Cluny

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Abbediet som det ser ud i dag.

Abbediet Cluny (eller Cluni og Clugny, latin: Cluniacum) blev grundlagt 2. september 909 af Vilhelm 1., greve af Auvergne. Han indsatte Berno som den første abbed og placerede det direkte under pavens autoritet, som på dette tidspunkt var Sergius III. Klostret ligger nær Mâcon i det moderne franske departement Saône-et-Loire i Bourgogne, før da havde området været dækket af skov og brugt til jagt. Abbediet og dets datterklostre blev i 11. århundrede et forbillede for de øvrige religiøse samfund og et centralt element i den gregorianske reformbevægelse. Den moderne by Cluny voksede frem omkring klostret og mange bygninger fra dets storhedstid er stadig bevaret.

Benediktinerordenen var en hjørnesten i den stabilisering af de religiøse organisationer, der prægede 11. århundredes Vesteuropa. Cluny blev grundlagt med udgangspunkt i den nye formulering af Benedikts regel, og en række af dets abbeder havde stor indflydelse på international politik, i klostrets storhedstid fra 10. til 12. århundrede. Cluny var i sig selv den største mest prestigiøse og rigeste klosterinstitution i denne periode, og var samlingspunkt for den vestlige klosterbevægelse fra 10. århundrede.

Indholdsfortegnelse

1 Grundlæggelse
- 1.1 Organisatorisk nyskabelse
2 Politisk magt
- 2.1 Højdepunktet for Clunys indflydelse
- 2.2 Nedgang
3 Cluny og kunsten
4 Biblioteket
5 Cluny i dag
6 Litteratur
7 Eksterne link

[redigér] Grundlæggelse

Det kloster, som Vilhelm 1. af Akvitanien, kaldet den fromme, grundlagde i 909, var af meget beskeden størrelse, da han blot donerede sine jagtområder i Burgunds skove. Vilhelm lagde dog gennem sin donation grunden for stedets senere rigdom og indflydelse, idet han fritog det nye kloster for alle forpligtigelser overfor ham selv og hans slægt, udover forbøn. Datidens patroner beholdt normalt et vist ejerskab over de klostre, de grundlagde og forbeholdt sig retten til at udnævne abbeden. Cluny skulle kun være forpligtiget overfor paven, og havde derved reelt fuld selvbestemmelse over deres egen økonomi, og derudover meget stor politisk suverænitet. Det lader til at den første abbed, Berno, opnåede den meget fordelagtige aftale for klostret med Vilhelm.

[redigér] Organisatorisk nyskabelse

Abbediet Clunys våbenskjold

Det nye kloster i Cluny adskilte sig i sær på tre punkter fra tidligere benediktinske huse; den organisatoriske struktur, forbudet mod indgå forleningsaftaler om land, og ved at de liturgiske ritualer var klostrets hovedbeskæftigelse.

Mens de ældre benediktinske klostre blev drevet som autonome enheder og kun var indbyrdes forbundne på et formelt niveau, så blev der, med Cluny som udgangspunkt, skabt et forbund af nye klostre, der alle blev kontrolleret fra moderklostret. Lederen i det nye kloster fungerede som abbeden i Clunys stedfortræder, og bar ikke titlen abbed, men i stedet prior. Hvert år skulle priorerne i datterklostrene deltage i et fællesmøde, hvor de aflagde rapport og løste administrative problemer. Efterhånden begyndte også ældre benediktinske huse at opfatte Cluny som deres forbillede, og da pave Benedikt VIII i 1016 erklærede, at Clunys privilegier også gjaldt deres underordnede huse, betød at de øvrige benediktinske huse fik en yderligere påskyndelse for at indlemme sig selv i den cluniaciensiske orden.

Der blev grundlagt nonneklostre indenfor ordenen, men de blev aldrig opfattet som særligt indbringende internt i organisationen, og det er formentligt grunden til at nonneklostre aldrig blev oprettet i særligt stort tal i forhold til munkeklostre.

Tidligere havde klostre været selvforsynende enheder, hvor munkene ved siden af de religiøse pligter havde haft landbrugsarbejde som hovedbeskæftigelse. Det blev ændret i Cluny, og de sorte munkes vigtigste og eneste pligt var de rituelle forpligtigelse, herunder især bøn. Tidligere var klostrene organiseret på samme måde som de gamle romerske villaer, der overlevede i Sydeuropa gennem hele den tidlige middelalder, eller herregårdene længere mod nord. Ved etableringen var munkene i Clunys vigtigste opgave laus perennis (evig lovprisning, dvs. bøn), og dette betød at de forskellige funktioner i klostrene blev specialiseret, så munkene udelukkende koncentrerede sig om det religiøse, mens verdslige blev ansat til det fysiske arbejde.

