Thurø
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Thurø ligger i det Sydfynske Øhav, lige syd for Svendborg og øst for Tåsinge. Øen er hesteskoformet og landfast via en dæmning med Fyn. Der bor 3.699 (Heraf 3.374 i Thurø By) mennesker på denne 7,5 km2 store ø, som er Danmarks næsttættest befolkede.
På Thurø findes Rolf Krake-stenen. Det fortælles at skjoldungen Helge på et krigstogt gik i land på Thurø og gæstede alfekvinden Thora, som han voldtog. Da han besøgte øen for anden gang tog hun hævn ved at sende hans egen datter Yrsa i stedet, og med hende fik han sønnen Rolf Krake.
Thurø Rev der er på 38,9 ha. danner Thurøs sydøstligste del. Her vokser en del gamle tjørne, der kaldes Ellen Marsvins Tjørne. Et sagn fortæller, at de er plantet, da øens tidligere ejer Fru Ellen Marsvin tabte Thurø i spil til Christian IV.