Diktatur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Diktatur er en statsform, hvor al magt er placeret hos en enkelt person, en diktator (eller hos få personer, i hvilket fald man taler om et oligarki), som ikke er underlagt lovmæssige eller andre restriktioner.

Oprindeligt anvendtes diktatur om en særlig institution i det gamle Rom, hvor udvalgte embedsmænd i særligt presserende situationer "demokratisk" kunne tildeles absolut magt til at forvalte statens anliggender, da et sådant "direkte" styre var mere effektivt (omend mindre frit) end republikkens bureaukrati. Disse "diktaturer" var dog på forhånd tidsbegrænsede, og den valgte "diktator" var efter sin periode ansvarlig for at have forvaltet sin magt med omtanke og forstand. Denne institution ophørte omkring det andet århundrede e.Kr., og senere diktatorer som Sulla og de romerske kejsere mindede i langt højre grad om, hvad vi i dag forstår ved begrebet.

I en moderne kontekst bruges ordet langt mere negativt. Her forstås ved diktatur ofte et system med et centraliseret magtapparat, hvor lovgivende, dømmende og udøvende magt ikke er adskilt, og hvor diktatoren udøver sin magt uden at skele til de moralske/etiske konsekvenser. Denne er da sjældent demokratisk valgt, men er i stedet ofte kommet til magten ved et statskup eller en revolution, og selv om det ofte forsikres, at diktaturet blot er indført midlertidigt for bedre at bekæmpe presserende problemer, så er tendensen, at diktatoren er endog særdeles utilbøjelig til at afgive magten igen.

Sådanne diktaturer overlever delvis på grund af den frygt, folket nærer for styret. Ofte bruges væbnet magt, propaganda og fængsling af dissidenter som midler til at forhindre, at styrets legitimitet undergraves. Ofte ses systemer, hvor kun ét parti – diktatorens eget – er tilladt og der derfor kan afholdes skindemokratiske valg, der dog sjældent anerkendes af andre stater end diktaturet selv.