Stoicisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Stoicisme er den filosofi som blev/bliver praktiseret af en stoiker. Grundlæggelsen af den stoiske skole tillægges Zenon fra Kition, i denne filosofiske retning er følelser og fornuft adskilte, og stoicismen foreskriver derfor selvkontrol og at følelsesmæssig involvering kun er distraherende, da valg skal tages ud fra fornuften alene. Den idéelle stoiker er derfor upåvirket af modgang, men i stedet præget af fasthed og et vist mål af koldblodighed.

Betegnelsen stoicisme stammer fra bygningen Stoa poikile i Athen, hvor Zenon underviste sine disciple.

Stoicisme er bedst kendt gennem udtrykket "at have en stoisk ro" om folk der har et fuldstændigt overblik og ikke ændrer væremåde uanset hvad der sker omkring dem.

[redigér] Centrale standpunkter

Kernen i stoicismen er at der ikke findes en højere autoritet end fornuften. En vigtig konsekvens af dette standpunkt er, at den verden (naturen) som fornuften præsenterer os for også er den virkelige og eksisterende verden. Der findes ikke noget højere og bagvedliggende, der ikke kan sanses og erkendes gennem fornuften, for naturen er bestemt og reguleret af rationelle principper. Derudover gælder det at mennesket selv er en del af naturen.

Den rationelle ånd, der gennemsyrer alt i naturen inklusiv mennesket, er det som skal forstås som Gud. Og på denne måde er Gud ingenting udenfor denne verden, men en uadskillelig del af den. Gud er derfor verdens selvbevidsthed.

[redigér] Stoicisme i Grækenland

Det var i Antikken almindeligt kendt, at gode dyder var nødvendige forudsætninger for gode og rigtige gerninger, de gode dyder var fx: Klogskab, retfærdighed, mådehold og mod, og det var idealer der var spredt udover hele den antikke verden. I følge stoikerne kunne kun en mand som besad de rette egenskaber gøre gode handlinger, så modsat Aristoteles og Platon, som mente at de handlinger der var dydige var dem der kunne udføres med lethed og glæde, mente stoikeren at de gode valg skulle træffes af fornuften.

Stoicismen indeholdt en kausalitet; alt havde en årsag og verden var en sammenkædning af hændelser, men bestemt af én almen guddommelig kraft (logos), der var en forudsætning i verden. Den stoiske filosofies bestræbelser på at leve i overensstemmelse med logos, fornuft og natur var det etiske ideal. I tiden efter vor tidsregning indsnævrede filosofien sig i større grad til et spørgsmål om etiske problemstillinger. Kausaliteten var både den uophørlige sammenkædning af hændelser og skæbnen (fatum) i den gamle mytologiske forståelse. Så skæbnen var den kosmiske lov som derfor kunne opfattes som gud i en monoteistisk forstand, logos og det guddommelige blandedes sammen, og de var bestemmende for den materielle virkelighed.

Kausaliteten skabte tilsyneladende et problem: Hvis skæbnen var bestemmende for den materielle virkelighed var alle viljesakter forudbestemte og dermed var al snak om moralsk ansvarlighed meningsløs, og det ville i sidste ende fjerne grundlaget for etikken. Allerede de ældste stoikere mente ikke at skæbnen udelukkede den frie vilje; den stoiske filosof Kleanthes mente at menneskets eksistentielle situation var valget mellem at påtage sig sin skæbne og at afvise den, en forklaring på hvordan et menneske med en forudbestemt skæbne frit kunne foretag valg gav Kleanthes dog aldrig. Chryssipios adskilte formen fra årsagen, mennesket besidder muligheder der kan påvirkes mod forskellige mål, men med fornuften kan det træffe de rette valg, de ydre stimuli er ikke i menneskets magt, men måden det reagerer på er.

[redigér] Romersk stoicisme

Stoicismen vedblev med at være en dominerende filosofisk skole i omtrent 500 år. Og med spredningen af i den hellenistiske periode ophørte filosofi i vesten med at være et udelukkende græsk fænomen, men i stedet et internationalt. De hellenistiske riger, der opstod af Alexander den stores efter erobringer blev nu centrum for de filosofiske skoler, og mange filosoffer fra denne periode, kom fra Syrien. Da romerne blev den dominerende faktor i hele Middelhavsregionen blev Rom det nye center.

Stoicisme var i den romerske kejsertid en vigtig del af det almene dannelsesgods. Seneca var en af de vigtigste formidlere af græsk filosofi og i særdeleshed stoicisme i 1. årh. e.v.t. En anden var slaven Epiktet.

Stoicismen synes at have en speciel appel til de hellenistiske konger og romerske kejsere. Næsten alle Alexanders efterfølgere og mange af kejserne bekendte sig efter Zenons tid sig til stoiske idealer. En af de mest berømte var kejser Marcus Aurelius' (160-186), hvis værk Meditationer var et af kejsertidens mest indflydelsesrige stoiske fremstillinger.

Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.