Emil Christian Hansen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Emil Christian Hansen (f. 8. maj, 1842 - d. 27. august, 1909) var en dansk ekspert i gæringsfysiologi i forbindelse med ølbrygning, især gæreprocessen.
Han voksede op i Ribe i beskedne kår og var bl.a. malersvend, før han begyndte sine studier i København. Her fik han i 1876 tildelt Københavns Universitets guldmedalje for en artikel om svampe.
Emil Christian Hansen blev i 1877 ansat på Carlsberg Laboratorium i Valby og gjorde her en meget vigtig opdagelse, nemlig at gær består af forskellige former for fungi, og at gær kan kultiveres. Han isolerede gærcellen og kombinerede den med en sukkeropløsning, hvorefter han producerede rent gær, den såkaldte rendyrkning.
Gæren blev kendt som Saccharomyces Carlsbergensis og anvendes til fremstilling af pilsnerøl ikke blot på Carlsberg, men på mange bryggerier verden over.
I 1879 fik Emil Christian Hansen antaget en doktorafhandling ved Københavns Universitet: Organismer i Øl og Ølurt, hvor han beskrev de ustyrlige og de kontrollerbar svampe (vildgær og kulturgær). Han fik siden flere udmærkelser i ind- og udland, bl.a. af den kendte biolog Louis Pasteur i Paris. Samme år bliver han ansat som chef for Carlsberg Laboratoriets fysiologiske afdeling.
[redigér] Eksterne henvisninger
[redigér] Litteratur
- Organismer i Øl og Ølurt : botaniske Undersøgelser af Emil Chr. Hansen. - 1879. 133 s., (Hertil to Kobbertavler)
- Nordens Pasteur : fortællingen om naturforskeren Emil Chr. Hansen / Kristof og Kirsten Glamann. - Gyldendal : København, 2004. - 175 sider. - ISBN 87-02-02500-0
[redigér] Uddrag af autobiografi
Min mor var vaskekone og min far havde været i Nordafrika for at tjene under den franske fremmedlegion. Desuden tumlede han rundt som vagabond og alkoholiker, men alt i alt var han en god far. Han opmuntrede mig altid til at følge mit hjerte og sagde at min sociale baggrund ikke skulle være stopklods for min karriere. Hans ord ”mennesket kan alt hvad det vil” glemmer jeg aldrig.
Jeg rejste væk fra Ribe og endte i København og kom tilfældigvis i tale med flere akademikere. I 1871 blev jeg student og begyndte derefter på universitetet. Jeg skrev afhandling om mikroorganismer i øl og urt og modtog universitetets guldmedalje
Darwins teorier var diskussionsemnet og da naturvidenskaben interesserede mig meget deltog jeg ivrigt. Jeg forholdt mig dog kritisk over for teorierne og fik tit lyst til at slå på akedemikerne.
Jeg brød mig ligeledes lidt om adelen og de magthavende, men både disse og akademikerne syntes at vide jeg var begavet og gav mig den dertilhørende respekt.
Jeg befandt mig bedst i mit eget selskab. Det var efter møder med mange akademikere, jeg beslutter mig for at vie mit liv til videnskaben da denne virkede som det eneste fornuftige.
I 1879 bliver jeg ansat på Carlsberg. Ansættelsen indebærer ledelse af laboratoriet og fortsætte samt påbegynde nye forskninger. Jeg må indrømme at jeg var meget nervøs for at starte på bryggeriet. Jeg glædede mig selvfølgelig til selve arbejdet. Mine bekymringer ligger hos J.C. Jacobsen. Han skulle siges at være både humørsyg og vanskelig.
Jeg har nu arbejdet på bryggeriet nogle måneder og det går udmærket. Der er ingen større problemer, da jeg selv mener, at gemytlighed ikke sømmer sig til en forsker. Det gælder om altid at være klædt i sin uniform, i særdeleshed den åndelige. Jeg mener, at en barsk attitude giver respekt, og man må sige, J.C. kan være barsk.
Jeg har nu været ansat og ca. fire år. Ølsygen er lige kommet til Carlsberg og man har bedt mig finde årsagen. Jeg vidste, at Pasteur havde renset gæret men arbejde ud fra teorien, at det måtte være muligt at fremstille ren gær. Det lykkedes for mig, og meget hurtigt spredes mine opdagelser til andre bryggerier. Som ventet fik jeg ingen ros fra min arbejdsgiver, J.C. Jacobsen. Han er og har hele tiden været af den opfattelse, at Pasteur tidligere har beskrevet metoden.
Det havde dog heller ikke været let at nå mit mål, da J.C. hele tiden prøver at tage æren for mine opdagelser og forhindre mig i at færdigudvikle mine teorier. Det piner ham at det ikke er ham der har fundet ud af disse ting. Dette kunne da ikke blive ved med at gå, og ved Gud, hvor er jeg rasende. Han fastholder at Pasteur har opdaget denne metode, efter selv at have prøvet at tage æren. Bare jeg ikke får den. Det er utroligt at han har mig ansat men jeg siger ingenting. Min mulighed for at forske vil jeg ikke ødelægge.
Heldigvis finder folk ud af, at jeg opfandt metoden. Jeg bliver en kendt navn i forskerkredse og Pasteur inviterer mig til Paris. Denne invitation glæder mig, da jeg nu kan få mulighed for at udspørge ham om hans forskninger. Jeg havde nemlig gennemskuet, at de ikke var så gennemgående alligevel. Disse spørgsmål behager selvfølgelig ikke ”Paven”, som de naive franskmænd ynder at kalde ham. Vi skilles derfor ikke som venner og jeg regner ikke med at se ham igen. Alligevel inviterer han mig endnu engang til Paris.
Jeg kan fortælle at kvinder i Paris var meget sminkede. Dette dækkede dog ikke deres relativt store skægvækst. Jeg var dog ikke interesseret i nogen som helst form for festligheder og brugte undskyldningen hovedpine. Det synes mig for lang en forklaring, at beskrive min mening om deres udfoldelser, når det eneste interessante var videnskaben. Jeg vil dog ikke sige at omgang med mennesker ikke kan være sjov. Magthaverne er bare af andre meninger end mine og deres syn på verden er forskelligt fra mit. Trods han ikke var begejstret for min sociale person, må Pasteur beundre mig. Det var nemlig ham der tog initiativ til at give mig en hæderspris. Jeg har kæmpet mange kampe og vil kæmpe flere endnu, for det er sejre som denne der giver mig lyst til mere. Modstanden og den uretfærdige behandling fra bl.a. J.C. Jacobsen er hvad driver mig til at gå frem med større kraft og lidenskab. Menneskene betyder mindre og mindre for mig og jeg bliver mere og mere ensom.
