20. juli-attentatet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den 20. juli 1944 foretog oberst Claus von Stauffenberg et attentat på Adolf Hitler i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Rastenburg i Østpreussen.
To gange tidligere havde Stauffenberg undladt at gennemføre attentatet fordi Hermann Göring og Heinrich Himmler ikke var til stede.
Men den 20. juli anbragte Stauffenberg en mappe med en bombe i, ikke langt fra Hitlers fødder. En anden officer som mappen stod i vejen for flyttede den om bag konferencebordets svære ben, og da bomben detonerede mindskedes virkningen af sprængningen af benet og den tykke bordplade samt barakkens spinkle konstruktion.
Fire af de tilstedeværende officerer blev dræbt og tyve andre blev såret, men Hitler slap med nogle knubs. Han kom sig imidlertid aldrig over chokket, storhedsvanviddet voksede og han følte sig frelst af forsynet for at redde Tyskland om end det tyske rige ikke længere var ham værdigt.
Bag Stauffenberg stod en sammenslutning af officerer, embedsmænd og politikere.
Der havde været andre attentatforsøg, og der fandtes anden modstand i Tyskland, men oftest individuelt og uden en større sammenhængende modstandsbevægelse.
Kendt er bl.a. modstandscellen Weisse Rose koncentreret om studerende ved Münchens universitet og omkring søskendeparret Scholl.
For at gennemføre et coup d’etat var der brug for en gruppe med indflydelsesrige personer som modstanden kunne samle sig omkring og med det nødvendige samspil med de væbnede styrker og forberedelse af civil og militær administration efter et kup. Netop i Tyskland var de væbnede styrker den eneste større bevæbnede magt, der var relativt uafhængig af partiet og som – med beslutsom ledelse – ville have kunnet vælte Hitler.
Men de væbnede styrker aflagde en troskabsed til Hitler og til det tyske rige, og denne troskabsed betød, at personer der indgik i en konspiration mod Hitler blev forrædere i dobbelt forstand ved at forråde både fædrelandets udvalgte leder og Hitler som person. De – ikke mindst militærfolk – der udgjorde den inderste kerne af konspirationen, gjorde dette ud fra en opfattelse af, at Hitlers ulovlige magtovertagelse i sig selv var et større forræderi end det de – med en tvungen edsaflæggelse – kunne begå ved at søge at fjerne ham.
[redigér] Deltagere i 20. juli opstanden
En tidlig organisator var admiral Wilhelm Canaris, der i 1935 blev udnævnt til chef for den militære efterretningstjeneste Abwehr. Stærkt støttet af sin næstkommanderende, general Hans Oster, gjorde Canaris en del af sin organisation – Zentralamt eller den såkaldte Afdeling Z – til et center for afvigelse. Omkring Canaris og Oster samledes efterhånden den kreds, der langt senere skulle komme til at stå bag attentatet den 20. juli.
General Ludwig Beck var chef for hærens generalstab fra 1933 til 1938, da han efter skandalerne med Werner von Blomberg og Werner Freiherr von Fritsch søgte at organisere en modstand mod Hitlers krigsplaner og derfor måtte tage sin afsked. Efter dette engagerede han sig stærkt i modstanden sammen med Leipzigs borgmester Carl Friedrich Goerdler.
Fra diplomatiet kom Ulrich von Hassel, Tysklands ambassadør i Rom og svigersøn til storadmiral von Tirpitz. Han deltog i forhandlingerne i 1936 om en Rom–Berlin akse og så denne som endnu et skridt hen mod krig i Europa. Kort efter at Ribbentrop i 1938 blev Hitlers udenrigsminister, blev von Hassel afskediget.
Generalfeltmarskal Erwin Rommel, (* 1891; † 14. oktober 1944, tvunget til selvmord)
[redigér] Efterspil
Lederne af opstanden, Oberst Claus von Stauffenberg, General Friedrich Olbricht, Oberst Albrecht Mertz von Quirnheim og Løjtnant Werner von Haeften blev fanget sent om aftenen og skudt i Bendler-Block-gården (Krigsministeriet) af en militærkolonne.
Hitler fortsatte med at afsløre, torturere og aflive næsten 5,000 kendte modstandsfolk.
I det nye Tyskland betragtes modstandsfolkene med ære.
