1380 | Margrete 1. 1388–1412 |