Vichy-regeringen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hvad handler artiklen om? Denne artikels indledning bør kort forklare, hvad artiklen handler om, jf. stilmanualen.

Efter det franske militære sammenbrud og kapitulation i sommeren 1940 dannedes et nyt fransk regime under den gamle krigshelt fra 1. Verdenskrig, marskal Philippe Pétain. Den franske administration i den ikke-besatte zone i det sydøstlige Frankrig, som udgjorde ca. en tredjedel af landet, fik hovedsæde i Vichy. Byen var en kendt kurby og havde et stort antal hoteller, som var velegnet til at rumme regeringen og dens administrative apparat.

Som ministerpræsident blev udpeget Pierre Laval, som havde været aktiv politiker i mellemkrigsårene. Han havde indledt sin karriere som socialist, men var svinget mere og mere til højre.

Marskal Pétain viste sig at være dybt reaktionær, og han fik nu fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning, som skulle være med til at sikre arbejde, familie og fædreland. Værdier, som hyldedes af de reaktionære kræfter. Pétain fik aldrig lavet den forfatning, men afskaffede i stedet præsidentembedet og gav sig selv magtbeføjelser som Frankrigs marskal og statschef. Regeringen ønskede, at alle skulle passes ind i et nyt nationalt fællesskab, bl.a. blev politiske partier og fagforeninger opløst ved lov, og det blev gjort ulovligt at strejke. Ungdommen blev som i Tyskland opfordret til at indtræde i en slags spejderbevægelse, som lagde vægt på lydighed og nationalfølelse med Pétain som forbillede. Samfundet skulle udvikle sig i retning af det gamle bondesamfund, hvor magten tilhørte en ansvarsbevidst elite, og økonomien skulle bygge på arbejdsomhed og nøjsomhed.

I efteråret 1940 tog Pétain kontakt til Hitler, og de afholdt det første møde, hvor der diskuteredes et samarbejde mellem Tyskland og Frankrig.

Da engelske og amerikanske tropper i efteråret 1942 invaderede det franske Nordafrika og i løbet af kort tid fik de ellers vichy-tro franske styrker dér til at nedlægge våbnene, reagerede Tyskland øjeblikkeligt ved at besætte resten af Frankrig. Middelhavet var jo ikke længere i aksemagternes hænder alene, og en invasion i Sydfrankrig kunne ikke udelukkes.

Især ministerpræsident Laval var ivrig for et samarbejde med Tyskland. Han var fuldt og fast overbevist om Tysklands sejr. Hitlers mål med samarbejdet var at få ro i Frankrig og at opnå, at Frankrig kunne blive en bro til Spanien, som Hitler forsøgte at få med i krigen på tysk side. Men den snu spanske statschef Francisco Franco skulle ikke nyde noget og ville ikke bryde Spaniens neutralitet, så Hitler var ikke længere så interesseret i det tysk-franske samarbejde. Alligevel satsede tyskerne på Laval, og da han på et tidspunkt af interne grunde blev afskediget, insisterede tyskerne på, at han blev genindsat. Og det blev han naturligvis.

Som krigen skred frem, blev samarbejdet mere og mere omfattende. Især Laval var ivrig for at tækkes tyskerne, og hans administration sørgede for at få titusinder af franskmænd sendt på tvangsarbejde i Tyskland. De franske jøder blev indfanget af franske myndigheder, overgivet til tyskerne og derefter transporteret til udryddelseslejrene.

Men modstanden voksede, og allerede inden Frankrigs befrielse i eftersommeren 1944 var dele af det landlige Frankrig under modstandsbevægelsens kontrol. Marskal Pétain blev arresteret, men det lykkedes Laval at flygte til Spanien, som dog udleverede ham til Frankrig i 1945. Begge kom for retten, og begge blev dømt til døden for landsforræderi. Laval blev skudt, mens oldingen Pétain benådedes pga. sine fortjenester i den forrige krig og endte sine dage i en fængselscelle.