Fejlstrømsafbryder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En fejlstrømsafbryder findes i mange typer. En fejlstrømsafbryder kaldes også et fejlstrømsrelæ.
[redigér] Primært om HFI
Et HFI-relæ ("HFI" står for Højfølsom Fejlstrøms-Indikator) er et relæ som ifølge dansk lovgivning skal sidde i elinstallationen i alle huse hvis ydermure er opført efter 1975. I huse der er bygget efter 1993 skal der være et såkaldt HPFI-relæ (P'et står for Pulserende).
De ledninger der fremfører elektriciteten er ført igennem HFI-relæet: Ifølge Kirchhoffs strømlov skal styrken af den elektriske strøm der løber ind i installationen være lige så stor som den der løber ud igen. Er der forskel, har noget af strømmen nødvendigvis fundet en "smutvej" forbi HFI-relæet. Denne situation kan blandt andet opstå, når en uheldig person pådrager sig et elektrisk stød, dvs. strømmen løber gennem personen og ned i jorden. Hvis strømmen i kroppen løber igennem hjertet, kan det medføre hjerteflimmer allerede ved en strøm på ca. 0,05 ampere. Derfor er HFI-relæet indrettet så det afbryder for strømmen hvis forskellen i strømstyrke kommer op over 0,03 ampere.
Relæet virker ved at de strømførende ledninger er viklet samme vej rundt om en elektrisk spole: Hvis strømmen i de to ledninger er lige stor, danner de to lige kraftige men modsat rettede magnetfelter som ophæver hinanden. Bliver strømmen i den ene ledning en anelse større end strømmen i den anden, vil der omkring spolen være et "netto-magnetfelt" som kan "opsamles" af en tredje spolevikling. Dette signal styrer et relæ, som sørger for at afbryde strømmen.
HFI-relæet har typisk to knapper: Den ene er mekanisk forbundet med relæet, så man manuelt kan afbryde eller slutte strømmen gennem relæet: Når relæet er slået fra på grund af en fejlstrøm, springer denne knap af sig selv til "afbrudt"-stillingen, og strømmen kan sluttes igen ved manuelt at stille denne knap i "sluttet"-stillingen.
Den anden knap er til afprøvningsformål, og er typisk markeret "T": Det er en momentan trykknap-afbryder, og når man trykker på den, åbner man for en fejlstrøm der er lige akkurat stor nok til at få relæet til at trække, hvorved relæ-knappen øjeblikkelig skal springe over i "afbrudt"-stillingen. Det tilrådes almindeligvis at relæet afprøves på denne måde mindst én gang om året for at sikre at relæet virker den dag en af husets beboere kommer ud for et elektrisk stød.