Codex Gigas
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Codex Gigas, Djævlebibelen, også kendt som Codex Gigantum (kæmpebogen) og Gigas Librorum (bøgernes jætte), er et bibelhåndskrift i stort format, (89x49cm), og en vægt på 75kg. Den siges ifølge legenden at være skrevet på en enkelt nat af en celledømt munk med djævelens hjælp.
I bogen er der et stort og grotesk billede at djævelen, hvilket har givet næring til navnet Djævlebibelen. Bogen findes i dag på Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Bogen er skrevet i benediktinerklosteret Podlažice i Böhmen på 160 æselhuder i begyndelsen af det 13. århundrede som afskrift af betydeligt ældre tekster. Allerede i slutningen af det 13. århundrede sidestilles bogen med verdens syv underværker.
Den indeholder Bibelen i en latinsk udgave, der er ældre end Vulgata. Endvidere finder man bl.a. Flavius Josefus' jødiske historie og Cosmas af Prags böhmiske krønike. Bogen kom til Rudolf 2.s samlinger i 1594 som et lån fra det böhmiske kloster Broumov.
I lighed med Codex Argenteus, Sølvbibelen, blev den en del af svenskernes krigsbytte, da de stormede Prag i 1648, og har tilhørt Kungliga Biblioteket siden 1649. Bogen er i dag en del af den svenske kulturarv.
![]() |
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |