Ondskab
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ondskab som begreb bringes ofte på banen i forbindelse med handlinger og hændelser som forfølgelse, krig, massakrer, mord, terror, tortur, vold og lignende. Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at forklare dels hvad ondskaben egentlig ér, dels hvorfor den overhovedet er mulig. Diskussionerne foregår ofte med udgangspunkt i discipliner som filosofi, psykologi og religion ligesom ondskab eller ondskaben også ofte gøres til motiv/tema i kunsten.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Socialpsykologisk tilgang
I en socialpsykologisk forståelsesramme kan ondskab beskrives som et almenmenneskeligt potentiale for at udføre handlinger mod andre mennesker, som af karakter er grænseoverskridende i forhold til den sociale og kulturelle kontekst, de udføres i, og som har til formål at reducere andres livskvalitet (fysisk og/eller psykisk) samt som på gerningstidspunktet udføres uden medfølelse (empati), for dem det går ud over.
Af den bestemmelse følger bl.a. at: Ondskab ikke er umenneskeligt men en type af handling, som det principielt er muligt for ethvert menneske at udføre. Det der er acceptabelt på ét tidspunkt kan betragtes som rendyrket ondskab på et andet tidspunkt (forskelle i forhold til tid). En handling der ét sted opfattes som ond kan på samme tidspunkt sagtens opfattes som acceptabel et andet sted (kulturelle forskelle). Intentionen er helt afgørende; man kan ikke komme til at udføre en ond handling. Vigtigst er dog (den eventuelt kun midlertidige) suspendering af evnen for medfølelse.
[redigér] Forenklinger
Det er nemt at falde for fristelsen til at forenkle sammenhængene i forhold til ondskab, men man bør vogte sig for forenklende og generaliserende forklaringsmodeller. Problemet med dem er ikke, at de forskellige enkeltårsager ikke kan være vigtige brikker til klarlæggelsen af årsagerne til det enkelte tilfælde. Problemet er, at de ikke kan stå alene, og at de ikke er entydige. Finder man en hjernesvulst i hovedet på en, som har udsat andre for bestialske handlinger, så kan det godt være en del af forklaringen på, at han gjorde som han gjorde, men det vil sjældent være hovedårsagen, og det betyder heller ikke, at hjernesvulster som sådan altid får de angrebne til at udføre ondskabsfulde handlinger. Så stopper man ved svulsten som forklaring, så risikerer man at overse det, som man evt. kan ændre for at undgå gentagelser.
Fra listen over monokausale forklaringsmodeller kan nævnes:
- Den patologiske forklaring, hvor den onde handling begrundes med en biologisk, fysiolgisk eller neurologisk defekt.
- Ideen om at mennesket er iboende ondt (Sigmund Freud kaldet mennesket en morderisk rotte).
- Den opfattelse at ondskab konsekvent har sit udspring i autoritativ opdragelse.
- posttraumatsike belastningsreaktioner som er den forklaring, der ofte trækkes af stalden, Når krigsveteraner begår onde handlinger i fredstid.
- Svigt i barndommen.
- Det træk at tilskrive en hel nation psykopatalogiske træk a la "alle tyskere, serbere, hutu'er/tutsi'er [indsæt selv folk der skal lægges for had] lider af vrangforestillinger, forfølgesesvandvid, mistænksomhed og misundelse, så det ligger i deres natur at være onde".
[redigér] Filosofisk tilgang
Indenfor den filosofiske tilgang fokuserer man især på en skelnen imellem en relativ og absolut brug af begrebet ondskab. En forståelse af, at der eksisterer disse to ondskab-begreber, er især vigtig, da det ofte ikke markeres, hvilket begreb man i en given sammenhæng bruger.
[redigér] Relativ ondskab
Når ondskabs-begrebet bruges relativt, kan det betegne en handling eller en serie af handlinger, som man bedømmer værende umoralske i en eller anden grad. Hos dem, hvor ordet sidder løst, kan 'ondskab' være lig med ganske almindelig dårlig opførsel, udfra en given kulturs eller subkulturs standarder. Ofte vil ordet dog betegne en form for (det man vil bedømme som) ekstrem umoralitet. Pointen er dog, at 'ondt' her bruges udelukkende om det der er værre end andet, som man fx ville kunne betegne som 'slemt', 'forkert' eller lignende.
[redigér] Absolut ondskab
Den absolutte brug af ondskabsbegrebet er derimod mere kompromisløst. Her betegner 'ondskab' en/flere handling(er) eller en/flere person(er), som kvalitativt adskiller sig fra noget godt. En ond handling vil i denne betydning aldrig være andet end ond – uanset sammenhæng eller tidsalder; og igen vil et 'ondt menneske' heller aldrig kunne blive (eller have været) andet end ondt! Hvis der altså med 'ondskab' menes absolut ondskab, så kan denne per definition ikke kureres, kun bekæmpes - hvilket i praksis betyder at man kun enten kan uskadeliggøre eller udslette ondskaben.
Hvis man imod almindelig rationalitet ønsker at have en overgang imellem absolut ondskab og absolut godhed (fx i form af absolut tilgivelse eller absolut fortabelse), må man indføre en instans, der kan overskride selv logikkens lov og gøre det umulige muligt. En sådan instans finder vi indenfor flere religioner i form af guddommen/guden. Dermed har vi dog forladt det område som kan diskuteres neutralt — og derfor også hvad der overhovedet kan være emne for filosofien.
[redigér] Religiøs tilgang
Ondskaben har en lang historie i religiøse sammenhænge, hvor den ofte modstilles (mere eller mindre guddommelig, eller guddommeligt inspireret) godhed. Her kan ondskaben også tilskrives steder, som helvede, eller tage form som en egenskab ved en persons eller en afguds natur, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk ved direkte handling.
[redigér] Ondskaben som motiv/tema i kunst
Film:
- Stanley Kubrick, A Clockwork Orange, 1971
Biografiske beretninger:
- Primo Levi, Hvis dette er et menneske, 1989 (orig. 1947)
- Jan Guillou, Ondskaben, 1981
Skønlitteratur:
- Mads Brenøe, Så megen vrede, 1993
Maleri:
- Pablo Picasso, Guernica, 1937
[redigér] Kilder
Kilde til den psykologiske tilgang:
- Rolf Kuschel, Faezeh Zand og Jan Øberg: Ondskabens psykologi: socialpsykologiske essays, 2004, ISBN 87-7887-217-0
[redigér] Se også
Kategorier: Etik | Psykologi | Religion