Det bevarede tårn fra klosterkirken

[redigér] Politisk magt

I det politisk fragmenterede Europa i 900-tallet og 1000-tallet kunne Cluny gennem sit vidtstrakte netværk af datterklostre i flere land opnå megen indflydelse. Fritaget fra indblanding fra verdslige fyrster og biskopper, kun ansvarlige overfor en, på det tidspunkt, svag og splittet pavemagt, havde Cluny stor fordel af at kunne tilbyde en fast og etableret organisation som alternativ. Det betød først og fremmest, at Cluny blev centrum for de benediktinske klostre, mens også inspirator for en reorganisering og revitalisering af de franske og normanniske gejstlige institutioner. I den tidlige fase af den cluniacensiske historie fungerede organisationen som et fristed i en kaotisk verden, men i anden halvdel af 11. århundrede havde dens fromheds ideal omformet det omgivende samfund og var hovedkraften bag den ekspansion kristendommen oplevede på det europæiske kontinent i dette århundrede.

Veluddannede cluniacensiske priorer med adelig baggrund samarbejdede i stor stil med lokale fyrster og aristokrater, der støttede ordenen. Priorerne besatte ofte vigtige administrative positioner eller blev udnævnt til biskopper. Et vigtigt element i Clunys kultur var opfattelsen af kongerne som kirkens naturlige beskytter, de opnåede derfor tætte forbindelser med kongehusene, men fik samtidigt stor indflydelse på kongernes religiøsitet. I 11. århundrede skete der derfor en forandring af den måde konger og fyrster handlede og den måde de fremstod på, en forandring der hvilede på en ny form for religiøsitet. I England blev Edward Bekenderen kanoniseret og i Tyskland blev kejseren nu opfattet som en jordisk repræsentant for den himmelske sfære især under Henrik 3., dette var det åndelige grundlag for kejserens kontrol over den tyske kirke og mulighed for at indsætte sin landsmand Leo IX som pave. Det nye fromhedsideal, der spredte sig blandt de verdslige fyrster var en forudsætning for etablering af den senere Gudsfred.

Internt i ordenen kunne abbeden i Cluny frit sende en munk til hvilket som helst datterhus, når han selv ønskede det. Dette skabte en flydende struktur med abbeden som den centrale og helt dominerende figur, der blev et forbillede for den senere organisering af de kongelige kancellier. Clunys centraliserede og hierakiske struktur var desuden en naturlig uddannelses institution for de katolske prælater, og fire af munkene fra Cluny blev udnævnt til pave; Gregor VII, Urban III, Paschalus II og Urban V. Abbederne blev især rekrutteret fra fineste adelige familier, og inkluderede flere af højmiddelalderens vigtigste statsmænd, heriblandt de to helgener Odo af Cluny og Hugo af Cluny samt Odilo.

[redigér] Højdepunktet for Clunys indflydelse

Grundplan for abbediet

Cluny var ikke kendt for asketisk livsførelse eller for at udbrede det apostoliske fattigdomsideal, Clunys abbeder så heller ingen hindringer for at lægfolk fik indflydelse internt i klostret, og fx fik indflydelse på, hvem der blev udnævnt som ny abbed.^[1] Den cluniacensiske bevægelse knyttede sig i høj grad med pavemagten, der i højmiddelalderen var associeret med rigdom, pragt og involvering i politik. Og pavens prestige smittede af på Clunys og var med til at lægge grunden for ordenens indflydelse. Cluniacenserne oplevede et dyk i deres politiske indflydelse i begyndelsen af 12. århundrede, pga. økonomiske og administrative problemer, hvilket var med til at give plads til nye monastiske bevægelser som fx cistercienserne. Under Peter den Ærværdiges ledelse fik ordenen dog en genopblomstring og, den oplevede sit politiske højdepunkt, da flere af dens munke blev udnævnt til biskopper, legater og kardinaler.

[redigér] Nedgang

Ved Peters død i 1156 havde ordner med strengere disciplin, som cistercienserne, taget teten i den monastiske bevægelse, og overtog derfor meget af Clunys prestige. Samtidigt udviklede der sig en spirende nationalisme i herskerklasserne i lande som England og Frankrig, der betød at internationale organisationer som Cluny fik sværere vilkår. Under det Vestlige skisma i 1378 – 1409 blev forbindelsen mellem Cluny og de fleste af abbediets priorier i England afbrudt, da de blev naturaliseret og derved ikke længere var Clunys ejendom.

