Sankt Pauls Kirke (Taastrup)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sankt Pauls Kirke er en romersk-katolsk kirke beliggende på Frøgård Allé i Taastrup med en af de største katolske menigheder i bispedømmet København. Ved siden af ligger den katolske privatskole Sankt Pauls Skole.
Kirkebladet ved Sankt Pauls Kirke, kaldet Sogneblad for Sankt Pauls Kirke, udkommer 4 gange årligt.
[redigér] Historie
Taastrup og Hedehusene havde en stor katolsk menighed i begyndelsen af 1900-tallet, men stod med hverken kirke eller præst. Den 10. august 1922 på Husmandsvej lagde en gartner Andersen dog hus til at pater Günther fra jesuitterne i Ordrup kunne holde en katolsk en messe for første gang i Taastrup siden reformationen i 1536. Grundet den lille plads købtes en ledig kirke i Aldersrogade for 1.000 kroner og en stor del flyttet til en bid af gartnerens jord. Kirken blev dog i stedet for beklædt med træ, så den fremstod som en norsk stavkirke. Kirkens klokke blev hentet fra den gamle skoleklokke fra Sct. Andreskollegiet i Ordrup, glasmalerierne og de udskårne lysekroner fra Rosenkranskirken på Frederiksberg, mens en af initiativtagerne til byggeriet, billedhugger Windfeld-Schmidt stod for det fine billedskærerarbejde på korsvejsstationerne. Kirken blev indviet som katolsk sognekirke den 15. oktober 1933 af biskop Brems m.v. Først i 1974 blev kirken udvidet med en præstebolig og et menighedshus ved kirken.
Omkring 1990 var kirkens rammer blevet for trange i forhold til menighedens daværende størrelse på over 1.800 medlemmer. Efter store bidrag fra de tyske katolikker blev en kirke i Taastrup indviet den 5. juni 1995 - da man var gået i procession til kirken efter en afskedsmesse i den gamle kirke. Katolikkerne solgte sidenhen gamle kirke til kopterne.