Båndbredde (signalbehandling)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Båndbredde.
Båndbredde er en betegnelse indenfor signalbehandling som angiver bredden af et frekvensbånd eller frekvensinterval. Den måles normalt i hertz (Hz).
Båndbredde er et centralt begreb som bruges i flere sammenhænge:
- I beskrivelsen af et analogt signal hvor det betegner hvilke frekvenskomponenter der er til stede.
- I beskrivelsen af elektriske systemer (f.eks. forstærkere, kabler eller filtre) hvor det betegner de frekvensområder hvor systemet virker.
Der findes nogle teoretiske sammenhænge mellem båndbredden i et signalsystem og den tilsvarende opnåelige dataoverføringshastighed som knytter begrebet til informationsteori. Herfra er opstået en alternativ betydning hvor båndbredde bruges synonymt med dataoverføringshastighed.