Vals
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vals er en pardans som danses i 3/4-takt.
Der findes forskellige teorier om valsens oprindelse, men den antages generelt at have sin baggrund i sydtyske og franske danse som f.eks. Landler og Volta. I begyndelsen af 1800-tallet dukker vals op som en selvstændig dans, først i Østrig og Tyskland og derefter videre til resten af Europa. Den drejende dans vakte først betydelig fourore men blev hurtigt taget op i danseetablissementerne.
I 1920'erne begyndte der en standardisering af dansen som indtil da havde udviklet sig i forskellige stilretninger og været under indflydelse af andre populære danse. Det havde sænket tempoet og introduceret en større variation af figurer. Som med flere andre standarddanse var det især i England den moderne stil blev formet.
I dag er valsen splittet op i flere typer, hvoraf to er internationale turneringsdanse:
- Engelsk vals, som danses i et tempo omkring 30 takter i minuttet. Grundfigurerne er baseret på drejninger og på diagonale mønstre, og der er talrige variationer.
- Wienervals, som danses i et tempo omkring 60 takter i minuttet. Wienervalsen er således noget hurtigere end den engelske vals og den er nærmere på den oprindelige valsestil. Dansen baserer sig næsten udelukkende på højre- og venstredrejninger.