Under den franske revolution blev cluniacenserne identificeret med le Ancien Régime, og ordenen blev undertrykt I Frankrig fra 1790. Dele af klosterbygningerne blev plyndret og brændt under uroligheder i den forbindelse. I 1810 blev størstedelen af de tilbageværende bygninger revet ned, og siden solgt som stenbrud i 1823. I dag er kun ét af de oprindeligt otte tårne bevaret.

[redigér] Cluny og kunsten

Liturgien var omdrejningspunktet for livet i Cluny, den evige forbøn var her i centrum, og blev opfattet som kilde for skønheden og inspiration til kunsten. De verdslige fyrster gjorde sig større anstrengelser, og donerede gerne store rigdomme for at blive nævnt i de uendelige bønner, som på denne måde reelt var grundlaget for klostrets rigdomme, der bl.a. blev brugt på store og meget kunstfærdigt udførte bygninger.

Klostersamfundet i Cluny voksede med stor hast pga. de mange midler, der tilflød stedet, og det var derfor ofte nødvendigt at opføre nye bygninger. De mange ressourcer muliggjorde desuden en række af middelalderens mest spektakulære byggerier: Den tredje kirke i Cluny var den største bygning i Europa indtil opførelsen af den fjerde kirke samme sted. Og denne sidste kirke I Cluny forblev den største i Europa indtil Peterskirken blev bygget i Rom i 16. århundrede.

Rekonstruktion af den tredje klosterkirke

Byggeriet af den tredje kirke blev finansieret gennem den årlige ’’census’’, som kongen af Leon-Kastilien, Ferdinand 1. af Leon indførte mellem 1053 og 1065, Den årlige betaling blev fastsat til 1,000 aurei af kongen, og det var den største donation som klostret nogensinde modtog fra en konge eller lægmand. Hans efterfølger Alfonso 6. af Leon genetablerede aftalen i 1077 og bekræftede den i 1090, hvor beløbet tilmed blev fordoblet. Det var især modtagelsen af denne årlige sum, der gjorde det muligt for abbeden Hugo i sidste del af 11. århundrede at igangsætte byggeriet af en kirke, som overgik alle andre tidligere set i størrelse og pragt. De større donationer til Cluny betød at opmærksomheden om de spanske kristne blev øget i hele Europa, og at det centrale Spanien blev bedre integreret i den vesteuropæiske kulturkreds. I begyndelsen af 12. århundrede kunne Leon-Kastiliens konger ikke længere afpresse helt så store beløb i den muslimske Spanien som tidligere, dette forårsagede en akut økonomisk krise i Cluny, der også lammede ordenens politiske magt i perioden 1109 – 1125.

[redigér] Biblioteket

Biblioteket i Cluny var længe et af de rigeste og vigtigste i Frankrig og middelalderens Europa, og det fungerede i realiteten som et magasin for et stort antal meget værdifulde manuskripter. Huguenotternes plyndring af abbediet i 1562 betød, sammen med afbrændingen af det i 1790, at en stor del af dem blev ødelagt eller forsvandt. Nogle blev reddet og gemt væk i byen Clunys rådhus. Flere af disse manuskripter er sammen med andre, der faldt i private hænder, siden blevet samlet af den franske regering, og opbevares i dag på Bibliotheque Nationale i Paris. British Museum i London ejer desuden omkring 60 dokumenter, der oprindeligt stammer fra klostret I Cluny.

[redigér] Cluny i dag

I dag findes der ruiner af den romanske klosterkirke, der før opførelsen af Peterskirken i Rom var den største kirkebygning i Europa, klostret blev delvist ødelagt under Huguenotkrigene og blev nedrevet som led i den franske revolution.. Endvidere findes abbedens palads bevaret i selve byen sammen med den gotiske Notre Dame kirke, og nogle bevarede huse fra middelalderen. I Paris er abbedens residens, Hotel de Cluny, fra 1334 bevaret, det blev i 1833 omdannet til museum.

[redigér] Litteratur

Conant, Kenneth J. (1968). Cluny. Les églises et la maison du chef d'Ordre.
Cowdrey, H. E. J. (1970). The Cluniacs and the Gregorian Reform.
Evans, Joan (1968). Monastic Life at Cluny 910-1157. Oxford: Oxford University Press.
Lawrence, C. H. (1984). Medieval Monasticism.
Mullins, Edwin (2006) In Search of Cluny: God's Lost Empire.
Rosenwein, Barbara H. (1982). Rhinoceros Bound: Cluny in the 10th Century.