Fantomet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
The Phantom | ||||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
||||||||||||||||
|
Fantomet (originaltitel: The Phantom) er en af tegneseriehistoriens ældste maskerede helte. Den første avisstribe så dagens lys i februar 1936, og den var forfattet af Lee Falk og tegnet af Ray Moore. Tegneserien er stadig i produktion.
Fantomet er bosiddende i junglen i et fiktiv afrikansk land. Her er han kendt som "ånden, der vandrer". Dette skyldes, at det nuværende Fantomet faktisk er den 21. i rækken i et dynasti af maskerede forbryderbekæmpere, og myten er derfor, at han er udødelig. At han er bosiddende i Kraniegrotten og efterlader et kraniemærke, der ikke kan fjernes på de forbrydere, han nedlægger, er også med til at øge mystikken om hans person.
Fantomet er en særlig populær figur i Australien og Skandinavien. I Australien har seriehæftet The Phantom kørt uafbrudt siden 1948, i Sverige har Fantomen kørt siden 1950. I Danmark er der i alt udkommet over 360 forskellige Fantomet-hæfter og album. Siden starten af halvfjerdsene er en stor del af produktionen af Fantomet-historier udgået fra Sverige.
Fantomets dragt er oprindeligt lilla, men en trykteknisk fejl gjorde at dragten i de danske (og svenske) hæfter blev blågrå.