Roms grundlæggelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Roms grundlæggelse og byens allertidligste historie er idag kun sparsomt kendt fra andet end mytologisk stof fra senere perioder, men de ældste arkæologiske fund i området stammer fra omkr. 10 årh. f.v.t. Byen er formentlig vokset op som resultat af et stammeforbund mellem de latinske befolkningsgrupper, der beboede Tiberdalen og Latium. Ifølge den senere romerske tradition blev Rom dog først grundlagt den 21. april 753 f.v.t. af Roms første konge Romulus, men idag alle disse beretninger regnes for at være legendariske fortællinger, som blev forfattet i en langt senere periode. De ældste huse, der er fundet på Palatiner-højen stammer fra omkr. 900 f.v.t. disse blev dog erstattet af nye og større i det 8. årh. f.v.t., myten om Romulus bliver således ikke modsagt af de arkæologiske fund, men på den anden side bliver den heller ikke bekræftet.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Geografi
Ved overgangen mellem bronzealder og jernalder, ca. 10. årh. f.v.t. voksede befolkningstalet i Mellemitalien, og større bebyggelser voksede frem på især bakketoppene. Rom ligger placeret et strategisk vigtigt sted 100 km oppe af Tiberen: Floden slynger sig gennem et svært fremkommeligt og sumpet landskab indtil den rammer de frugtbare vulkanske bakker i Latium hvor Rom ligger. Her bliver passagen af floden langt nemmere, og samtidigt et det sjældent muligt at besejle floden længere oppe af Tiberen; Rom var det vigtigste overfarts sted på den flod som deler kystsletten.
[redigér] Arkæologi
Arkæologiske fund fra perioden 8.-7. årh. f.v.t. tyder på, at der i Mellemitalien opstår tre geografisk adskilte grupperinger; én nord for Tiberen (Etruria), én syd for (Latium) og én i Appeninerne (Samnium), der udvikler hver deres eget sprog, henholdsvis (etruskisk, latinsk og oskisk). Udgravninger har vist, at hver af de tre grupper bestod af et forbund eller en alliance mellem en selvstændige bystater, som blev styret af en landbesiddende overklasse. På dette tidspunkt begyndte den fønikiske og græske indflydelse i Italien at blive stærk, da grækerne anlagde kolonier i Syditalien, og fønikiske og græske købmænd begyndte at drive en omfattende handel.
I løbet af 6. årh. f.v.t. blev byen Rom til en magtfaktor i området, hvilket bl.a. ses af, at Jupitertemplet på Kapitol-højen nu var det største i hele det italo-etruskiske område, at store palæer af sten blev bygget i byen, og at en ny bymur blev opført, som omkransede et større areal end nogen anden by i hele Italien. Allerede på dette tidspunkt kontrollerede Rom store dele af Latium
[redigér] Legender
De beretninger, som de romerske forfattere opfattede som historiske beretninger, betragtes i dag som myter; figurerne og begivenhederne, som optræder i dem, kan ikke verificeres gennem andre kilder, og beretningerne indeholder samtidigt mange af de elementer og temaer, som normalt findes i andre mytologier fra hele verden.
Myten om Roms grundlæggelse, som den kendes i senere perioder af Romerrigets historie, er en sammenskrivning af flere oprindeligt uafhængige myter. Titus Livius begynder f.eks. sit værk om Roms historie med fortællingen om Romulus og Remus, mens Vergil med sin Æneide giver romerne en lige så glorværdig forhistorie som grækerne, inspirationen er dog hentet fra de græske fortællinger Iliaden og Odysseen. Æneas og hans familie grundlægger ifølge Vergil med guddommelig hjælp flere trojanske kolonier i Latium, herunder Alba Longa, hvorfra Romulus og Remus siges at stamme. De to beretninger placeres af forfatterne i to forskellige tidsepoker og udelukker på denne måde ikke hinanden.
I ældre udgaver af myten om Æneas grundlægger han dog selve Rom, og de senere beretninger, som vi kender fra både Livius, Vergil og Ovid må være et resultat af et senere forsøg på at lave en logisk tilpasning mellem de to historier.
Den ubrudte linje i romernes historie fra den mytiske til den historiske tid blev i høj grad brugt politisk, så de mest fornemme romerske familier gerne nedstammede fra de figurer, som optræder i myterne; Julius Cæsar lagde f.eks. stor vægt på sit eget slægtskab med gudinden Venus gennem helten Æneas’ søn Julus. En officiel nedskrivning af de ofte mundtligt overleverede myter kunne således blive brugt af romerske herskere til at cementere en ellers usikker forbindelse mellem de nuværende magthavere og fortidens helte. Således blev Livius’ og Vergils værker brugt af Cæsars adpotivsøn, Augustus, til at understøtte sin egen legitimitet til magten.
[redigér] Litteratur
- Amanda Claridge: Rome, an Oxford Archeological Guide, Oxford University Press, 1998. ISBN 0-19-288003-9
- Ittai Gradel: Emperor worship and Roman religion. Oxford : Oxford University Press, 2002.
- JHWG. Liebeschuetz, Continuity and Change in Roman Religion. Oxford : Clarendon Press, 1979.
